Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

John Langshaw Austin: Talehandlingsteorien

Af Jane Lægaard Faerber
Den engelske professor i moralfilosofi John Langshaw Austin er ophavsmand til begrebet "talehandling", og det gør ham til en af pragmatikkens vigtigste teoretikere. Allerede i 1946 påviser han, at visse former for sproglige ytringer formår at ændre noget i verden og derfor bliver en handling ligeså vel som en ytring. Indtil da havde den fremherskende sprogopfattelse været den logiske positivistiske. For de logiske positivister havde sproget to funktioner, nemlig at beskrive virkeligheden og at udtrykke følelser, vurderinger, præferencer og lign. De var mest optaget af at studere disse deklarative sætningers sandhedsbetingelser, hvis en ytring var meningsfuld, måtte den altså enten være sand eller falsk.

Konstativer vs. performativer

Austin gør op med denne opfattelse ved at vise, at der findes en række udsagn, som tilsyneladende ikke bliver brugt til at konstatere noget sandt eller falsk om verden, men som alligevel er fuldt ud meningsfulde. Denne type ytringer kalder Austin for performativer ("Jeg døber dig Mads Hansen"), og han stiller dem over for konstativer ("Katten ligger på måtten"), som blot har til formål at tilføje viden til modtagerens bevidsthed. Konstative ytringers sandhed kan afprøves, f.eks ved hjælp af observationer i virkeligheden. Vi kan kontrollere, om katten rent faktisk ligger der, hvor det bliver påstået, at den gør. Det giver derimod ingen mening at tale om sandt eller falsk ved en ytring som "Jeg døber dig Mads Hansen".

Et godt eksempel til at illustrere de performative verbers kraft er ved hjælp af ytringer med "jeg lover". Sammenhold f.eks disse forskellige ytringer:

Jeg lover at komme til din fest.
        Vs.
Jeg regner med at komme til din fest.
Jeg kommer til din fest.
Jeg er fast og uigenkaldeligt besluttet på at komme til din fest.

Ved at sige en af de sidste tre sætninger giver man sin tilhører god grund til at forvente, at man vil være til stede til festen. Men ved at udtale den første giver man derimod sin tilhører ret til at forvente, at man kommer. Udtalelsen er forpligtende på en måde, som de andre ikke er. Det er ene og alene ytringen, som ændrer noget i verden. Den, der siger, at han lover at komme til festen, behøver ikke at gøre noget som helst ikke-verbalt for at forpligte sig til at komme. En ytring som "jeg kommer til din fest" kan meget vel være ment som et løfte fra talerens side, men kun hvis ytringen indeholder et performativt verbum (f.eks "lover"), taler Austin om en eksplicit performativ ytring.

Austin gør opmærksom på, at der findes tusindvis af verber med samme egenskab som "at love", og det ville være omsonst at forsøge at nævne dem alle. Men en måde at genkende dem på er ved, at de ofte står i 1. person nutid, og man kan indskyde et "hermed":

Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk at være.
Jeg garanterer hermed, at checken er gyldig.
Jeg advarer dig hermed om at komme nærmere.

Vellykkethedsbetingelser

Men det er jo ikke enhver, der kan døbe et barn bare ved at udtale ordene "jeg døber dig", og det får Austin til at tilføje et sæt betingelser, der skal være opfyldt, før man kan tale om, at den performative ytring er vellykket. Han kalder disse betingelser for vellykkethedsbetingelser (felicity conditions) og deler dem op i tre kategorier:

Forberedelsesbetingelserne

Taleren skal have ret/autoritet til at udføre handlingen, og selve talesituationen skal indeholde visse komponenter. "Jeg døber dig Mads Hansen" kræver f.eks en præst, en kirke, en ceremoni, etc. Hvis disse ting ikke er på plads, taler Austin om "fejlskud" (misfires), og handlingen er ugyldig. Ytringen "Jeg lover at komme til festen" - kræver, at det er en fest, man er inviteret til, og at man er i byen den pågældende dag.

Oprigtighedsbetingelserne

Taleren skal have rette hensigter og følelser. Den, der lover noget, skal have til hensigt at holde det og udføre det lovede. Hvis taleren er uoprigtig (lover uden at ville holde), taler Austin om "misbrug" (abuse). Handlingen er gennemført og gyldig men virkningsløs (jvf. tomme løfter, misundelige lykønskninger).

Essentielle betingelser

Ved at udtale en ytring forpligter taleren sig til at have en bestemt hensigt, og gør han siden hen noget, som er i modstrid med dette, gør han sig skyldig i brud på denne forpligtelse. "Ordet fanger" - meningen er, at man er forpligtet fremover.

Men hvad gør taleren så udover at udtale ytringen? Han påtager sig ansvaret for, at de relevante vellykkethedsbetingelser er opfyldt.

Sproget har altså mange forskellige funktioner, og mange af dem kræver, at man tager udgangspunkt i sproget som et socialt fænomen. Austin gør altså op med, at sproget kun tjener til at sige noget om virkeligheden. Han skelner mellem "at sige ngt" og "at gøre ngt" - og det er denne skelnen, der ligger til grund for talehandlingsteorien.

Talehandlingsteorien

Senere opgiver Austin sin skelnen mellem konstativer og performativer, da han begynder at synes, at også konstativer er et udtryk for handlinger og derfor indeholder de samme risici for at mislykkes som performativerne. "Katten ligger på måtten" bliver pludselig sidestillet med det at love noget. Taleren forpligter sig til, at måtten ligger under katten, og hvis han er uoprigtig mislykkes det.

Men herefter taler han om ytringer som handlinger på tre niveauer:

  1. En lokutionær handling : dvs. at taleren fremsiger en meningsfuld sætning, f.eks. "tyren er løs".
  2. En illokutionær handling: dvs. at hensigten med ytringen udtrykkes. Skal ytringen tælle som en advarsel, en assertion, et løfte, en ordre, etc.
  3. En perlokutionær handling: dvs. at ytringen har en konkret virkning på modtageren, og den ønskede handling udføres.
Terminologisk taler Austin altså om, at den samme ytring har et bestemt lokutionært indhold (tyren er løs!), en bestemt illokutionær kraft (ment som advarsel), og en bestemt perlokutionær effekt (modtageren forskrækkes og lader være at bevæge sig ind på engen). Hvad angår den perlokutionære effekt, må der skelnes mellem talerens tilsigtede effekt og den faktiske effekt, idet disse to ikke altid er de samme. Derfor hører vi ofte ytringer som : "Forskrækkede jeg dig? Det var ikke meningen."

De tre handlinger er forskellige men også forbundne: Den lokutionære handling er grundlaget for den illokutionære, som for sit vedkommende er et middel for den perlokutionære.

Talehandlingsteorien i videre perspektiv

Austins talehandlingsteori og hans begreber lokution, illokution og perlokution gav pragmatikken sit fundament. Hans vigtigste bidrag er uden tvivl opdagelsen af talehandlingernes illokutionære kraft.

To af Austins elever har arbejdet på at føre hans tanker videre. Den ene er amerikaneren John R. Searle og den anden filosoffen H.P. Grice. Searle og Grice har begge interesseret sig for de såkaldte indirekte talehandlinger, altså hvordan vi kan kommunikere noget mere og andet end det, der fremgår af ordenes bogstavelige betydning.

Ved at bruge indirekte talehandlinger kommunikerer taleren mere end han siger bogstaveligt, og det gør han ved at gå ud fra visse samarbejdsprincipper for samtaler, ved at regne med tilstedeværelsen af relevant fælles baggrundsinformation og ved at stole på at lytteren har evnen til at tænke rationelt og drage logiske slutninger.

A: Vil du med i biffen i aften?
B: Jeg skal læse til eksamen.
B's svar er en afvisning af forslaget. Dog ikke i sin betydning - der er det blot et udsagn eller en erklæring.

Svaret på, hvordan det alligevel lykkes A at forstå B's afslag, er altså at finde i nogle generelle principper for samtaler, og der må vi se i Grices maximeteori.

Kritik af talehandlingsteorien

Geoffrey Leech har formuleret to kritikpunkter til Austins talehandlingsteori:

  1. Han kritiserer Austin og Searle for at have opstillet en teori om sprog som social handlen alene på baggrund af sprog og eksempler, som ikke har noget socialt til grund. Eksemplerne er selvkonstruerede og ofte uden kontekst.
  2. Han kritiserer Austin for at foregive at studere handlinger udført i sproget, når det, han i virkeligheden præsenterer i "Ord der virker", er en semantisk analyse af en række talehandlingsverber. Leech mener, at Austin begår en fejl ved at erstatte analysen af den illokutionære kraft eller funktion med en semantisk analyse af de verber, der markerer denne kraft.
Derfor er der mange, der argumenterer for, at talehandlinger hører hjemme i semantikken. Men da det er konteksten og i sidste ende modtagers reaktion på ytringen, der afgør dens værdi, hører de alligevel til i pragmatikken.

Kilder og idéer til videre læsning

Austin, John : Ord der virker (How to do things with words)

Grice, H. P. : Logic and Conversation

Henriksen, Carol : Can You Reach the Salt? Pragmatikkens Klassiske Tekster

Leech, Geoffrey : Principles of Pragmatics

Searle, John : What is a Speech Act? + Indirect Speech Acts

Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi