Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Solidaritet ifølge Emile Durkheim

Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine Mortensen og Nikolaj Nørgaard.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Emile Durkheim var den første teoretiker som har foretaget en systematisk teoretisering af begrebet solidaritet. Durkheims grundantagelse er, at solidaritet er samfundets "lim", hvilket betyder, at der uden solidaritet ikke kan eksistere noget samfund (Durkheim, 1893, p. 197). Durkheim sondrede mellem to former for solidaritet; mekanisk og organisk solidaritet, som i det følgende vil skitsere.

Mekanisk solidaritet

Durkheim skelner mellem to former for solidaritet, hver knyttet til en tidsmæssig epoke og nogle bestemte sociale forhold. Den mekaniske solidaritet er den form for solidaritet, som man oftest ser i primitive, førmoderne samfund. Den grundlæggende forudsætning for mekanisk solidaritet er lighed. Lighed og homogenitet virker integrerende for grupper af mennesker, der med udgangspunkt i denne lighed danner et fællesskab indenfor samfundet. Det kan f.eks. være et religiøst fællesskab. Samfundet består altså af klare, segmentære fællesskaber eller klaner, der eksisterer forholdsvist uafhængigt af hinanden (Durkheim, 1893,p. 175). Individerne i disse klaner er ikke-selvstændige dele af fællesskabet og de er kun noget i kraft af fællesskabet. Selvstændige, autonome handlinger vil i denne slags fællesskaber anses som en religiøs krænkelse eller usolidarisk adfærd. Klanen eller fællesskabet er næsten udelukkende defineret udfra den fælles arv, det fælles miljø og en hukommelse om lighed.

Durkheim bruger begrebet "conscience collective" om den fælles bevidsthed (Guneriussen, 1996, p. 76). Det øjeblik, at ingen husker fællesskabet, og de fortællinger, der definerer fællesskabet, ikke bliver fortalt, vil fællesskabet ikke kunne eksistere. Uden repræsentationer og sammenligning, vil man ikke kunne definere fællesskabet. Man kan sige, at fællesskabet ikke er dannet udfra lyst eller decideret afhængighed, men udfra det manglende behov for selvstændighed og individualisme. Af rent praktiske årsager bliver man hvor man er født, i det givne fællesskab.

Organisk solidaritet

Den organiske solidaritet findes i det differentierede samfund, med udbredt arbejdsdeling. Arbejdsdelingen og specialiseringen skaber forskellige professionsgrupper med hver deres interesser og autonomi.

I det moderne samfund, hvor menneskers mobilitet og selvstændighed øges, vælger de selv deres roller i samfundet, der ikke længere er begrænset af klanens lokalitet og ideologiske fællesskab. Der bliver flere og flere forskellige fællesskaber og individernes roller bliver stadigt mere specialiserede (Durkheim, 1893, p. 181). Hvert enkelt individ indgår i en række forskellige fællesskaber, der hver især kan have en lige så stor indvirkning på individet, som klanen havde det i de førmoderne samfund. Det bliver altså uforudsigeligt, hvilke valg individet foretager, og hvilke roller de vælger at udfylde i de forskellige fællesskaber. Individerne er autonome enheder, der handler efter egen overbevisning, påvirket af de forskellige fællesskaber, men ikke afgrænset af familien, kirken eller lokalområdet. Det fællesskab, som individerne hovedsageligt føler sig knyttet til, og som de udfører deres rolle i forhold til, er det overordnede samfund. Denne solidaritetsopfattelse, hvor hvert individ udfylder en rolle, der er nødvendig for samfundet, kalder Durkheim for organisk solidaritet (Guneriussen, 1996, p. 75). De enkelte individer er afhængige af hinanden i kraft af den specialisering, der er sket. Man kan give et eksempel ved skomageren, der for at udføre sit arbejde og sin rolle i samfundet er afhængig af, at der er nogle andre der f.eks. dyrker landbrug, så han kan købe sine råvarer i en butik. Den gensidige afhængighed er forudsætningen for den organiske solidaritet. De enkelte enheder i det moderne samfund er selvstændige, men alligevel vil de automatisk komme til at udfylde en nødvendig rolle, hvad de end foretager sig. Hvis et af organerne ikke fungerer i kroppen, er der et andet, der udfylder dets funktion.

Durkheim ser kollektivisme som den naturlige tilstand for det primitive samfunds solidaritet. Markedsøkonomien, der bliver indført i det moderne samfund kan være dræbende for solidariteten, da den fremelsker individualisme. Der udvikler sig dog en moralsk refleksivitet, en moralsk individualisme, som kan trives i det markedsøkonomiske samfund på grund af dens individ-prægede natur, og som også lægger visse bånd på individerne, således at individualismen ikke kommer til at vokse uhensigtsmæssigt og besværliggøre solidaritetens trivsel. Den moralske individualisme finder balancen i det moderne samfund mellem uafhængighed og social tilknytning. Denne form for individualisme er den optimale løsning til det eksisterende samfund, men Durkheim påpeger, at det er kollektivismen, der er den naturlige, den oprindelige form.

Opsamling

Den grundlæggende forudsætning for den mekaniske solidaritet er lighed, da udgangspunktet for fællesskab er lighed. Denne form for solidaritet ser homogenitet som integrerende for grupper.

Selvstændige og autonome handlinger ses som usolidariske, da de er en trussel mod ensligheden i gruppen, som netop er forudsætningen for gruppens sammenhold. Fællesskabet er desuden kendetegnet ved et manglende behov for selvstændighed og individualisme.

Den organiske solidaritet giver plads til autonome individer. Denne form for solidaritet bygger på forskellighed; det er i kraft af vores forskelligheder og gensidige afhængighed, at vi skaber solidaritet med hinanden. Individualisme er ikke en trussel mod fællesskabet, idet moralsk refleksivitet vil holde individualismen i ave.

Litteratur

Durkheim, E. (1893): The division of Labour in Society. New York: The free press.

Guneriussen, W. (1996): Emile Durkeheim i Klassisk og moderne samfundsteori, kap. 5. København: Hans Reitzels Forlag.
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi