Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Loren Mosher

Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Den amerikanske professor i klinisk psykiatri ved University of California Loren Mosher, som arbejder inden for samfundspsykiatrien er en af dem, som i dag bygger sit behandlingsarbejde på Ronald David Laings antipsykiatri (Mosher,2001:1). I juni 1966 træffer Mosher for første gang Laing i forbindelse med et forskningsophold i London (Lihme,2000:79). Laing havde startet et behandlings-kollektiv på Kingsley Hall, et psykiatrisk behandlingssted, hvis behandlingsmetoder Mosher fik lejlighed til at få indblik i. I et interview til tidsskriftet Social Kritik siger Mosher om Laing:

Han udforskede familiens rolle, den menneskelige opvækst i familien, med særligt henblik på at forstå det skizofrene udbrud indenfor denne kontekst. En tilgang som er helt umulig i dag, hvor den reduktionistiske medicinske opfattelse sammen med indflydelsesrige pårørendeordningers lobbyvirksomhed straks ville udråbe folk som Laing som værende en "family basher" eller "family blamer". (Lihme,2000:81)
Med udgangspunkt i sine erfaringer på Kingsley Hall startede Mosher i 1970 Soteria-projektet, hvor man arbejdede efter nogle principper om bl.a. medicinfri behandling og bofællesskab. Projektet lukkede i 1980´erne pga. økonomiske problemer, men andre lignende projekter eksisterer i dag i Tyskland og Schweiz (Lihme,2000:78).

Det er Moshers ønske, at problematisere begrebet galskab samt "galehuset", som er baggrunden for udviklingen af hans idéer om, at et samfundsbaseret, støttende, beskyttende, normaliserende relationsfokuseret miljø skulle lette reintegrationen af psykologisk desintegrerede personer uden institutionelle forstyrrelser af denne proces (Mosher, 2001:1). Mosher kritiserer den traditionelle (biologiske) psykiatris opfattelse af, at man ikke kan "tale til sygdom" (Mosher,1996:14). Han kritiserer det forhold, at den traditionelle psykiatri ser psykotiske forstyrrelser som sygdomme i hjernen, og som af denne grund må behandles medicinsk. Mosher hævder nødvendigheden af at arbejde ud fra en model, som forsøger at forstå personen i forhold til dennes liv og livsførelse:

Det er ikke vores mening helt at affærdige, at biologiske faktorer kan spille en rolle ved forstyrret og forstyrrende adfærd. Vi ønsker derimod at gøre opmærksom på det faktum, at det på nuværende tidspunkt er meget vanskeligt at angribe de biologiske faktorer terapeutisk i tilknytning til den enkelte patient. (Mosher,1996:15)
Ifølge Mosher, er grunden til vores manglende forståelse for galskaben og vores lyst til at indespærre denne på hospitalerne en afspejling af det forhold, at vi fornægter vores egen galskab (Mosher,1996:12). Det er her Laings forestilling om, at vi alle som produkter af samfundet er mere eller mindre gale eller "halvt vanvittige ", der er på færde. Mosher hævder, at psykiatrien, som den fungerer på hospitalerne, udover at helbrede har intentioner om at udøve kontrol med forstyrret og forstyrrende adfærd. Han påpeger som Laing, at psykiatrien forsøger at gentilpasse den forstyrrede til samfundet, ikke for dennes egen skyld men for samfundets (Mosher,1996:25). Det der her er på færde er Laings forestilling om, at vores desperate ønske om at opretholde gruppen ved at leve efter fælles normer og en fælles meningsfuldhed gør, at vi frygter den gale og derfor isolerer og marginaliserer denne. Moshers kritik er, ifølge ham selv, ansvarlig i og med, at han tilbyder et alternativ til traditionel behandling (Mosher,1996:13).

Mosher bygger desuden, ligesom Laing, på Sullivans interpersonelle psykoanalyse og på fænomenologiske og eksistentialistiske tænkere, som Sartre, Hegel og Husserl (Mosher,2001:1). Han kalder sin tilgang for interpersonel fænomenologisk og indtager desuden et ateoretisk perspektiv, idet han mener, at teorier ikke altid passer på det enkelte individ. Tværtimod mener han, at forsøg på at bruge teorier på individer ofte har ledt til skadelig behandling, som f.eks. lobotomien. Moshers interpersonelle fænomenologi er, ifølge ham selv, således snarere end en teori en metode og en holdning, eller som han selv formulerer det: "…an attitude, a stance, a method, an approach to an experiential field containing two or more persons…" (Mosher,2001:2).

Denne metode går ud på, at behandleren forsøger at sætte sig i klientens sted, således at der etableres en fælles meningsfuldhed i den psykotiske oplevelse gennem relationen. Mosher taler om brugere eller klienter for at lægge vægt på frivilligheden og gensidigheden af det indgåede forhold mellem denne og behandleren. Behandleren må således acceptere klientens oplevelser, som gyldige og forståelige inden for dennes historiske kontekst (Mosher,2001:2). Kun hvis man henvender sig til hele personen, vil man være i stand til at forstå den psykotiske måde at opleve og handle på, altså den psykotiske væren-i-verden (Mosher,2001:2). Her ses den fænomenologiske tilgang og inspirationen fra Laing. Det interpersonelle element i tilgangen kommer til udtryk i forestillingen om, at behandlerens oplevelse af situationen også må tages i betragtning, for på denne måde at undgå at behandleren bliver den uengagerede observatør. Kun i en kontekst, hvor alle de involverede føler sig trygge, beskyttede og accepterede for det de er, kan helbredende interaktion finde sted (Mosher,2001:3).

Mosher har hermed formuleret sin kritik som en kritik af de eksisterende magtforhold og ekspertroller i det psykiatriske system, som vi også så, at Laing gjorde det. Han argumenterer for, at man som behandler må anvende et dagligdags sprog, for at sproget ikke skal stille sig i vejen for en gensidig forståelse imellem behandler og klient:

Vi tror, at der er forvoldt megen skade på intetanende sindslidende, som først har fået tildelt en (lidet ønskværdig) særstilling og dernæst er blevet stigmatiseret via en udbredt jargon - biologisk, psykoanalytisk, adfærdsterapeutisk eller hvad den nu måtte være. (Mosher,1996:17)
Mosher forsøger med sin interpersonelle fænomenologiske tilgang at opløse ekspertrollen og det magtforhold mellem behandler og klient, som etableres gennem sproget. Han taler om, at der inden for enhver psykiatrisk diskurs skabes en særlig forståelse af klientens personlighed ud fra den måde, der inden for en bestemt diskurs tales om dennes psykopatologi. Uligheden mellem behandler og klient skabes i og med diagnosticeringspraksissen. Diagnosen adskiller den som diagnosticerer og den som diagnosticeres. Denne praksis skaber, ifølge Mosher, en illusion om forståelse (Mosher,1996:19). Mens det som i virkeligheden sker er, at der skabes en distance mellem behandler og klient som hindrer, at der kan ydes hjælp. Dette sker fordi diagnosen ikke siger noget om personens egen oplevelse af sin situation, og hermed går forståelsen og kontakten mellem behandler og klient tabt (Mosher,1996:20). Mosher påpeger ligesom Laing, at den delingspraksis, som Foucault kalder det, som den traditionelle psykiatri med sit fokus på det som adskiller klienten fra 'os andre' åske netop er med til at forhindre en helbredelse:

Den almindeligt udbredte praksis med at fokusere på individets symptomer for derved at kunne opstille en diagnose tjener kun til at berøve den enkelte hans kontekst, historie og indflydelse. Personens gestalt går tabt (…) Denne adskillelse, der uddybes af behandlingssystemet, er en kilde til stigmatisering. (Mosher,1996:19)
Så vidt muligt bør hele stemplings- og patientgørelsesprocessen undgås, med alle de konsekvenser vi jo ved denne proces fører med sig (Lihme,2000:84).

Som hos Laing er det, ifølge Mosher, som sagt nødvendigt at behandle hele personen for at behandlingen kan lykkes. Mosher ser ikke symptomer som udtryk for en patologisk tilstand men som utilfredsstillede behov (Mosher,1996:23). Behandling bliver hermed et spørgsmål om "at tilgodese behovene hos det befolkningsunderlag, man har ansvaret for" (Mosher,1996:43). Målet med behandlingen er at klienten kommer ud af behandlingssystemet og bliver i stand til selv at tilfredsstille sine behov (Mosher,1996:43). Den terapeutiske samtale skal resultere i, at klient og behandler gennem en fælles forståelse af klientens verden sammen kan finde frem til, hvori hjælpen skal bestå, hvordan klientens problemer kan løses (Mosher,1996:70). Denne hjælp-til-selvhjælps-model er et forsøg på at destabilisere ekspertrollen og harmonisere magtforholdet mellem patient og behandler.

Litteratur

Mosher, Loren og Burti, Lorenzo (1996): Samfundpsykiatri, Hans Reizels Forlag, København

Artiklen: Lihme, Benny (2000): En anderledes psykiater, Social Kritik nr. 71,Selskabet til at fremme social debat. København
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi