Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Biologisk Psykiatri

Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Den biologisk-lægevidenskabelige synsvinkel på skizofreni tager udgangspunkt i forklaringer, som er genetiske, bio-kemiske eller på anden måde biologiske, og man benytter positivistiske, naturvidenskabelige metoder i forskningen. Det man forsker i er først og fremmest arvelighed og kemiske forhold i hjernen, og målet er at finde generaliserbare data, som man kan bruge til at forstå og dermed behandle forskellige sammenlignelige tilstande hos mennesker (Haugsgjerd,2000:35-37).

Den medicinske psykiatri udvikledes som disciplin mellem 1600 og 1800. Det skete i takt med samfundets øvrige udvikling, som gik fra at være et magisk-religiøst samfund til at være et sekulariseret samfund baseret på videnskab (Haugsgjerd,2001:11,14). I oplysningstiden begynder man at klassificere naturen omkring sig (Linné,1735), og dette bliver også overført på den medicinske videnskab. Omkring 1800 begynder man, med Philippe Pinel (1745-1826) som den centrale skikkelse, også at inddele og klassificere psykiske lidelser, og dette er grundlaget for hele det klassifikations- og diagnosticeringssystem, vi benytter i dag (Parnas,2000:28, Haugsgjerd,2001:58). Philippe Pinel var en fransk psykiater som bla. afskaffede tvang og tortur og i stedet indførte en human behandling af sindslidende (Bang,1978:391).

I midten af det 19.århundrede har den biologiske psykiatri vind i sejlene. Naturvidenskaben er generelt i rivende udvikling, og man begynder at tro, at man også med hensyn til de psykiske lidelser kan finde svaret ved hjælp af anatomi og bakteriologi (Haugsgjerd,2001:37). Det er også på dette tidspunkt, at man finder ud af sammenhængen mellem syfilis og sindssygdom, og man finder skader i hjernen, som kan forklare forskellige talevanskeligheder, senile tilstande (Alzheimers demens) eller ufrivillige bevægelser (Huntingtons chorea). Men bortset fra dette er resultaterne beskedne, og med hensyn til skizofreni og depression kommer man ingen vegne (Haugsgjerd,2001:58). Da man således ikke kan forklare alt udfra biologiske årsagssammenhænge, begynder man igen at fokusere på klassifikationen med Emil Kraepelin (1856-1926) som den centrale skikkelse. Kraepelin tror også på bagvedliggende biologiske årsager til psykisk sygdom, men dels mener han, at så længe man ikke kan kortlægge disse, må man koncentrere sig om symptomerne og sygdomsforløbet, og dels er han mere interesseret i menneskets psykologi som et aspekt af psykisk sygdom end sine samtidige kolleger (Shorter,2001:125). I 1896 erklærer Kraepelin, at han nu helt har lagt den biologiske psykiatri bag sig til fordel for at observere patienter direkte over en periode, og i 1899 udformer han på baggrund af disse observationer det klassifikationssystem, der senere skal danner grundlag for det amerikanske diagnosesystem (Shorter,2001:131). Det andet store navn, der på samme tid får psykiatrien til at bevæge sig fra biologien over i psykoanalysen, er naturligvis Freud. I slutningen af det 19. århundrede begynder Freud at have nogle få tilhængere (Shorter,201:185), og i 1911 oprettes det første psykoanalytiske selskab i USA (Shorter,2001:196). Og herfra går det stærkt for psykoanalysen med at "overtage" psykiatrien: I 1944 er 70 procent af alle psykoanalytikere enten psykiaterere eller neurologer, og psykoanalysen sidder på de mest betydningsfulde universitetsinstitutter (Shorter,2001:197,205). I 1966 er 67 procent af de amerikanske psykiatere psykoanalytisk/psykodynamisk orienteret og "…psykiatri [var] i den folkelige bevidsthed blevet ensbetydende med psykoanalyse. Magtovertagelsen var komplet." (Shorter,2001:209). Men det skal ikke forstås sådan, at den biologiske psykiatri ligger helt stille, mens psykoanalysen har sin storhedstid. Det er eksempelvis i samme periode, at mange "fysiske terapiformer" udtænkes og afprøves. Det er 'terapier' som feberkure, søvnkure, afføringskure, insulinchok, krampeterapi, eletrochok og eksperimenteren med forskellige - ofte meget giftige - medikamenter (Shorter,2001:230-272). Det er også i denne periode, at det hjernekirurgiske indgreb, lobotomi udvikles, og i løbet af perioden 1936-51 får 18.608 personer foretaget denne operation i USA.

De to tilgange findes altså side om side i psykiatrien fra omkring første verdenskrig til 1970'erne i USA og i Europa noget længere, hvor den biologiske psykiatri bliver dominerende. Det der gør, at psykoanalysen bliver skubbet ud af psykiatrien, er dels fremgangen i arvelighedsforskningen og dels fremgangen i den medikamentelle udvikling, samt fremkomsten af et diagnosesystem med en medicinsk-biologisk tilgang (Haugsgjerd,2001:18).

Arvelighedsforskningen, eller "forskning i familiær forekomst", er ikke nogen ny opfindelse, og man har f.eks. allerede i 1940'erne gennemført tvillingeundersøgelser, der viser, at der er en arvelig komponent i forbindelse med skizofreni (Haugsgjerd,2001:62). Men dengang kunne man ikke sige noget om, hvordan og hvorfor det var arveligt. Det kan man stadig ikke med sikkerhed, men på grund af den store generelle fremgang i arvelighedsforskningen siden midten af 1980'erne, hersker der en stor optimisme, og en tro på, at man ved hjælp af kortlægningen af generne vil finde de afvigelser i arveanlæggene, som man mener, gør nogle mennesker mere disponerede for psykiske sygdomme end andre (Haugsgjerd,2001:63).

Den anden vigtige faktor, er som sagt medicinen. Der er et sammenfald mellem det forhold, at der kommer mange nye medikamenter på markedet, og at ressourcerne er knappe på store overfyldte institutioner. Det er noget lettere for den almindelige psykiater at udskrive medicin end at arbejde ud fra avancerede psykodynamiske modeller. Og da der i 1980 kommer et nyt diagnosesystem, som ifølge den biologiske psykiatri har mere objektive kriterier og vil gavne både forskningen og den enkelte psykiaters arbejde med patienterne, så er biologismen ikke langt fra at have overtaget den psykiatriske scene (Haugsgjerd,2001:64).

Da det altdominerende stridsspørgsmål imellem de to retninger går på, hvorvidt psykiske sygdomme er biologisk eller psykologisk skabt, bliver landvindingerne på henholdsvis arveligheds- og den medicinske forsknings område, italesat som 'bevis for' at psykoanalysen kan afskrives "… som en af det nittende århundredes ideologiske dinosaurer." (Shorter, 2001:9).

Det medicinske normalitetsbegreb

Den medicinske opfattelse af normalitet er stærkt normativ. Den går ud på, at sygdom er modsætning til sundhed, og det normative ligger i, at sundhed skal forstås som sundhed i optimal forstand. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, definerer sundhed som en:"…tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og social velvære og ikke kun fravær af sygdom" (Haugsgjerd,2001:34). Den medicinske normalitetsbestemmelse går ud på at skelne det syge organ fra det sunde, da det er denne bagvedliggende sygdom, der er årsag til symptomerne. På denne måde opfatter man ikke psykisk sygdom og sundhed som et kontinuum, som eksempelvis Laing gør, man mener derimod, at enten er man syg eller også er man rask. Denne normalitetsbestemmelse er i det tyvende århundrede i høj grad blevet overført fra de somatiske til de psykiske sygdomme, og det er også denne, der dominerer dagens psykiatri i Danmark (Haugsgjerd,2001:38).

Diagnosticeringssystemet

Som en naturlig konsekvens af den medicinske normalitetsbestemmelse er diagnosticering blevet hjørnestenen i vore dages psykiatri. Når grundantagelsen er, at ethvert symptom er udtryk for en specifik årsag, så må idealet nødvendigvis være at opnå så komplet en viden som muligt om hvilken tilstand, der svarer nøjagtig til hvilken årsag. Det helt centrale i diagnosticering er altså ønsket om, at man kan beskrive et individuelt sygdomsbillede og "matche" det med en alment beskrevet sygdomsenhed. Årsagen til at man tilstræber dette er, dels at det giver et grundlag for valg af behandling og dels, at man mener, at det giver mulighed for at forudsige, hvordan det videre forløb vil være (Parnas,2000:58).

Årsagerne til, at man ønsker at diagnosticere og at have et fælles grundlag at gøre det ud fra, har været de samme, lige siden først Pinel og siden Kraepelin forsøgte sig med klassifikationssystemer. Men grundantagelserne bag disse systemer har svinget i takt med, at det øvrige psykiatriske klima har forandret sig. I USA udvikles der i årene efter 2.verdenskrig et klassifikationssystem, DSM-I (Diagnostic and Statistic Manual (Haugsgjerd,2001:62)), som får bred international anvendelse (Parnas,2000:67). Som nævnt er det tyvende århundredes psykiatri i høj grad præget af den psykoanalytiske tankegang, og derfor er DSM- I (1952) og DSM- II (1965) også først og fremmest skabt af personer med tilknytning til og sympati for psykoanalysen (Shorter,2001:353). Det er altså fra 1952-1980 (hvor DSM-III kommer på banen), at amerikansk psykiatri er påvirket af den psykoanalytiske tænkning. En af årsagerne til, at man erstatter DSM-II med DSM-III er, at man ønsker et erklæret ikke-teoretisk diagnosesystem. Man mener i den amerikanske psykiaterforening, at det er uforsvarligt at benytte teoretiske opfattelser, som ikke er empirisk dokumenteret, til byggestene i forklaringsmodeller, da der er fare for at psykoterapeuter så kun hæfter sig ved deres allerede forudfattede meninger og ser årsagssammenhænge som ikke findes. Med DSM-III som er erklæret ikke-teoretisk, ønsker man at se bort fra alt, der bygger på ikke-bekræftede hypoteser (Haugsgjerd,2001:94). Denne udvikling kan blandt andet aflæses af de betegnelser, som diagnosesystemerne benytter om psykiske lidelser. I DSM-I-II bruges eksempelvis betegnelsen reaktiv psykose om mildere psykotiske tilstande, hvilket er udtryk for den antagelse, at de pågældende tilstande er at betragte som reaktioner på forudgående psykologiske og/eller sociale omstændigheder (Haugsgjerd,2001:80). I 1980 er klimaet skiftet, og man vælger at benytte betegnelserne akutte og forbigående psykoser i stedet for reaktive psykoser i den nye udgave, DSM-III.

Foruden DSM-systemet, som er udarbejdet af den amerikanske psykiaterorganisation, findes der også WHOs ICD-system (International Klassification of Deseases (Haugsgjerd,2001:64)), som er det, vi bruger i Danmark. Den 10. udgave af ICD blev taget i brug i 1994, og samme år kom også DSM-IV. Idealerne for begge systemer er de samme, de har som mål at:

  1. være udtømmende, dvs. alle tilstande som mødes i behandlingssystemet skal kunne placeres,
  2. rumme præcise, velafgrænsede kategorier,
  3. være enkel og let anvendelig i klinisk praksis,
  4. have en høj reliabilitet, dvs. en høj overensstemmelse mellem forskellige brugere,
  5. rumme kategorier, der er acceptable for forskellige nationale og teoretiske psykiatriske retninger, og at
  6. være kultur-uafhængig, så den kan anvendes såvel i vestlige industrisamfund som i udviklingslandene (Parnas,2000:66).
Ideelt set er en klassifikation det samme som en taksonomi, altså en systematisk ordnet gruppering af fænomener. Det siger sig selv, at der er sygdomme, vi ved for lidt om til at have et inddelingsgrundlag, dette gælder både for de somatiske og det gælder i meget høj grad for de psykiske, da menneskets psyke er endnu mere kompleks end dets fysik (Parnas,2000:65).

I DSM-III, DSM-IV og ICD-10 forsøger man at leve op til ovenstående idealer ved at benytte nogle bestemte principper. Fra og med DSM-III er diagnosesystemet opbygget hierarkisk, hvilket vil sige, at man begynder på et niveau for så, i tilfælde af at dette ikke responderer med den pågældende tilstand, at bevæge sig videre til det næste niveau (Haugsgjerd,2001:64). I forbindelse med voksenpsykiatriske lidelser har man i ICD-10 valgt at inddele i diagnostiske hovedgrupper efter et hierarkisk princip, der betyder at de tilstande som har de mest alvorlige symptomer så vidt muligt kommer først (Haugsgjerd,2001:74).

Skizofreni i klassifikationssystemet

I ICD-10s hierarkisk inddelte hovedgrupper ligger skizofreni på en andenplads næstefter de organiske psykiske lidelser, som er hjerneskader, hjernesvulster, iltmangel, delirøse tilstande osv. Dette viser tydeligt, at skizofrenien regnes for at være en meget alvorlig lidelse. Den betegnes som en funktionel psykose, hvilket skal forstås som modsætning til hjerneorganisk betinget. Dette skal ikke opfattes sådan, at man positivt ved, at den ikke er hjerneorganisk betinget, men indtil eller hvis der lokaliseres en bestemt abnorm tilstand i hjernen, som kan forklare symptomerne, har man valgt at benytte betegnelsen funktionel. Ordet psykose betyder " …en kortvarig eller langvarig tilstand kendetegnet ved en omfattende forandring af dømmekraft eller virkelighedsforståelse." (Haugsgjerd,2001:76). I den skizofrene psykose vil der ofte være tale om social isolation, uforståelige følelsesudtryk, bizarre vrangforestillinger, tale og tænkning af en meget privat og magisk-symbolsk type, og der kan være fantasier eller hallucinationer om, at man selv kommenteres og kritiseres af andre eller, at man manipuleres af ydre kræfter (Haugsgjerd,2001:77). Indenfor ICD-10s skizofrenidefinition skelnes der mellem syv undergrupper, hvoraf der i de første fire grupper er tale om det, man kalder "aktive psykotiske faser". Disse drejer sig om henholdsvis paranoid, hebefren, kataton og udifferentieret skizofreni. Paranoid skizofreni er kendetegnet ved vedvarende vrangforestillinger og hørelseshallucinationer, hebefren skizofreni er præget af kaotisk tænkning og forskellige hallucinationer, kataton skizofreni er domineret af udtalte psykomotoriske forstyrrelser, og den udifferentierede type betegnes som en slags slutstadie, hvor man mister de andre typers karateristiske særpræg, og derfor ikke kan karakteriseres som en bestemt subtype (Parnas,2000:335-336). ICD-10s kriterier for disse 4 subgrupper er inddelt i kriterium 1 og kriterium 2, hvoraf der skal forekomme mindst ét symptom fra kriterium 1 eller mindst 2 symptomer fra kriterium 2, og symptomerne skal vare ved i mindst en måned for, at man kan stille diagnosen skizofren (Parnas,2000334).

Biologiske forklaringer på skizofreni

Den grundlæggende diskussion mellem psykoanalysen og de biologisk orienterede psykiatere drejer sig som sagt om, hvorvidt psykisk sygdom er en reaktion på det omgivende miljø eller noget, der er medfødt. De miljømæssige faktorers betydning er, ifølge den biologiske diskurs, meget svære at dokumentere videnskabeligt, hvorimod arvelighedsfaktorerne lettere kan undersøges forskningsmæssigt. At den biologisk orienterede retning har domineret de seneste årtier skal netop ses i lyset af, at der er sket en masse i arvelighedsforskningen fra og med midten af 1980'erne (Haugsgjerd,2001:62).

Den biologiske diskurs som forklaring på skizofreni er dog ikke én heterogen størrelse. Der er nærmere tale om forskellige teoretiske argumenter, der alle har det tilfælles, at de lægger vægt på fysiske forhold som årsag til skizofreni. Vi vil i det følgende gennemgå forskellige teorier inden for den biologiske diskurs.

Den genetiske teori

Selvom fortalerne for denne teori ikke mener, at man har fundet det gen, der skulle være årsag til skizofreni, antages det, at genet eksisterer (Nolen-Hoeksema,2001:346). Der er ikke etableret enighed om, hvor stor en indflydelse genet har. Eksempelvis er der uenighed om, hvorvidt genet fuldt ud determinerer skizofrenien, eller om det blot gør, at der ligger et latent grundlag for, at skizofrenien kan opstå. Indenfor den genetiske teori er tvillingeforskningen blevet udbredt, fordi der lægges vægt på at sammenligne forskellige mennesker med gener, der skulle være meget ens (Nolen-Hoeksema, 2001:347-348). Altså resulterer afvigende gener, ifølge teorien, i skizofreni eller øger i hvert fald sandsynligheden for skizofreni (Nolen-Hoeksema,2001:346).

Teorien om strukturelle abnormaliteter i hjernen

Denne teori har store ligheder med den genetiske teori, men årsagsforklaringen forskydes fra gener over på hjernens fysiske opbygning. Både for store hulrum i hjernen og reduceret nervecelletæthed i forskellige områder af hjernen, resulterer ifølge teorien i, at en person bliver kognitivt og emotionelt udviklingshæmmet. De områder i hjernen, som er centrale i denne forbindelse, er den del af hjernebarken, der bruges i forbindelse med sprog, emotionelle udtryk, planlægning, udvikling af nye ideer og social interaktion, samt det limbiske system, som er forbundet med kognition, emotion og motorik. Da man mener, at skizofrene ofte mangler disse evner, og da man samtidig kan se på forskellige former for skanninger, at der forefindes abnormiteter i hjernen, drager man den konklusion, at disse abnormiteter er årsagen til skizofreni. Da dette således er en årsags-virkning-forklaring, mener man indenfor den biologiske diskurs, at man kan argumentere for at teorien er gyldig i naturvidenskabelig forstand (Nolen-Hoeksema,2001:349-350).

Fødselskomplikationer og prenatal virus

En lidt anden teori om årsagen til skizofreni er i forbindelse med fødslen. I denne tankegang skulle manglende ilt under fødslen være årsag til, at hjernen bliver beskadiget og derved give et potentiale for at udvikle skizofreni (Nolen-Hoeksema,2001:351). En anden faktor som skal nævnes er, at diagnosticerede skizofrene oftere er født i vintermånederne end deres ikke-skizofrene søskende eller andre ikke-skizofrene kontrolpersoner (Parnas,2000:349,Haugsgjerd,2001:7). Årsagen til, at fødselstidspunktet skulle hænge sammen med skizofreni forklares med, at hvis et foster har været udsat for virus i den sidste del af graviditeten, hvor hjernen udvikles voldsomt, så skulle det også skade barnets hjerne, og derigennem også skabe en øget risiko for skizofreni. Derfor vil børn født sidst på vinteren være særligt udsatte, da der i den sidste del af vinteren er mange vira i omløb.(Nolen-Hoeksema, 2001:351).

Neurotransmitter-teorien

Ifølge neurotransmitter-teorien skulle en ubalance i dopaminniveauet i hjernens neuroner, altså nerveceller, resultere i skizofreni (Nolen-hoeksema,2001:351). Neuronerne kommunikerer med hinanden ved hjælp af det som kaldes transmitterstoffer. Disse stoffer er signalstoffer som sender signaler fra en neuron til en anden, de formidler med andre ord nerveimpulserne rundt i hjernen (Haugsgjerd,2001:103). Der findes mange forskellige transmitterstoffer i hjernen, men man mener at, Dopamin er det transmitterstof som er centralt i forhold til udviklingen af skizofreni (Shorter,2000:316-17). Da man kunne se, at neuroleptika virkede antipsykotisk, dvs. fjernede symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser, har man på denne baggrund opstillet følgende hypotese: I den skizofrenes hjerne er der i forbindelse med neuronerne en afvigelse i forhold til den normale hjerne. Der er uenighed om, hvorvidt denne afvigelse består i, at neuronerne er langt mere desorganiserede i visse områder af hjernen, eller om disse er unormalt store i visse områder af hjernen (Shorter,2000:319). Der er dog enighed om, at denne afvigelse resulterer i en ubalance i dopaminniveauet, dvs. at dopaminniveauet nogle steder i hjernen er for højt mens det andre steder er for lavt. Man mener, at det der sker når de omtalte symptomer forsvinder er, at neuroleptika modificerer transmitterstoffernes funktion. Således blokeres den desorganiserede kommunikationen mellem neuronerne. Dette betyder imidlertid, at det kun er nogle af den skizofrenes symptomer, der afhjælpes: symptomer så som manglende motivation og evne til at tage sig af de daglige gøremål, kan ikke afhjælpes med denne form for neuroleptika, da disse netop er forårsaget af et for lavt dopaminniveau (Nolen-Hoeksema,2001:352-53). Neuroleptika skulle virke anti-psykotisk, fordi det påvirker de signalstoffer i hjernen, som regulerer nervecellernes indbyrdes forhold. I de senere år har forskningen vist, at alle neuroleptika (samlet betegnelse for anti-psykotiske midler) påvirker dopaminsystemet ved mere eller mindre at blokere det, og man mener at desto stærkere denne blokade er, desto større er den antipsykotiske virkning (Haugsgjerd,2001:104). Men om dette dermed betyder, at årsagen til skizofreni er en øget frigørelse af dopamin er ikke forskningsmæssigt dokumenteret. Nyere forskning tyder faktisk på, at det er en supersensitivitet hos skizofrene, der gør, at stress, mange samtidige indtryk osv. hurtigere resulterer i en øget dopaminfrigørelse hos skizofrene end hos raske, hvilket betyder, at fænomenet er en virkning af skizofreni og altså ikke en årsag (Parnas,2000:354). Altså er det uklart, hvorvidt det er opbygningen af de forskellige stoffer, der er årsag til skizofreni, eller om det er skizofrenien, der gør, at der sker en særlig produktion af stofferne. Men uanset hvorfor eller hvordan neuroleptika virker, konstateres det, at den har effekt, og desværre som regel ikke kun tilsigtet, men også utilsigtet.

Den anti-psykotiske medicin virker hovedsageligt på to måder: dels har den en generelt beroligende og evt. søvndyssende effekt, og dels virker den specifikt dæmpende på uro og psykotiske symptomer. Derudover kan nogle neuroleptika også virke stimulerende og opkvikkende. Bivirkningerne er forskellige alt efter hvilket præparat, der er tale om, men typisk er der tale om træthed, slaphed, blodtryksfald, svimmelhed, allergiske reaktioner, udvikling af parkinsonlignende rystelser eller akutte kramper i øjen-, ansigt- og halsmuskler (Haugsgjerd,2001:103-104). Et andet stort problem for mange patienter, både fysisk og psykisk, er at mange anti-psykotika giver en voldsom vægtøgning (Parnas,2000:359). I de senere år har man også fundet ud af, at patienter, der igennem lang tid behandles med neuroleptika, kan udvikle "tardive dyskinesier", hvilket vil sige, at man ikke kan kontrollere musklerne i ansigt, tunge og kæbe og derfor laver ufrivillige bevægelser. Denne bivirkning går tilsyneladende ikke over, selv om man standser behandlingen (Haugsgjerd,2001:103-104).

Der er altså, som vi ser ovenfor, mange forskellige bud på, hvad der er den biologiske årsag til skizofreni, og selvom der indenfor den biologiske psykiatri stadig er stor uenighed om, hvorvidt det er i arvematerialet eller hjernens struktur, at den sande årsag skal findes, er der enighed om, at biologien spiller ind på den ene eller den anden måde i forbindelse med skizofreni (Haugsgjerd,2001:79).

Opfattelsen af skizofreni bygges i høj grad på førnævnte undersøgelser af familiære sammenhænge, som tvillingeundersøgelserne. Men selvom der er en høj procent af sammenfald i skizofreniforekomst hos enæggede tvillinger, så er der også en betydelig procent af ikke samtidig forekomst, der indikerer, at der må være noget andet end generne, der også spiller ind (Haugsgjerd,2001:78). Ydermere er det uklart, om det er lidelsen som sådan, der arves, eller det er en mere eller mindre specifik sårbarhed, og det er også muligt, at nogle af de tilstande, man konstaterer som biologisk sårbarhed i nervecellerne, er skabt af senere oplevelser, og altså ikke er medfødte (Haugsgjerd,2001:62-63).

Det skal også nævnes, at arvelighedsspørgsmålet har et uløst problem i form af, at den diagnostiske distinktion, der drages mellem skizofreni og andre tilstande, der kan minde om skizofreni, ikke nødvendigvis svarer til et virkeligt skel i naturen, og at vi med dette skel afskærer os fra at begribe virkelighedens nuancerigdom. Dette vil sige, at hvis den skizofrene tilstand befinder sig i et kontinuum med glidende overgange, så er det naturligvis heller ikke muligt at finde "det skizofrene gen" (Haugsgjerd,2001:81). Det er altså stadig meget uklart, hvad der er årsagen til skizofreni, men ikke desto mindre har det kolossal betydning, hvad man tror, da det er afgørende for, hvilken behandling man tilbyder.

Bio-psykiatriens behandlingsformer

Den biologisk orienterede medicinske psykiatri har gennem tiden haft mange forskellige bud på behandling af skizofreni. Metoderne har vekslet alt efter, hvad man i den pågældende tid anså som årsag og efter, hvad der har været teknisk og videnskabeligt muligt.

Indtil 1960 benyttede man i høj grad electrochokbehandlinger, (ECT), overfor kronisk skizofrene og andre psykotiske patienter. Dette var (og er stadig i forbindelse med brug af metoden ved depression) stærkt kritiseret af nogle psykiatere, da det kun fjerner symptomerne, og dermed fjerner fokus fra patientens livssituation (Haugsgjerd,2001:106).

En anden meget benyttet og meget omdiskuteret behandlingsmetode i dette århundrede er som nævnt lobotomien, også kendt under betegnelsen "det hvide snit." Lobotomi var særlig populært i 1940'erne og 1950'erne. Det går ud på, at man, som regel ved at gå ind gennem øjenhulen, overskærer en forbindelse mellem pandelappens hjernebark og hjernevævet. Dette medfører, at patienten bliver rolig og medgørlig, men desværre sløver det de mentale funktioner generelt (Haugsgjerd,2001:106).

Den medicinske behandling

Det, man kan kalde "den moderne farmakologiske epoke", begyndte i sidste halvdel af 1950'erne, da neuroleptika, antidepressiva og forskellige angstdæmpende midler kom på markedet. Disse medikamenter erstattede lobotomien, og brugen af elektrochok behandlinger mindskedes også drastisk og forsvandt helt som behandling af skizofreni (Shorter,2001:9). Det første neuroleptikum på markedet var klorpromazin (1952), og op gennem 1950'erne fulgte adskillige andre medikamenter, hvoraf de fleste er nogle, der stadig benyttes (Haugsgjerd,2001:102). Der behandles med neuroleptika udfra teorien om neurotransmittere, som vi har beskrevet i afsnittet om biologiske årsagsforklaringer.

Selvom den helt igennem dominerende behandlignsform i den medicinske psykiatri er den medikamentelle, betyder det ikke, at der slet ikke benyttes andre former (blot er det næsten altid i kombination med medicin). Den medicinske psykiatri udelukker således heller ikke, at psykoterapi kan have en gavnlig effekt men italesætter, at der ikke findes empirisk belæg for, at den som eneste behandlingsform har en positiv effekt i forbindelse med skizofreni og understreger, at kombinationen psykoterapi/skizofreni kun bør udøves af "højt specialiserede terapeuter med indsigt i den psykotiske dynamik og med nøje kendskab til de psykopatologiske fænomener". Ydermere frarådes absolut en psykoanalytisk dybdeterapi med skizofrene patienter, da "Patientens grundproblem [ikke er] en omfattende fortrængning men præcist det modsatte, nemlig mangelfuld eller defekt fortrængning." (Parnas,2000:369).

Som et sidste eksempel på en biologisk behandlingsform skal nævnes den "stereotaktiske operation" (Haugsgjerd,2001:107). Dette er en videreudvikling af lobotomien, som går ud på, at man med en tynd kanyle indfører enten en celledræbende væske eller en elektrode med strøm i hjernen, og derved påfører patienten en hjerneskade. Forskellen på denne metode og den klassiske lobotomi er, at der ikke bruges en kniv, og at kirurgen selv kan følge nøjagtigt med i, hvor i hjernen der rammes ved hjælp af f.eks. røntgenfotografering. Metoden benyttes fortsat i USA, Indien, Japan og Sverige på psykiatriske - og børnepsykiatriske - patienter (Haugsgjerd,2001:107).

Literatur

Bang, Jørgen et al.(1978): Gyldendals Tibinds Leksikon, andet bind, Nordisk Forlag; København

Bang, Jørgen et al.(1978): Gyldendals Tibinds Leksikon, syvende bind, Nordisk Forlag; København

Haugsgjerd, Svein, Jensen, Per, Karlsson, Bengt (2001): Psykiske lidelser i fire perspektive, Gyldendalske Boghandel, København

Parnas, Josef (2000): Klinisk psykiatri, Munksgaard, København

Shorter, Edward (2001): Psykiatriens historie - Fra Asyl til Prozac Munksgaard, København
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi