Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Antipsykiatrien

Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Ronald David Lang er født i 1927 i Glasgow i Skotland. Han er uddannet psykiater og har primært en eksistentialistisk og fænomenologisk tilgang til psykologien (Leide,1985:16,20). Laing er ophavsmand til den del af psykiatrien, der har fået betegnelsen 'antipsykiatri', i og med at han kritiserer den etablerede og klassiske psykiatri. Laing betragter ikke sig selv som antipsykiater, men derimod som psykiater i ordets oprindelige betydning. Han mener, at det er størstedelen af de praktiserende psykiatere, som bør kaldes antipsykiatere, idet de ikke formår at helbrede hele mennesket dvs. både kroppen og sjælen (Leide, 1985:13). Han mener, at skizofreni ikke skal betragtes som en sygdom, men derimod som en lidelse, der ikke kan forklares via biologiske faktorer, og heller ikke skal behandles med medicin (Laing, 1975:13). Derved skal forstyrret adfærd ikke ses som et symptom hos den enkelte, men derimod som en normal reaktion på familie- og samfundsmæssige påvirkninger (Laing,1969:86). Laing er således en af de psykiatere, der beskæftiger sig med mentale sygdomme set i en samfundsmæssig sammenhæng. Han stiller spørgsmålstegn ved vores nuværende normalitetsbegreb, og spørger således: "Er det en del af samfundets individer, der er sindssyge, eller er det selve samfundet, der er sindssygt?" (Laing,1975:13).

Laings teoretiske grundlag

Laing er som sagt inspireret af den eksistentialistiske-fænomenologiske tradition. Det vil sige navne som Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty og Jean Paul Sartre. Men også psykoanalysen har været en vigtig idékilde for Laing. Man kan sige, at Laing på en og samme tid gør op med og bygger videre på Freud. På den ene side er Laing stærkt påvirket af bl.a. Freuds personlighedsmodel og mener, som ham, at personligheden dannes i den tidlige barndom. På den anden side tager Laing afstand fra bl.a. driftsteorien, og trækker i stedet på Sullivans interpersonelle psykologi og på Fairbairns og Winnicotts objekt-relations-teori (Laing,1976:9). Dette indebærer, at Laing ligesom Fairbairn mener, at det er relationerne, der skaber drifterne og ikke omvendt, som vi foregående har set hos Freud. Yderligere er Laings kritiske kultursyn stærkt inspireret af Freuds senere værker fra Totem und Tabu til Das Unbehagen in der kultur, hvor Freud bl.a. argumenterer for, at neuroser er den pris, vi må betale for vores civilisation (Clausen,1970:3). Men også Foucault har i denne sammenhæng påvirket Laing. Som tidligere beskrevet viser Foucault, hvordan begrebet sindssygdom er konstrueret gennem magtrelationer i vores historisk specifikke diskurser. Denne pointe overtager Laing og han beskriver, hvordan vi i vores samfund har skabt en mængde institutioner, hvor psykiatere, psykologer, specialister osv. med vold og magt forsøger at ændre de såkaldte sindssyges adfærd, så de kommer til at passe ind under vores gældende definitioner af normalitet. Således ligger magten, ifølge Laing, i hele institutionaliseringens forsøg på at 'normalisere' de såkaldt sindssyge. Han beskriver, hvordan institutionerne udøver vold mod de mennesker, der falder udenfor normen gennem forskellige former for indgreb, f.eks. medicinering og elektrochok.

Laings menneskesyn

Laing forsøger at klarlægge, hvordan mennesket oplever sig selv og sin omverden. Han sætter det enkelte menneskes oplevelse i relation til dets væren-i-verden, og i forlængelse af dette, beskriver han, hvordan det bliver muligt at forstå den såkaldte sindssyges væren-i-verden (Laing,1975:15).

Ifølge Laing, er mennesket uadskilleligt forbundet med andre mennesker og verden, det kan ikke eksistere isoleret. Menneskene og verden er flettet ind i hinanden, og mennesket er derved en helhed af psyke, krop og verden. Dette implicerer, at Laing i høj grad beskæftiger sig med inter-personelle-oplevelser (Leide,1985:43). Relationen mellem ens egne og andres oplevelser beskrives således: Når man oplever et andet menneske, er man objekt for det menneske, man oplever, som dog ved, at man er subjekt for sig selv, og man ved, at man er objekt for den anden. Det vil sige, at man oplever og bliver oplevet på samme tid. Det betyder at vi skaber et fletværk af intersubjektiv forståelse. Men man kan dog aldrig komme til at se den andens oplevelse af sig selv og omvendt, den anden ikke se ens egen oplevelse (Laing,1969:14-15). Således er der, ifølge Laing, ingen berøring mellem én persons oplevelse og andres oplevelser. Man kan have en oplevelse af en anden person, men man kan ikke opleve den andens oplevelse af sig selv (Laing,1976:17). Man kan derimod percipere andre menneskers handlinger, hvilket betyder, at den enkeltes oplevelse af andre altid vil være betinget af deres adfærd. Derved er ens opfattelse af andres oplevelse altid noget, man slutter sig til på baggrund af deres handlinger. Det indebærer, at man bestandigt tillægger andre mennesker motiver, meninger, intentioner og oplevelser (Laing,1976:25-26). Man kan således sige, at mennesket på en og samme tid er adskilt fra og samtidig står i forbindelse med andre mennesker.

Af ovenstående kan man udlede, at det, ifølge Laing, er i mødet med andre mennesker, at vi bliver synlige og bevidste om os selv. Når et menneske møder et andet menneske får begge personer en opfattelse af, hvem de selv er, og hvem den anden er. Men i og med at man ikke har direkte adgang til andre personers oplevelse, vil denne opfattelse aldrig være helt den samme, som den oplevelse den anden person har af en. For de fleste mennesker er opfattelsen af dem selv, og andres opfattelse af en, dog nogenlunde i overensstemmelse. Hvis en persons opfattelse af sig selv og af andre er voldsomt afvigende fra, hvordan omgivelserne opfatter dem selv og personen, mener Laing, at man kan begynde at tale om en sindslidelse (Laing,1975:32).

Som beskrevet kan mennesket ikke eksistere isoleret fra sin omverden, da det netop er her, at dets væren-i-verden, dets eksistens opstår. Laing mener, at mennesket uophørligt er rettet intentionelt mod verden, og dermed er dets oplevelse altid relateret til eller rettet mod en eller anden eller et eller andet i verden. Man kan f.eks. betragte et andet menneske som en person eller en organisme. I denne sammenhæng er det vigtigt at pointere, at der, ifølge Laing, ikke er tale om to forskellige essenser i objektet. Der eksisterer ingen dualisme mellem krop og sjæl. De er derimod begge et resultat af ens intentionelle handlen. En intentionel handling har sin egen retning, man retter den mod det, der giver mening for en selv. Mennesket som person eller organisme er blot forskellige måder at betragte det på (Laing,1975:19):

Mennesket set som organisme eller mennesket set som person åbenbarer forskellige aspekter af den menneskelige virkelighed for undersøgeren. Begge er metodologiske muligheder... (Laing,1975:19).
Således betragter Laing mennesket og dets omverden som en sammenhængende helhed. Han argumenterer for, at vi må tage udgangspunkt i et enheds hele (unitary whole), idet man ellers taber de bindinger mellem mennesker og verden, som er nødvendige for at forstå den enkeltes væren-i-verden. Mennesket eksisterer netop i verden, som en helhed af psyke, krop og verden (Laing,1975:16-17).

På denne baggrund kritiserer Laing den klassiske den klassiske psykoanalyse, idet han mener, at dennes sprog netop spalter det enkelte menneske fra andre mennesker og verden. Psykoanalysen indeholder, ifølge Laing, begreber, der enten refererer til mennesket isoleret fra andre mennesker og verden, eller til bestemte sider af det enkelte menneske (Laing,1975:16-17). Det er eksempelvis dualismer som indre og ydre, sjæl og legeme samt psykisk og fysisk. Dette indebærer bl.a., at mennesket isoleres, og at det ikke er muligt at etablere forbindelse mellem den enkelte og andre mennesker og verden. Således dannes der en distinktion mellem sjælens 'indre verden' og den 'ydre verden', hvor sidstnævnte repræsenterer det enkelte menneskes krop og adfærd samt andre menneskers sjæl, krop og handlinger (Laing,1976:21). Laing mener endvidere, at dikotomierne kan medføre en spaltning af menneskets oplevelser, hvor de enten betragtes som indre eller ydre oplevelser. Førstnævnte referer bl.a. til fantasi, indbildning, drømme og erindringer, og sidstnævnte referer til perception. Men Laing er af den mening, at perception, fantasi, erindringer osv. blot er forskellige måder at opleve på, hvilket indebærer, at ingen er mere indre eller ydre end nogen anden (Laing,1969:16-17). Alligevel dominerer denne indre-ydre-dikotomi, ifølge Laing, ofte vores måde at opleve på. Vi opspalter vores oplevelser i to verdener, hvoraf vi ofte betragter den 'indre' som uvirkelig sammenlignet med den 'ydre', idet førstnævnte ikke kan røres, bevæges eller ses. "Vi lever tilsyneladende i to verdener, og mange mennesker er sig kun den 'ydre' ende bevidst" (Laing,1969:16). Laing mener dog, at på trods af, at opdelingen mellem en indre og en ydre verden er kunstige, analytiske begreber, kan det give mening at benytte disse, hvis vi blot husker på, at den indre verden ikke befinder sig mere inde i kroppen eller bevidstheden end den ydre (Laing,1969:16).

Det at vi knap nok ved, at den indre verden eksisterer, og derved kun lever i den ydre, er, ifølge Laing, ødelæggende for vores oplevelse. For det første fordi vores mentale aktiviteter i lige så høj grad har betydning for og indflydelse på, hvordan vi oplever os selv og vores omverden, som vores perception har det (Laing,1969:20). For det andet fordi vores oplevelse adskilles fra vores adfærd eller handlinger. Som tidligere skrevet, hænger disse to størrelser uløseligt sammen. Vores adfærd er en funktion af vores oplevelse, vi handler i overensstemmelse med den måde, vi opfatter eller oplever os selv og vores omverden på. Således må et sundt menneske befinde sig i 'begge' verdener (Laing,1969:21). Det vil sige, at Laing er af den mening, at denne kunstige opdeling mellem en indre og ydre verden medfører, at mennesket bliver fremmedgjort, i og med at vi ikke anerkender den indre verden som virkelig, og således kan man sige, at den normale tilstand i vores verden er at være fremmedgjort (Laing,1969:26). Laing mener derfor, at:

Vi har...brug for en oplevelsens fænomenologi, der omfatter ...oplevelsen i relation til adfærden, mennesket i relation til mennesket, uden spaltning, fornægtelse, afpersonalisering og tingsliggørelse, der alle er frugtesløse forsøg på at forklare helheden ud fra en enkelt del. (Laing,1969:39)

Double bind hypotesen

Under Laings arbejde med, hvad der foregår mellem den sindslidende person og personens familie, stifter han bekendtskab med Gregory Batesons kommunikationsteori (engelsk antropolog, født 1904). Det er i særdeleshed Batesons double bind hypotese, som får stor indflydelse på Laings videre arbejde, idet Laing netop benytter denne til at kaste lys over den skizofrenes familiesituation. Laings brug af begrebet skizofreni ændrer sig over tid fra at være en fællesbetegnelse han selv benytter om en gruppe mennesker, til at være et udtryk der kun bruges som en betegnelse for noget andre mennesker kalder nogle. En af de faktorer der kan udløse, at individet begynder at fjerne sit selv fra det, vi andre forstår som den virkelige verden, er ifølge Laing, at man gentagne gange udsættes for en double bind situation. Problemet opstår når en person (eller flere) gentagne gange meddeler en anden person, at det skal gøre noget og samtidig på et andet niveau meddeler, at personen ikke skal gøre det, eller at han skal gøre noget, der er uforeneligt med det første budskab. Et klassisk eksempel på en double bind situation er som følger: En mor står med udbredte arme og siger til sin søn, at han skal komme og kysse hende, men da sønnen nærmer sig stivner moren. Sønnen standser ubeslutsomt, og moren spørger, om han ikke vil kysse hende. Da sønnen stadig bliver ubeslutsomt stående, siger moren, at han ikke må være bange for at vise følelser (Laing, 1975:132).

I ovenstående eksempel bliver der kommunikeret to modstridende signaler fra moderen til sønnen. Dels de udbredte arme der siger "kom og kys mor" og dels den pludselige stivnen, der signalerer, at hun ikke ønsker, at han gør det. Dette betyder, at sønnen er fanget i en situation, hvor han ikke kan vinde, ligegyldigt hvad han gør. Han kan på den ene side ikke foretage sig noget men på den anden side heller ikke lade være med at foretage sig noget. Han er så at sige skakmat. Det er ikke morens bevidste hensigt at sende to modstridende signaler, og sønnen har muligvis ikke bevidst registreret hendes stivnen, men det er netop denne ikke-bevidsthed, der gør situationen uløselig: Laing pointerer, at ingen af parterne almindeligvis er klar over, at de befinder sig i en double bind situation, da den oftest er ubevidst (Laing, 1969:86), og derfor er heller ingen af parterne i stand til at etablere den metakommunikation (Leide,1985:86), der ville kunne løse op ved at gøre opmærksom på det dobbeltbundne i situationen.

Double bind beskriver de modstridende og paradoksale krav, frastødninger og tiltrækninger, som kommer både inde fra personen selv, og udefra fra de mennesker, der omgiver personen (Laing,1969:86). I et forsøg på at kontrollere modsigelserne og modsætningerne vil den enkelte projicere det indre ud på det ydre og introjicere det ydre ind i det indre. Derved er menneskets beskyttelse mod at blive ødelagt de førnævnte mekanismer projektion, introjektion, spaltning, fornægtelse osv., og det indebærer, at skizofreni, ifølge Laing, bør forstås, som en forsvarsmekanisme mod en uudholdelig livssituation (Laing,1969:87). Endvidere viser eksemplet, at den sindslidendes adfærd er en del af et større system af forstyrret adfærd, sædvanligvis med baggrund i familien. Derved må de modsigelser, personen udsættes for, betragtes i forhold til de sociale relationer, det enkelte individ indgår i, idet modsigelserne ikke udelukkende opstår i det enkelte individ (Laing,1969:86). Med andre ord kan den forstyrrede adfærd ikke udelukkende lokaliseres hos den sindslidende: Dennes mikro-sociale miljø, psykiatere, hospitalspersonale, familie, venner osv., må også have en betydelig plads. Ifølge Laing, kan man således sige, at en såkaldt skizofren med forstyrrede kommunikationsstrukturer er en afspejling af det omfangsrige system af forstyrrede og forstyrrende strukturer, som karakteriserer dennes familie (Laing,1969:85). Laing betoner således, at det er afgørende, at hovedvægten lægges på det, der foregår mellem mennesker, hvis vi vil forsøge at forstå psykiske lidelser, idet vores tilværelse er 'intersubjektiv'.

Ontologisk tryghed og utryghed

Et fællestræk ved de mennesker, der udvikler det som klinisk betegnes skizofreni, er ifølge Laing, at de mangler det, han kalder ontologisk tryghed. At være ontologisk tryg vil sige at have udviklet en sikker fornemmelse af, hvem man selv er og en sikker tro på, at verden omkring en er virkelig. Allerede i de første måneder begynder spædbarnet at udvikle denne fornemmelse af sig selv og omverdenen:

Under normale omstændigheder indleder en ny levende organismes fødsel hurtiggående processer, hvorved barnet indenfor forbløffende kort tid føler sig virkelig og levende og har en fornemmelse af at være et væsen med en tidslig kontinuitet og en rumslig placering. Kort sagt følges barnets fysiske fødsel og biologiske liv af en eksistentiel fødsel med oplevelsen af at være virkelig og levende,..., [der] giver den vished, hvorpå al anden tryghed hviler. (Laing,1975:37)

Hvis denne grundlæggende tryghed etableres vil barnet udvikle et selv, som gør det i stand til at møde verden med en grundlæggende positiv indstilling (Laing,1975:35). Men dette er ikke en udvikling, der kan tages for givet, det modsatte kan være tilfældet:

Individet kan,..., føle sig mere uvirkelig end virkelig, bogstavelig talt mere død end levende, usikkert adskilt fra resten af verden, således at hans identitet og autonomi altid er tvivlsom. (Laing,1975:37)

Uden den grundlæggende tryghedsfølelse vil verden virke truende, for da der ikke er etableret en dominerende følelse af personlig konsistens og sammenhæng, kan andre mennesker opleves som en trussel mod deres væren-i-verden. Laing beskriver tre former for angst, som knytter sig til det ontologisk utrygge menneskes angst for ikke-væren, nemlig; opslugning, implosion og forstening eller depersonalisering (Laing,1975:38). At blive opslugt betyder, at man i kraft af sin ikke fast forankrede fornemmelse af sig selv risikerer, at 'blive kvalt' psykisk af en andens omsorg eller interesse. For et menneske, der hader sig selv, kan opslugning benyttes som en udvej til at komme væk fra sig selv, men i forsøget på at bevare en identitet, vil der ofte blive tale om en kamp mellem fuldstændig eksistenstab til en anden person på den ene side og fuldstændig isolation og ensomhed på den anden side (Laing,1975:39). Med angst for implosion menes der, at en person oplever verden som noget, der kan 'bryde ind' i ham og dermed truer hans identitet. Begreberne forstening og depersonalisation handler både om individets angst for at blive forstenet af andre og dets egen benyttelse af denne taktik overfor andre. Et individ kan være angst for at blive reduceret til en ting i den andens verden, fordi det opleves som om, at det stærke handlende subjekt er i stand til at reducere ens eget svage selv til et objekt (Laing,1975:65). At forvandle sig selv til sten kan på denne måde ses som et forsvar mod at blive forstenet af andre (Laing,1975:46). Men det er også en teknik, der benyttes af den angste til at uskadeliggøre andre ved at betragte den anden som en maskine, der således ikke har det stærke subjekts kraft til at knuse den angste (Laing,1975:43).

Det inkarnerede og det uinkarnerede selv

Udover ovennævnte metoder til at beskytte sit selv mod omverdenen kan individet også føle sit selv som delvist adskilt fra kroppen. Det inkarnerede selv er et selv, hvor kroppen opleves som en integreret del af personligheden (Laing,1975:55). Det er en subjektiv opfattelse af at være til stede i verden som en helhed af krop og sjæl. Omvendt er det uinkarnerede selv en måde at opfatte selvet som tilhørende sjælen, men ikke kroppen. Kroppen er for det uinkarnerede selv et objekt i verden på lige fod med andre objekter i verden udenfor selvet. Selvet eller sjælen kan således betragte, vurdere og kontrollere, hvad kroppen deltager i og foretager sig uden selv at deltage i dette. En sådan spaltning mellem krop og sjæl er på en gang et forsvarsmiddel og noget yderst smertefuldt (Laing,1975:140). Men man kan ikke sige, at et fuldstændigt inkarneret selv er det optimale, og et uinkarneret selv kun er af det onde. Der er brug for en hvis portion uinkarnerethed, hvis en person skal fungere i sin væren-i-verden. Uden en evne til delvist at adskille krop og sjæl vil et menneske ikke være i stand til at mobilisere en følelse af usårlighed, da det vil være meget opmærksom på, at kroppen kan blive syg, skadet osv. Et andet problem kan være, at individet ikke er i stand til at kontrollere behov og ønsker forbundet med kroppen, og hvis dette tager overhånd, vil det medføre skyldfølelse (Laing,1975:57). Det er også vigtigt at understrege, at et inkarneret selv ikke er nogen garanti for, at resten af personligheden er en sammenhængende helhed. Man kan således godt have en integreret kropsoplevelse, men så have splittelser andre steder i personligheden. Omvendt kan man sige, at et uinkarneret selv ikke nødvendigvis er udtryk for en latent psykose, der er mange mennesker, som lever med en delvis adskilt sjæl-legeme oplevelse, men som ikke bliver syge på trods af dette udgangspunkt (Laing,1975:58).

Det sande og det falske selv - den skizoide tilstand

Laing henter begreberne om det sande og det falske selv direkte fra Donald W. Winnicott og mener således også, at for at beskytte sit egentlige, men uinkarnerede og skrøbelige selv mod omverdenens intervention kan et menneske, parallelt med sit egentlige selv, danne et falsk selv. Det vil så være dette falske selv, der vises til omverdenen, hvorimod det egentlige selv vil være hemmeligt og således ikke kan nås og rammes af omverdenen. Dette falske selv kan så yderligere splitte sig op i endnu flere falske selver, der kan være i brug i forskellige situationer. De falske selver er dog ikke udviklede personligheder, men et system af brudstykker af personligheder (Laing,1975:62). Det er dette system, der er den skizoide organisering, og da det sande sande selv ikke er inkarneret i denne, vil det sande selv i den skizoide tilstand ikke opleve sig selv som handlende, det er de falske selver, der handler. Individet vil altså danne en slags mikrokosmos indeni sig selv, som skal skabe en sikkerhed for det sande selv, i og med at det kan isolere sig og dermed ikke rammes af omverdenen (Laing,1975:63).

Den skizofrene psykose

Hvis et menneske er ontologisk utrygt og har et uinkarneret selv, vil det forsøge sig med forskellige strategier for at holde angsten fra livet og for at kunne udholde verden. Det er den syges måde at beskytte sig mod omverdenen ved at gemme sit egentlige selv, og det er denne strategi, der kan udvikle sig til egentlig skizofreni (Laing,1975:66). I takt med at individet udvikler sit falske-selv-system, mister det mere og mere fornemmelsen af den virkelige verden (Laing,1975:124). Udadtil kan et individ med et udviklet og intakt falsk-selv-system godt virke normalt, selvom der er en psykotisk proces i gang indeni det (Laing,1975:128). Dette kan forklare, hvorfor nogle psykoser, af omgivelserne, opleves som noget pludseligt udbrudt (Laing,1975:129).

Da Laing ligesom Sigmund Freud mener, at personligheden dannes i barndommen, er det altså her, der bliver grundlagt nogle strukturer, som senere kan danne grundlag for en psykose, fordi strukturen viser sig ikke at kunne bære (Laing,1975:65). Selvet vil, gennem de forkellige strategier det bruger for at bevare sin eksistens, i stedet opnå flere forskellige forandringer af selvet: Det vil miste enhver fast forankret identitet, blive uvirkeligt, tomt, dødt, spaltet og fyldt med had, frygt og misundelse (Laing,1975:121). Når et menneske lukker omverdenen ude, udelukker det også muligheden for at opretholde sig selv, da et selv er afhængigt af, at andre genkender det, og at det genkender sig selv i andre (Laing,1975:120). Individet mister altså det, som det fremfor alt ville beskytte. Laing siger, at selvet dør i forsøget på at undgå at blive dræbt (Laing,1975:123). I den allermest ekstreme form for psykose, mener Laing, at der faktisk kan være tale om, at det kun er kroppen, der stadig er i live (Laing,1975:141). Men som vi skal se nedenfor, mener Laing, at det afhænger af omverdenen, hvorvidt psykosen skal ende med at destruere eller helbrede selvet.

Laings syn på normalitet og galskab

Laing opfatter mennesket som i udgangspunktet sundt og helt, men ligesom Freud mener Laing, at det menneske, der findes i dag, kun er et "indskrumpet, udtørret fragment af det, et menneske kan være" (Laing, 1969:20), da "menneskeheden er blevet gjort fremmed for sine autentiske muligheder" (Laing,1969:12):

Vi fødes ind i en verden hvor fremmedgørelsen venter os. Vi er potentielle mennesker, men befinder os i en tilstand af fremmedgørelse. Og denne tilstand er ikke noget naturgivent. En fremmedgørelse som den, der for øjeblikket er vores skæbne, kan kun etableres ved at mennesker øver brutal vold mod andre mennesker. (Laing,1969:13)

Det der gør et menneske fremmed for sig selv, er det, psykoanalysen betegner som forsvarsmekanismer og kan, som tidligere nævnt, være fortrængning, fornægtelse, projektion og introjektion (Laing,1969:26). Det er produktet af selv samme mekanismer, som for de fleste mennesker anses for værende 'det normale' (Laing,1969:21). Menneskets fremmedgørelsesproces begynder allerede fra fødslen, når det nyfødte barn møder den moderne verden:

Lige fra fødselsøjeblikket, hvor stenalderspædbarnet konfronteres med det tyvende århundrede-moderen, er barnet udsat for disse voldskræfter der kaldes kærlighed, ligesom dets moder og fader har været det, og deres forældre igen før dem. Disse kræfter er hovedsageligt koncentreret om at ødelægge de fleste af barnets udviklingsmuligheder. Dette foretagende lykkes stort set udmærket. Når det nye menneske er blevet femten eller deromkring, har vi fået et menneske magen til os selv. En halvt vanvittig skabning der er mere eller mindre tilpasset til en gal verden. Dette er vore dages normalitet. (Laing,1969:44-45)

Som ovenstående citat viser, mener Laing, at barnet udsættes for nogle destruktive kræfter, som resulterer i, at det selv vokser op og udviser en ødelæggende adfærd overfor dets eget afkom. På denne måde er der skabt en ond cirkel, som i sidste ende kan føre til at menneskeheden udsletter sig selv:

Vi lever alle under konstant trussel om vores fuldstændige tilintetgørelse. Vi synes at søge død og destruktion i lige så høj grad som liv og lykke. Vi drives til at dræbe og blive dræbt i lige så høj grad som til at lade leve og leve. Kun ved den mest oprørende voldtægt mod os selv har vi kunnet opnå vores evne til at leve i relativ tilpasning til en civilisation, der åbenbart drives mod sin egen destruktion. (Laing,1969:57)

Vi udsættes fra spæde for den "mest gennemførte og hurtige hjernevask" (Laing,1969:44), midlet er "vold forklædt som kærlighed" (Laing,1969:45), og vi ender altså som "halvt vanvittige skabninger" med en destruktiv adfærd. Da Laing mener, at den adfærd, vi kan iagttage hos mennesker, er udtryk for deres oplevelse, og da det er den såkaldt tilregnelige del af menneskene, der i det tyvende århundrede slog hundredetusinder af andre mennesker ihjel, må der i betragtning af de horrible handlinger menneskeheden udfører være noget grundlæggende galt med den måde, vi oplever og opfatter verden på (Laing,1969:57). Ifølge Laing, er de fleste voksne mennesker kun en skygge af, hvad et menneske har potentiale til at være, hvilket først og fremmest skal opfattes på den måde, at vi lever afskåret fra den indre verden (Laing,1969:20). Men da Laing altså mener, at vi alle er "potentielle mennesker", kan vi også finde tilbage til denne oprindelige menneskelighed, og løsningen for mennesket og menneskeheden er derfor at genskabe kontakten med denne indre verden (Laing,1969:44). Men dette er ikke så ligetil: Vi er en del af en fælles illusion, en samstemmende opfattelse af, hvordan virkeligheden ser ud, som holdes sammen af nogle ensartede oplevelsesstrukturer. Derfor vil et menneske, der på den ene eller den anden måde udtrykker noget, der er i modstrid med denne konstruerede fælles mening, hurtigt blive forsøgt rettet ind af 'de andre', da det vil være en trussel mod den samstemmende mening, at have nogle andre oplevelsesstrukturer (Laing,1969:66). Dette betyder, at det er meget vanskeligt for et individ at stå alene imod gruppens pres, og derved vil denne konstante tilpasningsproces normalt være 'vellykket', om end med det resultat, at det enkelte menneske må "sælge sin sjæl" for tryghed og harmoni i gruppen (Laing,1969:49).

Således er vi i en kollektiv hallucination kaldet virkeligheden blevet "narret bort fra vores personlige oplevelsesverden" (Laing,1969:55). Mange mennesker kan være i besiddelse af andre normer end de gældende, men da alle tror om hinanden, at alle andre har en bestemt norm, vil det være denne, der dominerer (Laing,1969:60). Det at gruppen, eller nexus, som Laing kalder den, kun findes i kraft af hvert enkelt individs oplevelse af den medfører, at det er en trussel mod den, hvis nogle individer begynder at opleve fundamentalt anderledes. Dette kalder Laing for fordampningsfaren (Laing,1969:70). En af de måder hvorved gruppen opretholdes er ved frembringelse af frygt. Eksempelvis kan man i en familie have en kollektiv forestilling om, at verden udenfor familien er farlig. Til gengæld for familiens beskyttelse mod verden udenfor, skal den enkelte så fornægte alle oplevelser, der truer med at opløse nexus. Det er altså for et enkelt individ overordentligt vanskeligt at anerkende og være i kontakt med den indre verden, som ifølge nexus ikke eksisterer (Laing,1969:93), og som ydermere i sig selv kan være skræmmende for et menneske, der i mange år har fornægtet dets eksistens og altså ikke ved, hvordan man skal begå sig i den. Laing mener altså, at vi alle har brug for at komme i en tilstand, der åbner op for den anden verden, men på grund af omkostningerne sker det som oftest kun i de tilfælde, hvor et individ ikke længere kan overleve i den kollektivt vedtagne virkelighed og søger ind i psykosen. Det er på denne baggrund, man skal forstå Laings positive syn på galskaben. Det er simpelthen en mulighed for at gennemgå en udvikling fra afstumpet, fremmedgjort, indskrumpet individ til en eksistentiel genfødsel som et mere helt og sundt menneske (Laing,1969:95).

Laings antipsykiatri

For at Laings forestilling om psykosen som helbredelse kan blive til virkelighed, er det afgørende, hvordan omverdenen forholder sig til den syge. Han beskriver bl.a. hvordan, der kun kan findes mening i en skizofrens umiddelbare adfærd, hvis man forsøger at forstå dennes oplevelsesverden. Han gør således, som vi tidligere har været inde på, op med nogle af de eksisterende diskurser om skizofreni, f.eks. den medicinske og den psykoanalytiske psykiatris opfattelse af, at skizofrene mangler evnen til at indgå i relationer med andre mennesker.

Laing er derved nyskabende i sine tanker og opdagelser i forhold til de fremherskende syn på sindslidende. Laing betoner bl.a., at det er de færreste psykiatere, der forstår de såkaldt skizofrene. Hvis man som psykiater møder en patient med det formål at finde, konstatere og behandle abnormiteter, så er det disse, man ser og ikke personen. Man ser et sygdomsbillede, men man forsøger ikke at forstå et menneske. Dette kan i sig selv være medvirkende til at udvikle og forværre en sindslidelse, da det netop kan være en trussel mod et skrøbeligt selv, ikke at blive anerkendt som menneske (Leide,1985:40). Man skal i stedet for at betragte menneskers handlinger og oplevelser som et sygdomstegn, hvor psykiateren påtvinger dem, den opfattelse han eller hun har af dem, forsøge at begribe de sindslidendes eksistentielle sammenhæng, hvis man vil finde mening i deres adfærd (Laing,1975:15). Dette indebærer, at der etableres et subjekt-subjekt forhold i stedet for et subjekt-objekt forhold, hvor psykiateren enerådigt besidder ekspertrollen, og den sindslidende allerede er defineret som sindssyg (Leide,1985:4).

Laing kritiserer netop den traditionelle psykiatri for hovedsageligt at forsøge at forklare og kategorisere de sindslidendes adfærd. Den klassiske psykiatri søger efter symptomer hos personen, som kan bekræfte diagnosen og dennes kategorisering som sindssyg. Dermed er psykiateren med til at påvirke patientens adfærd, idet denne kommer til at stemme overens med psykiaterens forudfattede mening om sygdommens symptomer. Laing pointerer, at hvorledes vi møder og reagerer på verden i høj grad afhænger af, hvorledes verden møder os, og derfor skal man ikke betragte de sindslidendes adfærd ude fra men derimod forsøge at møde dem i en fælles verden. Man må ofre opmærksomhed på deres oplevelse og forsøge at forstå, hvordan det opleves at være i deres situation. På denne måde kan adfærd, der umiddelbart er uforståelig, vise sig at give mening .

Ifølge Laing, kan det, der klinisk diagnosticeres som skizofreni, måske endda give mere mening end det såkaldt normale. De fleste mennesker anser psykotiske mennesker for at være mere eller mindre tabt for dem selv og omverdenen og anser psykosen for værende noget udelukkende negativt. Men Laing mener ikke, at galskab er begyndelsen til enden, snarere tværtimod. Han siger:

Den, som er trådt ind i dette indre rige, vil (hvis han blot får lejlighed til at opleve dette) opdage, at han har begivet sig, eller er blevet sat ud på - man kan ikke klart skelne mellem aktiv og passiv her - en rejse. (Laing, 1969:93)

Det er først når mennesket tager afsted på denne "rejse til det indre rige" (Laing,1969:94), at det hele begynder, da rejsen, psykosen og oplevelsen af den anden verden netop er det, der kan få mennesket til at folde sig ud og blive det, som det har potentiale til. Ifølge Laing, medfører denne forståelse af den såkaldt syge et meget radikalt syn på, hvordan omverdenen bør forholde sig til det pågældende menneske. Han mener, at det der almindeligvis sker er, at - ofte velmenende - mennesker ved hjælp af diagnosticering og efterfølgende behandling begår en fatal fejltagelse. Behandlingen, det være sig medicinsk, terapeutisk, elektrochok osv., vil nemlig i stedet for at helbrede blot bremse og fordreje en igangværende naturlig proces, der rummer helbredelsen i sig. I stedet for at afbryde den naturlige helbredelsesproces, skal mennesker, der selv har været gennem denne proces, støtte og guide den såkaldt skizofrene til at finde dybt ind i den indre verden og tilbage igen. Det er vigtigt at hjælperen er en, der selv har været i den 'indre' verden, da der "på rejsen" er mange muligheder for at fare vild, og at man derfor risikerer at lide "endeligt skibbrud" (Laing,1969:94):

I stedet for dette degraderingsceremoniel, som den psykiatriske undersøgelse, diagnose og prognosticering er, har vi til dem der er rede til det (i den psykiatriske terminologi ofte dem, der er på vej mod et skizofrent sammenbrud) brug for et optagelsesceremoniel ved hjælp af hvilket vedkommende med fuld social opmuntring og støtte kan blive ført ind i indre rum og tid af folk, der har været der og er kommet tilbage igen. For psykiatrien ville det se ud som tidligere patienter, der hjælper fremtidige patienter til at blive gale. (Laing,1969:95)

Litteraturliste

Laing, Ronald David (1969): Oplevelsens politik og paradisfuglen, Rhodos.

Laing, Ronald David (1975): Det spaltede selv, Jørgen Paludans forlag.

Laing, Ronald David (1976): Selvet og de andre, Jørgen Paludans forlag.

Leide, Folmer (1986): Galskabens strategier, Hans Reitzels Forlag, København.
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi