Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Norman Fairclough og diskursanalyse

Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine Mortensen og Nikolaj Nørgaard.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Norman Fairclough arbejder udfra en kritisk lingvistisk tradition, der er stærkt inspireret af Halliday. Denne tradition gør op med to relaterede dualismer i den traditionelle lingvistik. Den første er behandling af sprogsystemer, som autonome og uafhængige af brugen af sproget. Den anden er adskillelse af mening fra stil og udtryk, eller indhold fra form (Fairclough 1992, p. 26). Mod den første dualisme mobiliseres i stedet, at sproget er som det er på grund af dets funktion i en social struktur, og at det sprog som folk har adgang til, afhænger af deres position i det sociale system. Mod den anden dualisme mobiliseres, at sproget er et system af muligheder afhængende af sociale omstændigheder, hvor udfra individet kan vælge. Valget af form er altid meningsfuldt; "Language is as it is because of its function in the social structure, and the organization of behavioural menings should give some insight into its social foundation" (ibid, 1992, p. 26).

Faircloughs mål er, at bidrage med en tilgang til diskursanalyse, der kombinerer netop denne kritiske lingvistisk tekstanalyse med bredere social teori. Diskursanalysen, som han introducerer i bogen Discourse and Social change, 1992, skal desuden ses som en metode, der med udgangspunkt i tekst, kan studere og afdække samfundsmæssige forandringer.

Faircloughs diskursbegreb

Faircloughs udgangspunkt er, at det er gennem vores sprogbrug og fremstillinger af verden, at vi får mulighed for, at beskrive vores oplevelser og fortolkninger af virkeligheden. Det er en af grundene til, at han med udgangspunkt i sproget fremsætter en teori til forståelse af sociale og kulturelle forandringsprocesser. I konstruktionen af diskursbegrebet bruger han dels den lingvistiske forståelse af diskurs som "større brudstykker af talt dialog". Dette adskiller sig fra det traditionelle lingvistiske fokus, som ligger på enkeltsætninger eller mindre grammatiske enheder. Den lingvistiske forståelse af diskurs udvides yderligere til at omfatte "større brudstykker af talt eller skrevet sprog (language)". Fokus i denne sammenhæng er interaktion mellem udtaler og tiltalte, forfatter og læser. Hermed de processer der knytter sig til udarbejdelse og fortolkning (interpretation), såvel som konteksten for sprogbrugen.

Fairclough fremhæver, at diskurs også kan bruges som en term for forskellige typer sprog brugt i forskellige slags sociale situationer, for eksempel "avisdiskurs", "reklamediskurs" etc. (ibid, 1992, p. 3).

I konstruktionen af diskursbegrebet supplerer han den lingvistiske brug af diskurs med social teori og analyse. Dette gøres med udgangspunkt i Foucaults "forskellige måder at strukturere vidensområder og social praksis", hvor diskurs ikke betragtes som reflekterende sociale sammenhænge, men konstituerende for disse. Det er effekten af denne konstituering, der fokuseres på i diskursanalyse. Et andet fokus for diskursbegrebet fra social teori er historisk ændring.

I en analyse af diskurs skal man fokusere på to dimensioner; den kommunikative begivenhed,- et tilfælde af sprogbrug, og diskursordenen, - summen af de diskurstyper, som bruges indenfor en social institution, eller et socialt domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer (Jørgensen og Phillips, 1999, pp. 79-80).

Enhver kommunikativ begivenhed har tre dimensioner:

  1. den tekstuelle dimension, som skal give en sprog analyse af teksten
  2. den diskursive praksis dimension, specificerer processerne omkring tekst produktion og fortolkning (interpretation), for eksempel hvilke diskurser der trækkes på i teksten og hvordan de er kombineret.
  3. den sociale praksis dimension, orienterer (attends) sig mod emner indenfor området social analyse, det være sig de institutionelle og organisationsmæssige omstændigheder omkring den diskursive hændelse og hvorledes disse skaber den diskursive praksis, og de konstitutive/konstituerende effekter af diskurs (Fairclough, 1992, p. 4).

Diskursens tre funktioner

Fairclough ser diskurs som en praksis, der ikke kun repræsenterer verden, men som navngiver verden, konstituerer og konstruerer verden i mening (ibid, 1992, p. 64). Han skelner mellem tre aspekter af diskursens konstruktive effekt, som samtidig korresponderer med tre funktioner af sprog, nemlig en identitet funktion, en relationel funktion og en ideationel funktion.

For det første bidrager diskurs til konstruktionen af sociale identiteter og subjektpositioner for sociale subjekter. For det andet konstruerer diskurs sociale relationer mellem mennesker. For det tredje bidrager diskurs med videnssystemer. I sproglig sammenhæng beskæftiger identitetsfunktionen sig med, hvordan sociale identiteter er fremstillet i en diskurs. Den relationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan sociale relationer mellem diskursive individer bliver forhandlet og udspiller sig. Den ideationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan tekst navngiver verden og dets processer og relationer (ibid, 1992, p. 64).

Magt og diskurs

Fairclough påpeger, at han i høj grad inddrager Michel Foucault som han mener giver et vigtigt bidrag til at begribe forholdet mellem diskurs og magt, den diskursive konstruktion af sociale subjekter og viden, og diskursens funktion i social forandring (ibid, 1992, p. 38). Fairclough ser Foucaults fokus som værende på diskursens mulighedsbetingelser og undersøgelsen af artikulationens mulighedsbetingelser.

His focus is upon the 'conditions of possibility' of discourse, upon 'rules of formation' which define the possible 'objects', 'enunciative modalities', 'subjects', 'concepts' and 'strategies' of a particular type of discourse.......Foucault's emphasis is upon the domains of knowledge which are constituted by such rules. (ibid, 1992, p. 38)
Diskurser indeholder et sæt af partikulære udsagn der skaber regler for diskursens dannelse. Gennem disse italesættelser dannes der vidensobjekter, subjektpositioner og afgrænsede mulighedsbetingelser for artikulation og strategier (ibid, 1992, p. 40)

Fairclough kritiserer Foucault for ikke at have noget praksis begreb og for at vægte strukturer over individet og derved gøre individet til et hjælpeløst subjekt i strukturen. Fairclough mener, at der er en virkelighed, hvor sociale subjekter ikke kun eksisterer i en passiv position til den diskursive praksis, men også er i stand til at være aktivt handlende, blandt andet i forhold til at forhandle deres forhold til de diskurser de indgår i (ibid, 1992, pp. 56-57).

Den tredimensionelle opfattelse af diskursanalysen

I Faircloughs fremstilling af den tredimensionelle opfattelse af diskursanalysen, skaber han en distinktion mellem det diskursive og det non-diskursive. De tre analysebegreber, tekst, diskursiv praksis og social praksis, står i et dialektisk forhold til hinanden. Dette får den metodiske konsekvens, at man ikke kan forstå en social sammenhæng alene udfra en tekst eller diskursive formationer. Derimod skal man analysere deres indbyrdes forhold. Det er netop denne dialektik, der kan opfange pointen omkring, at diskurser på den ene side er fastholdt og skabt af de sociale strukturer, og at de på den anden side har mulighed for at påvirke de sociale strukturer (ibid, 1992, pp. 63-64). Følgende vil de tre analysedimensioner blive fremlagt.

Tekst

Dette begreb henter Fairclough direkte fra Hallidays tekstanalyse. Tekst ses som både talt og skrevet sprog (ibid, 1992, p. 71). En tekst ses som et produkt, der fremstilles, når en del af virkeligheden betegnes og tillægges mening. En tekst er åben for ambivalente fortolkninger, hvilket betyder, at en tekst skal forstås i relation til fortolkeren og den sociale og diskursive praksis, som skaber mening i teksten. Altså ses en analyse som en konstruktion af én mening, fremfor andre potentielle meninger, en diskurs.

Fairclough kritiserer Ferdinand de Saussures syn på tegnenes arbitrære natur i forhold til det betegnede. Fairclough mener, at det er sociale forhold der afgør, at et tegn bliver kombineret med en særlig betegnet. Det er herved ikke fuldstændigt tilfældigt. Et eksempel kunne være, at en gruppe mennesker betegnes som terrorister fremfor frihedskæmpere (ibid, 1992, pp. 74-75).

Til diskursanalysen benyttes følgende begreber, der er centrale for det tekstnære analyseniveau.

Ordforråd (Vocabulary/Wording) beskæftiger sig med ord og hvordan nogle ord italesættes fremfor andre alternativer (ibid,1992, p. 77). Hvilke alternativer vælges til at benævne personer, begreber eller handlinger, eller at nogle områder italesættes grundigere end andre.

Ords betydning (Word meaning) opfattes som flere potentielle betydninger. Den betydning der tillægges et ord afhænger af den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 185-190). Producenten har altid en række muligheder for at benytte et ord eller formulere en mening, og som modtager er der altid en række muligheder for at fortolke (interpret) de valg som producenten har truffet. Disse muligheder og valg er en del af sociale og kulturelle processer. Der skelnes mellem ords betydning og formulering af mening. En måde at undersøge det på, kan være at se på meningspotentiale for et ord og herefter hvilken mening der tillægges. En mening som tillægges et ord kan også udfordre den normale opfattelse for meningspotentiale. Forskellen på ordforråd og ords betydning er, at hvor ordforråd ekskluderer brugen af nogle frem for andre, er ords betydning mere betydningen som knyttes til det valgte ord.

Grammatik (Grammar) fokuserer på hvordan sammensætningen af ord konstruerer ledsætninger og sætninger (ibid, 1992, p. 77). Dette begreb ser på hvordan, virkelighedsopfatttelse rent grammatisk konstrueres. Et eksempel kunne være "parlamentet blev angrebet af hundreder af arbejdere", som alternativ til "der blev udøvet lobbyarbejde på parlamentet af hundreder af arbejdere" , hvor den sidste version ikke lægger så stor vægt på arbejdernes aktive handling. Eller et andet eksempel kunne være, at "nogle bruger for mange penge" eller "der bruges for mange penge" . Altså et fokus på hvordan grammatiske former, aktiv passiv etc. kan være med til at minimere eller maksimere fokus på nogle begivenheder frem for andre.

Sammenkædning (Cohesion) omhandler hvordan delsætninger sammensættes i sætninger og hvordan disse sammensættes til større tekststrukturer. Denne sammenkædning kan ske på forskellig vis, gennem brug af ord fra samme semantiske område, gentage ord, ved at bruge næstensynonymer (near synonyms). Disse strukturer, specielt de argumentative, kan give et indblik i den rationalitet som teksten skaber. Det kunne også være en typisk struktur for en tekst, f.eks. at den er opbygget som beskrivelse efterfulgt af en forklaring eller som spørgsmål-svar sekvenser etc. I den grammatiske analyse af cohesion, fokuseres på forholdet mellem to delsætninger. Er det en kausal sammenhæng (hvis a så b) eller er det en tidsmæssig relation (når a så b, først a så b etc.) eller en rummelig relation (a hvor b) eller sammenligning (a ligesom b eller a på en lignende måde som b). Der er to niveauer hvor sammenkædning undersøges, dels på teksten overflade, hvor der kigges efter sammenkædningsmarkører, som dem i parenteserne, og dels i den grammatiske undersøgelse, hvor det er sætningsstrukturen der undersøges (ibid, 1992, pp. 176-177).

Tekst struktur (Text structure) lægger vægt på tekstens form. Eksempelvis interview, monolog, avisartikel osv.(ibid.,1992, p. 75).

Interaktionskontrol (Interactional control) fokuserer på, hvem der kontrollerer interaktionen, samt hvilke organisatoriske forhold der påvirker interaktionen (ibid, 1992, pp. 152-158). Undersøgelsen af interaktionskontrol er meget orienteret mod at afgøre, hvem der er magtfuld i det samspil der foregår under en dialog. Der er mange måder, at undersøge denne dominansrelation, og dermed mange måder denne magt kan være konstitueret. Det kan for eksempel være meget eksplicit, hvem bestemmer hvem der taler, sætter dagsordnen og hvilke emner der skal diskuteres. Det kan også være en magt til, at formulere hvad andre mener, gennem gentagelse og reartikulering af andres udsagn, hvorefter udtaleren så kan be- eller afkræfte om det var det han/hun sagde.

Høflighed (Politeness) ser på, hvordan høflighed bliver brugt som strategier i sociale relationer. Her skelnes mellem positiv og negativ høflighed. Høflighedsstrategier er med til at konstituere og konstitueres af dominans- og autoritets relationer mellem samtalepartnerne (ibid, 1992, pp. 162-166). Herunder benyttes begrebet "face". Mennesker ønsker udfra dette syn, at udvise positive face, for at opnå at blive beundret, respekteret, holdt af osv. Hvorimod at udvise et negative face, som f.eks. uvenlighed, kan være en magtstrategi for at lukke af for andres synspunkter (ibid, 1992, p. 162). Begreber som har positive konnotationer i en kontekst kan i en anden have negative. Derfor er konteksten, hvor noget siges, vigtig for, hvorvidt der skabe positive eller negative face. Ved at tillægge forskellige holdninger eller positioner positive eller negative face, kan man hhv. forsøge at fremme eller hæmme tilslutning til disse.

Transitivitet (Transitivity) undersøger, hvordan begivenheder og processer forbindes med subjekter og objekter. Altså om nogle forhold eller personer fremhæves mere end andre. I tekstens grammatiske opbygning kan aktivitets- og relationelle mønstre konstrueres. Hvilke aktører i teksten tillægges de aktiviteter, som foregår og hvem er teksten generelt centreret om (ibid, 1992, pp. 177-185).

Modalitet (Modality) undersøger, hvordan producenten af teksten gennem sproget viser affinitet for udsagnet og hvilken konsekvens, det har for dialogen (ibid, 1992, pp. 158-162). Han introducerer her fire grammatiske begreber i forhold til at begribe affiniteten i forhold til udsagn; 1) Modal hjælpe verber, 2) tidsangivelse , 3) modal adverbier og 4) forbehold.

  1. Modalitet i grammatik var traditionelt forbundet med modal hjælpe verber, som f.eks.; skal, kan, må, burde.
  2. Tidsangivelse i verbet, idet for eksempel nutid, "er", giver kategorisk modalitet (fuld accept af udsagnet)
  3. Hertil tilføjes modal adverbier som f.eks. måske, selvfølgelig etc.
  4. Forbehold som f.eks. sådan lidt, en lille smule o.l.
Disse områder kan alle være måder, at vise tilslutning til eget udsagn. Den højeste tilslutning, hvor sandheden af udsagnet tages for givet, kategorisk modalitet, kan modificeres på forskellig vis. Det kan være gennem at vise en tøven eller sætte forbehold ind i sammenhængen.

Objektiv eller kategorisk modalitet udtrykker magt eller ønske om, at opnå magt over betydningsfastlæggelse, men kan også fungere som skabende fællesskab eller solidaritet mellem aktørerne, ved at understrege enighed og fælles grundlag. Det behøver altså ikke nødvendigvis at sige noget om tilslutning til eget udsagn, men kan være en del af social strategi.

Etos (Ethos) beskæftiger sig med aktørernes kropssprog, hvordan identiteter og subjektpositioner konstrueres gennem sprog og ikke-sproglige træk, altså både diskursive og non-diskursive træk. (ibid, 1992, p. 166).

Metafor (Metaphor) opfattes som et udtryk for hvordan producenten opfatter og strukturerer virkeligheden. Et eksempel på dette kan være metaforiseringen af, at diskutere, hvor krigstermer ofte benyttes. "du kan ikke forsvare dine krav", "han angreb hvert et svagt punkt i min argumentation", "hans kritik ramte plet" , og det er ikke bare en måde at tale om det, men mange af de ting, som foregår i en diskussion kan sammenlignes med krigshandlinger. Derigennem bliver militariseringen af diskursen også en militarisering af tanken og den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 194-198).

Diskursiv praksis

Fairclough betegner diskursiv praksis som processer af produktion, distribution og fortolkning (interpretation) af tekst. Når noget sættes i tale, er det et udtryk for diskursiv praksis, dvs. at udøveren af den diskursive praksis gennem italesættelsesproccesser peger på, hvorledes denne opfatter, fortolker og konstruerer virkeligheden.

Teksters produktion og fortolkning afhænger af den specifikke sociale kontekst. Derfor er det vigtigt, at undersøge vilkårene for produktion og fortolkning, da de kan give indsigt i, hvilke implicitte regler og rutiner teksten har været underkastet. Dette kan også vise hvilken baggrund producenten har for at italesætte teksten på én måde fremfor andre. Desuden afgør fortolkerens position, hvordan teksten konsumeres. Distributionen af en tekst kan også have en indflydelse på formen og det indhold, der formidles. Det er derfor vigtigt, at undersøge hvordan teksten gennem distributionen bliver reformuleret og transformeret (ibid, 1992, p. 79).

Undersøgelsen af produktions-, distributions- og fortolkningsvilkårene skal være med til at få kendskab til den sociale kontekst. Denne kontekstuelle viden kan reducere antallet af ambivalente muligheder for fortolkninger.

Til at begribe den diskursive praksis, introducerer han fire begreber;

Styrke (Force) omhandler hvordan teksten benytter nogle forhold til at interpellere subjekter, til at udføre en særlig handling, eller få en særlig holdning til et emne (ibid, 1992, p. 82). "Jeg giver finderen af min hund 500 kr." er brug af direkte styrke til at interpellere andre til at gøre, som jeg ønsker. Det kan også være meget mere indirekte, for eksempel gennem spørgsmål, indirekte opfordringer etc., at der prøves at påvirke til det ønskede. Fairclough mener, at konteksten hvori det interpellerende fremsiges, er af meget stor vigtighed, for at reducere ambivalensen af den fortolkning, der laves af udsagnet. Et spørgsmål kan have meget forskellige underbetydninger, alt efter om det fremsættes i en retssal eller i familiens skød.

Sammenhæng (Coherence) omfatter tekstens og fortolkerens mulighed for at konstruere en fornuftig sammenhæng i teksten (ibid, 1992, p. 83). Der er ikke tale om en klassisk logisk sammenhæng, men nærmere hvorvidt teksten skaber nogle subjektpositioner, som det fortolkende subjekt kan relatere til og derved blive interpelleret af (ibid, 1992, p. 84). Pointen er imidlertid, at teksten kun giver mening hos dem, der giver mening til den, dem som er i stand til at forstå (infer) de meningsfyldte relationer, det være sig med eller uden tilstedeværelsen af markører for mening og sammenhæng. Typisk vil en tekst altså være konstrueret til, at give mening til andre indenfor samme diskurs, eller direkte rettet mod modtagere, som er en del af en anden diskurs, idet det ellers ikke vil være klart hvilke meningsgivende principper den skal udformes efter.

Intertekstualitet (Intertextuality) er en teksts egenskab til at henvise, direkte eller indirekte, til andre tekster, for derved at indfælde sig som en konstituerende tilføjelse i eksisterende intertekstuelle kæder (ibid, 1992, p. 84). Her skelnes der mellem manifest intertekstualitet, som er når der i en tekst direkte trækkes på specifikke andre tekster og interdiskursivitet, der viser sig i, at teksten refererer til andre diskurser og diskurstyper der har betydning for produktionen. Her er det interessant at se på, hvorledes tekster kan ændre (transform) tidligere tekster og rekonstruere (restructure) eksisterende konventioner, genrer og diskurser, til at generere nye. Denne mulighed for at generere nye diskurser og genrer er dog ikke fri, men socialt begrænset og afhængig (conditional) af magtrelationer. Han skriver hermed, at social praksis er kilden til den begrænsning og afhængighed af magtrelationer, det vil sige forhåndsudelukkelse af muligheder. Til at begribe disse mulighedsbetingelser bruges social teori. For vores vedkommende, er der ingen italesættelse af konsensus beslutninger under forhandlingerne om fællesøkonomien, det er dog en praksis som alle accepterer. De er enige om at skulle være enige, før en beslutning, en ny hegemoni kan aflejres fra det diskursive og tekstuelle niveau til en social praksis. Intertekstualitet kan også være henvisninger til andres ord, altså ikke kun tekst, som skrevet ord, men i de referater vi arbejder med kan det være gengivelse af det, de andre siger. Og i disse situationer kan det være umuligt at afgøre, hvad meningen er, om det er korrekt refereret eller om det bare er udtryk for referentens mening om sagen. Der vil altid være en ambivalens i forhold til, om formuleringen kan tilskrives udsagnsgiveren eller om det er fra den originale tekst.

Social praksis

Den sociale praksis er det, som Fairclough kalder det non-diskursive. Han mener ikke, at dette niveau kan begribes med diskursanalyse, hvorfor han ser det nødvendigt at inddrage relevant teori. Han mener dog, at den diskursive praksis indlejres i den sociale struktur og praksis. Den sociale praksis har indflydelse på hvordan virkeligheden betegnes og sættes i tale i den diskursive praksis. Denne italesættelse virker tilbage som en konstituerende effekt på den sociale struktur. Herved vises det dialektiske forhold mellem diskursiv praksis og social praksis (ibid, 1992, p. 64).

For Fairclough er tekstanalyse altså ikke fyldestgørende som diskursanalyse, idet den ikke begriber forbindelserne mellem teksterne og de samfundsmæssige og kulturelle processer og strukturer. Dette fordrer det tværfaglige perspektiv, hvor man kombinerer tekstanalyse og social analyse til diskursanalyse. Formålet med at trække på den makrosociologisk teori er, at der tages til hensyn til, at sociale praksisser formes af sociale strukturer og magtrelationer, og at folk ofte ikke er bevidste om disse processer (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 78). "Social practice has various orientations- economic, political, cultural, ideological- and discourse may be implicated in all of these without any of them being reducible to discourse" (Fairclough, 1992, p. 66). Indenfor f.eks. en økonomisk praksis er varierende diskurser således en bestanddel sameksisterende med den økonomisk praksis´ non-diskursive natur (ibid, p. 66).

Fairclough mener, ikke at den sociale praksis kan forklares udfra bagvedliggende strukturer. Derfor siger han, at en social praksis skal konstateres i praksis og ikke formodes på baggrund af strukturer. Endnu en grund til dette er, at praksisser i sidste ende har konsekvenser for hvordan strukturer formes (ibid, 1992, p. 58).

Til at analysere den sociale praksis trækker Fairclough på den marxistiske tradition fra bl.a. Louis Althusser og Antonio Gramsci. Han diskuterer her diskurs i relation til ideologi og hegemoni begrebet.

Ideologi

Ideologi er tegngivning og konstruktioner af virkeligheden (ibid, 1992, p. 87). Disse konstruktioner er bygget ind i forskellige dimensioner af formerne/betydningerne af diskursive praksisser, og medvirker til produktionen, reproduktionen og forandringen af dominansrelationer. En ideologi, som er indlejret i en diskursiv praksis, er mest "effektiv", når den bliver naturliggjort og opnår status som "common sense". Ideologier skabes i samfundet på baggrund af dominansrelationer. Diskurser kan være mere eller mindre ideologiske, og de ideologiske diskurser er dem, der bidrager til at opretholde eller transformere magtrelationerne. Fairclough tager afstand fra den del af Althusser, der betragter individer som totalt konstitueret af ideologiske processer, der underkender folks handlingsmuligheder.

Subjects are ideologically positioned, but they are also capable of acting creatively to make their own connections between the diverse practices and ideologies to which they are exposed, and to restructure positioning practices and structures. (ibid, 1992, p. 91)

Hegemoni

Hegemoni dækker over de evige kampe omkring ustabile forhold mellem klasser og grupper. Midlet for at etablere hegemoni er alliancer og etablering af ens ideologi fremfor andres. Dette sker gennem strategiske kampe, hvor de andre afvæbnes eller interpelleres (ibid, 1992, p. 92). Fairclough trækker i denne sammenhæng på Gramscis hegemonibegreb, der består i, at enhver udøver af en diskurs indgår i en kamp om at få mest mulig indflydelse på den herskende diskurs i samfundet. Denne proces, kampen om herredømmet, fortsætter konstant. Kampen om herredømmet er altså en dynamisk proces, hvor udfaldet altid vil være midlertidigt og åben for forandring, kamp om social praksis.

Ifølge Fairclough bidrager hegemonibegrebet til en analyse af, hvordan diskursiv praksis indgår i en større social praksis, hvor magtrelationer indgår i. Et aspekt af den hegemoniske kamp er den diskursive praksis, som bidrager til reproduktionen og transformationen af den diskursorden, den indgår i og hermed af de eksisterende magtrelationer (jf. p.31) (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 88).

Fairclough giver ikke en præcis forklaring på, hvordan den sociale praksis kan begribes. Han forslår dog yderligere tre forhold, der skal hjælpe til at specificere den sociale praksis natur, som den diskursive praksis er en del af, og som forklarer hvorfor den diskursive praksis er som den er;

Diskursens sociale matrix (social matrix of discourse) er de sociale strukturer og hegemoniske relationer, der konstituerer et specifikt grundlag for social og diskursiv praksis. Desuden skal man fokusere på, hvorledes dette grundlag reproduceres og transformeres. (Fairclough, 1992, p. 237)

Diskursorden (orders of discourse) inddrages fra Foucault og benyttes til at undersøge, hvordan der gennem social og diskursiv praksis trækkes på andre diskursordener, for at reproducere eller transformere den nærværende sociale praksis (ibid, 1992, p. 237). Diskursordenen er summen af diskurstyper, som bruges inden for en social institution eller et social domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer. Inden for en diskursorden er der forskellige diskursive praksisser, hvorigennem tale og skrift produceres og konsumeres/fortolkes. Diskursordnen kan ses som et system, som både former og formes af sprogbrug. Den er dermed både struktur og praksis. Brugen af diskurser og genrer, som kan ses som ressourcer i kommunikationen, styres af diskursordnen. Dette sætter begrænsninger for, hvad der kan siges, og hvor der kan tales udfra. Diskursordner er dog åbne for forandring, hvis der artikuleres diskurser tilhørende en anden orden ind.

Ideologiske og politiske effekter af diskurs (ideological and political effects of discourse). I denne sammenhæng er det givtigt, at fokusere på følgende partikulære ideologiske og hegemoniske effekter; videns- og trossystemer, sociale relationer og sociale identiteter (se foregående beskrivelser af hegemoni og ideologi) (ibid, 1992, p. 238).

Kritik af Norman Fairclough

Ifølge Fairclough står det diskursive og den sociale praksis i et dialektisk forhold til hinanden. Udfra "Discourse and Social Change" er det vanskeligt at begribe, hvornår noget kan betragtes som henholdsvis en værende social praksis eller en diskursiv praksis (Fairclough, 1992). I operationaliseringen af Faircloughs tilgang er det vanskeligt at afgøre om noget er en social praksis eller en diskursiv praksis. Under deltagelse i et Ph.D. seminar om kritisk diskursanalyse på Københavns Universitet, fik Fairclough mulighed for at fremlægge hans syn på disse vanskeligheder. Hans løsning på problemet var, ikke at betragte det diskursive og det sociale praksis niveau skarpt adskilt. Frem for at placere forskellige fænomener, på et af niveauerne skal man nærmere se på de diskursive og sociale aspekter af analyseområdet. Adskillelsen bliver således ikke en distinktion i virkeligheden, men nærmere et redskab til analytisk fokus. Men ud fra dette er det dog stadigvæk svært, at se hvorfor det så er nødvendigt at arbejde udfra distinktionen mellem diskursiv og social praksis, altså mellem det diskursive og det ikke-diskursive.

Dette dialektiske forhold bliver af diskursanalytikerne Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips kritiseret for følgende:

Videre er der måske et teoretisk og i hvert fald et praktisk problem, når man skal håndtere dialektikken mellem det diskursive og det ikke-diskursive. For hvordan viser man, at noget står i et dialektisk forhold til noget andet? Hvor går grænsen mellem to ting, der er i et dialektisk samspil? Og hvordan kan man vise lige præcis hvor og hvordan det ikke-diskursive påvirker og forandrer det diskursive - og omvendt? (Jørgensen og Phillips, 1999, pp. 101-102)
Denne kritik er central, fordi Fairclough kun i et begrænset omfang teoretiserer denne dialektik. Ifølge Fairclough får den måde, hvorpå vi diskursivt taler og skriver om den sociale praksis, indflydelse på den måde den sociale praksis udformes. Derudover pointerer han, at den sociale praksis, gennem forskellige institutionelle forhold, får indflydelse på, hvordan man diskursivt taler og skriver.

Fairclough mener, at en analyse af det sociale praksis niveau skal gennemføres ved hjælp af social teori. I bogen, "Discourse and social change", gives der dog ingen forklaringer på, hvorvidt alle former for teorier kan kombineres med diskursanalysen. Også disse spørgsmål fik han lejlighed til at svare på under seminaret, og han uddybede dette ved, at det er op til den enkelte forsker at tilpasse den sociale teori til diskursanalysen. Derudover mente han, at man ikke kan benytte teorier, der bruger begreber der står i modsætning til diskursanalysens begreber.

Litteratur

Fairclough, Norman (1992): Discourse and social change, Cambridge: Polity Press.

Jørgensen, M.W. & Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi