Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

H. Paul Grice: Implikatur

Af Jane Lægaard Faerber
Forestil dig en ganske almindelig situation som f.eks et middagsselskab. Din borddame prikker forsigtigt til dig og spørger: "Kan du nå saltet?". Uden at tænke rækker du armen frem, tager saltbøssen og giver hende den. Hun takker. Men i virkeligheden har hun jo slet ikke bedt om saltet, hun har bare spurgt, om du kunne nå det...

Det er denne problematik, som Oxford filosoffen H. Paul Grice beskæftiger sig med. Hans teori om implikatur er netop et forsøg på at vise, hvordan man kommer fra sætningsmening (sentence meaning) til talerens mening (utterer's meaning), altså fra det der bliver sagt (Kan du nå saltet?), til det der menes (Ræk mig saltet!) Med implikatur forstås nemlig den information ved en ytring, som hverken siges eller præsupponeres direkte, men som alligevel menes pga. de almindelige konventioner om, hvornår man siger hvad.

Kooperationsprincippet

Grice tager udgangspunkt i, at der findes et generelt princip for rationel interaktion, som han kalder det Kooperative Princip, og som han formulerer således:

Sørg for at dit bidrag til samtalen er i overensstemmelse med det, der forventes i lyset af samtalens mål på det tidspunkt, hvor du ytrer det.
Kooperationsprincippet går ud på, at folk forsøger at samarbejde med hinanden, når de kommunikerer, og det gør de ved at overholde nogle maximer for, hvordan man bruger sproget mest effektivt. Disse maximer er formuleret som normative regler for ytringers kvantitet, kvalitet, relevans og måde, men de er ment som en beskrivelse af de underliggende forventninger, vi har til, hvordan vi indgår i samtaler, og som nogle underliggende normer, vi følger og forventer, at andre følger, når vi taler sammen.

Maximerne

Kvantitetsmaximen:
  1. Gør dit indlæg så informativt som krævet (for det givne formål med samtalen)
  2. Gør ikke dit indlæg mere informativt end det kræves
Kvalitetsmaximen:
  1. Sig ikke noget som du mener er usandt
  2. Sig ikke noget som du ikke har tilstrækkeligt belæg for
Relevansmaximen:
  1. Vær relevant
Mådesmaximen:

Udtryk dig klart
  1. Undgå at udtrykke dig uklart
  2. Undgå tvetydigheder
  3. Vær kortfattet
  4. Vær velordnet
Det siger sig selv, at maximerne kan brydes og ofte bliver det. Men fordi vi ved, at de er der og forventer, at de overholdes, opdager vi bruddet og forsøger at finde ud af, hvorfor taleren har brudt med et eller flere af maximerne. Man kan sige, at vi leder efter implikaturen. Opdages bruddet ikke kan samtalen bryde sammen eller ende i misforståelse.

Implikatur

Når maximerne overholdes kan de give anledning til såkaldte standardimplikaturer, som f. eks i dette eksempel, hvis tolkning afhænger af at relevans- og mådesmaximen overholdes:

Lise røvede en bank og tog til Brasilien
Der er her ingen tvivl om at Lise først røvede en bank og først derefter tog til Brasilien, formentlig for at undgå at komme i fængsel.

Helt overordnet skelner Grice mellem konversationelle og konventionelle implikaturer. De konventionelle implikaturer knytter sig til bestemte sproglige størrelser og er derfor kontekst-uafhængige. F.eks kan vi ved at benytte konjunktionen "men" udtrykke et modsætningsforhold:

Peter er venstremand men ærlig.
Denne sætning har præcis de samme sandhedsbetingelser som:

Peter er venstremand og ærlig.
De konversationelle implikaturer deler sig i flere undergrupper. Her finder vi de generaliserede og de partikulariserede implikaturer. De generaliserede implikaturer er kontekst uafhængige og opstår principielt hver gang, man udtrykker sig på en bestemt måde:

Jeg skal i biografen med et barn i eftermiddag.
Denne ytring vil normalt implicere, at det ikke er mit eget barn, jeg skal i biografen med. Denne implikatur er således et resultat af at modtageren går ud fra at kvantitetsmaximen er overholdt.

De partikulariserede implikaturer er kontekst-afhængige, hvilket betyder, at hvis de optrådte i en anden kontekst, ville betydningen være en helt anden. Man kan derfor kalde dem "engangs-implikaturer". Vi kan forestille os en dialog som denne:

A: Jeg vil holde op med at ryge.
B: Ja, og jeg vil være konge af Danmark
Havde B udtalt den samme sætning i en anden kontekst, ville den have betydet noget andet, end den gør i dette eksempel.

Kritik af Grices teori

Grices maximeteori er tit blevet kritiseret for, at de fire maximer ville kunne reduceres til én, nemlig relevansmaxinen. Hvis man hele tiden havde relevansen for øje, ville man nemlig aldrig vælge at give for meget eller for lidt information i forhold til samtalen (kvantitet), man ville aldrig sige noget, man vidste var usandt (kvalitet), og man ville til enhver tid forsøge at udtrykke sig så klart og tydeligt som muligt (måde). Det er især Dan Sperber og Deirdre Wilson, som har stået for denne kritik i forbindelse med udarbejdelsen af deres relevansteori. Men også relevansmaximen har en mangel, idet den ikke tager højde for, at forskellige kulturer og mennesker vægter forskelligt.

Når det kommer til metaforer i sproget, kommer Grice's teori også lidt til kort. Metaforer hører nemlig til den gruppe ytringer, som kan ses som et permanent brud på kvalitetsmaximen, da det bogstavelige indhold pr. definition vil være usandt. Grice's problem er et klassisk problem med hensyn til det objektive sandhedsbegreb. Han underlægger metaforer en objektiv sandhedsdom, hvilket betyder, at han er nødt til at opfatte dem som kronisk falske for at kunne forstå og kategorisere dem i følge sin maximeteori.

Inspiration

Det kunne tyde på, at Grice har ladet sig inspirere af Aristoteles, som allerede i sin Retorik opstillede regler for, hvordan en tale burde være for at være klar og letforståelig. I nyere tid er det John L. Austin, som Grice var elev hos, og som han senere arbejdede sammen med, som har været kilde til hans inspiration. En anden af Austins elever, amerikaneren John R. Searle har ladet sig inspirere af Grice, og hans teori om indirekte talehandlinger (Speech Acts) går ud fra tilstedeværelsen af nogle almene samarbejdsprincipper for samtaler svarende til Grices kooperationsprincip.

Kilder og idéer til videre læsning

Aristoteles : Retorik

Austin, John : How to do Things with Words

Grice, H. P. : Logic and Conversation

Henriksen, Carol : Can You Reach the Salt? Pragmatikkens Klassiske Tekster

Levinson, Stephen C: Pragmatics

Searle, John : What is a Speech Act? + Indirect Speech Acts

Sperber, Dan & Deirdre Wilson: Relevance. Communication and cognition.

Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi