Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Sigmund Freud og psykoanalysen

Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.

Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Sigmund Freud (1856-1939) var en østrigsk læge og neurolog, der udviklede den klassiske psykoanalyse i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Psykoanalyse er betegnelsen for den neurosebehandling, Freud udviklede omkring århundredeskiftet i middelklassens Wien. Men det er ligeledes en personlighedsmodel til at forstå den menneskelige psyke udfra. Med sin benævnelse af det ubevidste og med forståelsen af seksualitetens betydning for vores adfærd, med sin drømmetydning og med sin teori om personligheden og dens udvikling, har psykoanalysen revolutioneret vores forståelse af os selv.

Freud lægger vægt på det ubevidste. Det vil sige, indsigten i, at vi i vores tanke, tale og handlinger er styret af kræfter, som ikke er os bevidste, med andre ord at "mennesket ikke er herre i eget hus" (Gammelgård,1986:18). Begrebet ubevidst står centralt i den psykoanalytiske teori, og Freud er den første, der systematisk udforsker det ubevidstes rolle i det psykiske liv (Bateman,1999:47). Teorien om det ubevidste bliver derfor et radikalt opgør med rationalismen, der modsat empirismen ser mulighed for at opnå viden om virkeligheden, alene ved brug af fornuften. Ifølge rationalismen vil erkendelse opnået gennem sanserne ikke være gyldig, idet man ikke kan stole på sanserne og kun erkendelsen udledt af fornuften kan være gyldig og sand. (Lübcke,1983:360). Rationalismen tager altså udgangspunkt i fornuften, hvor Freuds teoriapparat tager udgangspunkt i det sanselige, ubevidste og irationelle. På trods af dette hævder Freud, at han behandler alle fænomener, herunder også spørgsmål om den menneskelige natur, videnskabeligt. På baggrund af sin naturvidenskabelige uddannelse, antager han, at alle fænomener er styret af fysikkens og kemiens love. Mennesket er dermed produkt af en naturlig udvikling, der i sidste ende er underkastet de samme lovmæssigheder som andre naturlige fænomener (Stevenson,1994:91). Med den overbevisning udvikler Freud psykoanalysens grundlag, forestillingen om, at mennesket kan lide under en erindring eller en følelse, som ikke er bevidst, men som det kan helbredes for ved bevidstgørelse. I tråd hermed introduceres determinismeprincippet, hvilket dækker over, at enhver begivenhed har en tilstrækkelig forudgående årsag indenfor bevidsthedslivets område. Foreteelser som ikke tidligere havde været betragtet som betydningsfulde for forståelsen af den menneskelige psyke såsom fejlhandlinger og drømme, opfatter Freud som skjulte årsager i personens sjæleliv. Han anser disse foreteelser for at være meget betydningsfulde, da de i forklædt form åbenbarer det, der ellers ville være forblevet skjult. Intet af det en person siger eller gør, er i virkeligheden, ifølge Freud, hverken vilkårligt eller tilfældigt. Alt kan i princippet føres tilbage til noget i personens psykiske univers (Stevenson,1994:91).

I den tidlige psykoanalyse beskæftiger Freud sig med traumer, som er opstået på baggrund af traumatiske oplevelser, og som frembringer patologiske reaktioner hos mennesket. Senere flyttes fokus fra den ydre virkelighed og dens indvirkning på psykiske processer til et fokus på den indre verden, da Freud udvikler den topografiske model, hvor han beskæftiger sig med det ubevidste system og introducerede driftsteorien. Sidenhen opstår den strukturelle teori, som igen flytter fokus mod udefrakommende påvirkninger af den menneskelige psyke og på baggrund af denne, introducerer Freud teorien om den psykoseksuelle udvikling og sin jegteori om drifternes møde med kulturen (Bateman,1999:53).

Den topografiske model og det ubevidste

Freud tilbringer næsten halvtreds år af sit liv med at udvikle og modificere sine teorier. Han udarbejder gennem hele sin karriere modeller, som han benytter som redskaber til at forstå den menneskelige psyke og ændrer gentagne gange disse modeller.

Freud udvikler blandt andet teorien om det psykiske apparat. Det er i denne teori at han taler om det ubevidste. Freud ser det ubevidste som en enhed, man ikke har mulighed for at forstå direkte, men som på en deterministisk måde forklarer irrationelle psykiske fænomener, som drømme, fortalelser og neurotiske symptomer. Freud mener, at fantasier, uacceptable erindringer, tanker, ønsker, forestillinger og smertefulde begivenheder netop bliver gemt i det ubevidste (Bateman,1999:49).

For at studere det ubevidste udvikler Freud den topografiske model og bruger denne som et redskab til at forstå forskellige psykologiske funktioner. Det er en rumlig model, hvori forskellige psykiske funktioner er lokaliseret forskellige steder. Modellen tager udgangspunkt i, at psyken er opdelt i ubevidste, førbevidste og bevidste systemer. Den topografiske model indeholder en modstilling af to psykiske funktionsprincipper, som Freud kalder primærprocessen og sekundærprocessen. Sekundærprocestænkning er rationelt betinget og følger derfor de almene love for logik, tid og rum. Primærprocestænkning derimod indbefatter drømme, fantasi og det infantile liv, hvori love for tid og rum ikke gælder. Skellet mellem fortid, nutid og fremtid har ikke nogen betydning her, og derfor kan forskellige begivenheder forekomme samtidig og på samme sted. Dermed kan et symbol være repræsentant for forskellige objekter og have modstridende betydninger (Bateman,1999:51).

Freud mener, at mange bevidsthedsmæssige fænomener i form af erindringer om bestemte oplevelser eller bestemte kendsgerninger ikke er uafbrudt bevidste for individet. Dog kan de bringes frem i bevidstheden og erkendes, når det er nødvendigt, og derfor er de ikke styret af primærprocesser. Disse ubevidste men ikke fortrængte fænomener kan, ifølge Freud, lokaliseres i systemet det førbevidste; det som kan blive os bevidst. Dette systems rolle, i den topografiske model, er at være beholder for de tilgængelige tanker og erindringer og samtidig at være en censor, der har mulighed for at modificere driftsmæssige ønsker fra systemet det ubevidste og gøre dem acceptable for systemet det bevidste (Bateman,1999:50).

I den topografiske model udvikler Freud sidenhen driftsteorien. Freud fremsætter driftsteorien for at forklare menneskelig motivation. Drifterne er de motiverende kræfter i "det mentale apparat", og al energi i mennesket kommer fra disse. Drifterne er af biologisk karakter og skaber forestillinger, som har tvingende karakter og kræver at komme til udtryk for at blive tilfredsstillet. Mennesket er udleveret til disse drifter, og den voksnes symptomer opstår udfra de psykologiske forsvar, der mobiliseres for at håndtere drifternes krav. De driftsmæssige ønsker har en kilde, et mål, og et objekt. Driftens oprindelse eller infantile kilde er i kroppen og kan f.eks. være en erogen zone som mund, anus eller genitalier. Fornemmelser i disse kropsområder forårsager forskellige spændingsniveauer, hvis mål er udladning:

Et hvert driftsmæssigt ønske udgør et element af systemet det ubevidste og har et iboende behov for "udladning". (Bateman,1999:51)
Når spædbarnet oplever sult, begynder det at sutte, aktiviteten øges gradvist, indtil objektet for barnets driftsønske, moderens mælkegivende bryst, gives til barnet, så sulten kan blive stillet. Objektets (moderens) tilstedeværelse og dennes behovstilfredsstillende evne huskes, og når barnet igen bliver sultent, erindrer det moderens bryst, og dermed opstår den samme proces. Kilde, mål og objekt begynder at blande sig i en kompleks interaktionel forestilling, hvoraf en del repræsenteres i systemet det ubevidste (Bateman,1999:52).

På trods af at oplevelsen og den genoplivede erindring i ovenstående eksempel stammer fra virkeligheden altså sammenknytningen af et driftsmæssigt ønske, kan dets behov for at blive udtrykt og den efterfølgende tilfredsstillelse også blive udviklet fra en forestillet hændelse. Her leves en infantil ønskeopfyldende dagdrøm inde i selvet og senere fortrænges den. Her vil systemet det ubevidste behandle de forestillede begivenheder i overensstemmelse med principperne i primærprocessen og dermed som om, de var virkelige (Bateman,1999:52).

Strukturel teori

Freud arbejder videre udfra den topografiske model men erfarer, at denne har flere begrænsninger. Den væsentligste begrænsning er, at der i denne model over psyken, ikke findes noget sted for idealer, samvittighed og værdier. Hertil kommer hans erkendelse af, at den ydre verdens påvirkning af de psykiske strukturer og forsvarets ubevidste karakter kalder på yderligere undersøgelse. Freud beskæftiger sig i denne fase af sit arbejde med den udviklingsmæssige teori om den individuelle menneskelige karakter. Freud går udfra, at særlige traumatiske oplevelser, selvom de tilsyneladende er blevet glemt, kan fortsætte med at udøve skadelig indflydelse på en persons mentale helbred. I den strukturelle teori generaliseres dette forhold, og Freud hævder her, at oplevelserne i den tidlige barndom spiller en afgørende rolle for den voksnes personlighedsstruktur. De første fem leveår er den periode, hvor grundlaget for den individuelle personlighed dannes. På den baggrund udvikles teorien om den psykoseksuelle udvikling, som omhandler seksualdriften eller libidoen. I modellen er Freud altså også optaget af, hvorledes individets personlighedsstruktur tilpasser sig kravene fra de driftsmæssige ønsker, og derfor lægger han her større vægt på de ydre strukturer, end tilfældet er i den topografiske model. Freud skifter altså fokus fra udelukkende at se på det fortrængte til også at se på det fortrængende (Freud,1983:50). Freuds jegpsykologi udvikles her, og den strukturelle model gør dermed jeget til genstand for undersøgelse (ego på latin):

Den situation, i hvilken vi befinder os ved vores undersøgelses begyndelse skal vise os vejen. Vi vil gøre jeget til genstand for denne undersøgelse, vort eget jeg. Men kan man det? Jeget er jo dog i egentlig forstand subjektet; Hvordan skal det blive til objekt? Nuvel, der er ingen tvivl om at man kan gøre dette. Jeget kan tage sig selv som objekt, behandle, iagttage og kritisere sig selv som andre objekter og derudover foretage umådeligt mange andre ting med sig selv. (Freud, 1983:51)

Overjeget

Med Freuds fokus på ydre strukturers påvirkning af psyken opstår teorien om overjeget (superego på latin). Freud havde længe været optaget af beretninger fra sindslidende personer, som mente at de blev iagttaget og generet af ukendte magter. På den baggrund begynder Freud at spekulere over, om der i den menneskelige psyke findes en for jeget isoleret, straffende, truende og dømmende instans. Freud drager snart den konklusion, at egenskaben ved en sådan struktur må være samvittigheden:

Jeg mærker tilbøjeligheden til at gøre noget, som jeg venter mig lystfølelse af, men jeg underlader det med den undskyldning at min samvittighed ikke tillader det. (Freud,1983:52)
Men Freud finder snart, at samvittigheden blot er én funktion af den særlige instans, som han begynder at udforske i jeget. En anden funktion er selviagttagelsen. Det er den, der er nødvendig for, at samvittigheden kan have en dommerfunktion. Det er denne funktion, han giver navnet overjeget:

Overjeget anlægger den strengeste moralske målestok overfor jeget, som er hjælpeløst prisgivet; det repræsenterer jo i det hele taget moralitetens krav og vi ser med et blik, at vores moralske skyldfølelse er udtryk for spændingen mellem jeg og overjeg. (Freud,1983:53)
Freud anser samvittigheden som værende noget der er immanent i mennesket, og han beskriver den som værende af "guddommelig oprindelse" (Freud,1983:52). Han er altså af den overbevisning, at samvittigheden er 'noget i os', men i modsætning til seksualiteten, mener Freud, at samvittighedens iboende potentiale først udvikles senere, hvor seksualiteten virker lige fra fødslen (Freud,1983:54). Freud forklarer dette med, at det lille barn er født amoralsk, det er hæmningsløst og styres derfor af sine lystbetonede impulser, og dets mål er lysttilfredstillelse af detets biologiske drifter. Man kan med andre ord sige, at barnet er disponeret for udviklingen af samvittigheden men fødes som rent det. Overjegets funktion varetages derfor i starten af en ydre magt i form af forældrenes autoritet. Forældrene opnår indflydelse ved, på den ene side at tildele barnet beviser på kærlighed og på den anden side ved trusler om straffe, hvilke barnet tolker som tab af kærlighed fra forældrenes side. I barndommen hersker denne realangst for tab af kærlighed, og derfor er det ikke nødvendigt endnu at tale om overjeg eller samvittighed. Det er først senere, at den sekundære situation opstår, hvori den ydre afholdende påvirkning går over til at komme indefra. Det er her, at overjeget træder i stedet for forældreinstansen og nu iagttager og truer jeget, på samme vis som forældreinstansen gjorde det tidligere. Nu transformeres forældreinstansen til i stedet at blive til overjeget, ved at det adopterer forældreinstansens funktion og metoder. Overjeget bliver dermed noget indlejret i det enkelte menneske, idet forældreinstansen internaliseres, og er på den måde blevet forældrenes 'livsarving.' Uoverensstemmelsen mellem forældreinstansen og overjeget er dog, at overjeget kun adopterer forældreinstansens strenghed, hårdhed og deres forbydende og straffende funktion, hvilket betyder, at forældrenes kærlige omsorg ikke etableres i overjeget. Selv børn, som har haft en mild og eftergivende opdragelse, synes nogle gange at udvikle et strengt overjeg (Freud,1983:54). Overjegets internaliserede autoritetsfigurer, forældre og andre udefrakommende påvirkninger, dannes således både udfra virkelighed og fantasi. Overjeget er involveret i spørgsmål, som har at gøre med oplevelsen af skyld, ubeslutsomhed og perfektionisme, altså spekulationer over, hvordan det er rigtigt og forkert at handle. En anden vigtig funktion af overjeget er idealjeget. Det er det, som jeget måler sig ved og stræber efter. Denne funktion er en aflejring af den gamle forældreforestilling, udtryk for den beundring som barnet havde til forældrene (Freud,1983:54).

Processen for forældreinstansens omdannelse til overjeg, har som grundlag en såkaldt identificering. Dette begreb dækker over den proces, hvor jeget knytter sig til et fremmed jeg (i skikkelse af en anden person f.eks. en forælder). Dette indebærer, at det første jeg på visse områder opfører sig som det andet jeg, efterligner det og på en vis måde optager det i sig. Identificeringen er utrolig vigtig for bindingen til et andet menneske. Det adskiller sig fra det Freud kalder objektvalg på følgende måde: når en dreng identificerer sig med faderen, ønsker han at være som ham, men når drengen gør faderen til objekt for sine valg, vil han have eller besidde ham. I første tilfælde (identificering) forandres drengens jeg efter faderens forbillede. I det andet tilfælde (objektvalg) er det ikke nødvendigt. Identificering og objektvalg er som regel uafhængige af hinanden. Dog er det muligt at identificere sig med en person og ændre sit jeg efter denne person, f.eks. et seksualobjekt, da jeget har en tendens til at lade sig påvirke af seksualobjekter. En vigtig pointe hos Freud er, at når mennesket mister et objekt, skaffer det sig ofte en erstatning på den måde, at det identificerer sig med det mistede og derved reetablerer det i sit jeg, og på den måde fører objektvalget regressivt til identificeringen. Overjegets besættelse er altså en særdeles vellykket identificering med forældreinsansen. Dannelsen af overjeget, er forbundet med ødipus-komplekset, som er fasen i den psykoseksuelle udvikling, som skal gennemleves for at barnet opnår at se det andet køn som seksualobjekt, da overjeget fremtræder som en arving til denne ødipale følelsesbinding. Med ødipuskompleksets aftagelse, er barnet nødsaget til at give afkald på sine intensive objektbesættelser i skikkelse af forældrene. For at begrænse dette objekttab forstærkes de for længst etablerede identificeringer med forældrene i barnets jeg og sådanne identificeringer i form af aflejringer efter objektbesættelser, der er opgivet, vil gentage sig i barnets liv. I løbet af udviklingen modtager overjeget også indflydelse fra andre personer, som f.eks. lærere, pædagoger og andre ideale forbilleder, der gennem overjeget får indflydelse på barnet. Teorien om overjeget personificerer altså ikke blot en abstraktion som f.eks. samvittigheden, men beskriver også et strukturforhold (Freud,1983:57-58):

Overjeg er for os repræsentationen af alle moralske begrænsninger, advokat for individets stræben efter fuldkommenhed, kort sagt er det det, der er blevet os psykologisk håndgribeligt af det såkaldte højere i mennesket. (Freud,1983:57)
Freud tilskriver altså overjeget selviagttagelse, samvittighed og idealfunktion. Han ser den som en instans i mennesket, der opstår på baggrund af det lille barns afhængighed af forældrene. Som resultat af dette, kan disse øve indflydelse på barnets personlighed pga. af barnets realangst for tab af kærlighed. Overjeget opstår, på den baggrund, som en forlængelse af forældreinstansen og transformeres sidenhen til en dømmende instans iboende individet (Freud,1983:57-58).

Detet

I Freuds terapeutiske arbejde med sine patienter oplever han, at patienterne øver modstand mod at få bevidstgjort det fortrængte. Denne modstand kan være af ubevidst karakter. Det er her hvor patienten, når denne af analytikeren bliver gjort opmærksom på, at han øver modstand, reagerer ved at fortælle, at det ved han ikke noget om, altså at det ikke er ham bevidst. I nogle af de tilfælde hvor en patient øver modstand opleves samtidig følelser som skam, dårlig samvittighed osv. Det er her Freud konkluderer, at der må være tale om, at patientens modstand ikke kun har baggrund i det ubevidste men også er påvirket af udefrakommende strukturer i form af jeget og overjeget. Dette får Freud til at revidere sin opfattelse af det ubevidste, som værende en separat enhed, hvori der ikke findes bevidste processer (Freud,1983:59).

I den strukturelle model reviderer Freud sin tese om det ubevidste, som han fremførte den i den topografiske model. Heri anser Freud som sagt, det mentale apparat som udelukkende værende opdelt i bevidste, ubevidste og førbevidste systemener. I den topografiske model anser Freud systemet det ubevidste som et afgrænset domæne, hvori der ikke eksisterer bevidste processer, men i den strukturelle teori begynder Freud altså at arbejde med bevidste processer, i form af, at dele af overjeg og jeg kan have betydning for det ubevidste. Ved opdagelsen af, at det ubevidste system også indeholder andet end de ubevidste processer, ser Freud sig nødsaget til at opfinde et nyt ord, som ikke kan misforstås. Inspireret af Nietzsche navngiver han det nu detet (id på latin).

Dette upersonlige stedord synes særlig egnet til at udtrykke hovedtrækket ved dets sjæledomæne, dets jegfremmedhed. Overjeg, jeg og det, er nu de tre riger, områder og provinser, i hvilke vi inddeler sjæleapparatet hos mennesket. (Freud,1983:62)
Fra nu af opererer Freud altså med, at det menneskelige sjæleliv indeholder et overjeg (superego), et jeg (ego) og et det (id). Detet indeholder den dunkle og utilgængelige del af menneskets personlighed og er jegets diametrale modsætning. Freud kalder detet "et kaos" og "en kedel fuld af sydende effekter" (Freud,1983:58). Detet er den største del af den menneskelige psyke. Det er her, hvor driftsbehovene optages og finder deres psykiske udtryk. Drifterne fylder detet med energi, men har ikke nogen organisation og ingen samlet vilje, og detet bestræber sig udelukkende på at overholde lystprincippet, således at detet kan få de driftsmæssige behov tilfredsstillet (Freud,1983:58). Således kan man sige, at primær procestænkningen, fra den topografiske model, nu hersker i detet. Hvor Freud i den topografiske model ikke mente, at den primære procestænkning kunne bevidstgøres, antager han nu, at man gennem den psykoanalytiske terapi kan erkende ubevidste ønsker og fortrængninger i detet. Således kan disse, når de bevidstgøres gennem analytisk arbejde, erkendes som fortid, devalueres og fratages deres energibesætning (Freud,1983:63).

Jeget

Freud karakteriserer jeget som værende den del af den menneskelige psyke, der er "den mest overfladiske del af det sjælelige apparat" (Freud,1983:64). Jeget betegnes som sansnings-bevidsthedsystemet, altså det system der repræsenterer sansningen og det bevidste. Dette system er vendt mod omverdenen og formidler sansningerne fra denne, og således opstår bevidsthedens fænomen (Freud,1983:64). Sansnings-bevidsthedssystemet er en slags sanseorgan for det sjælelige apparat. Det er både modtageligt for indefrakommende påvirkninger men også for påvirkninger, der måtte komme udefra:

...jeget er den del af detet, som blev modificeret ved at fungere nærmere omverdenens indflydelse indrettet til optagelse af og beskyttelse mod stimuli, og det kan sammenlignes med det barklag, med hvilken en klump levende substans omgiver sig. (Freud,1983:64)
Jegets forhold til omverdenen er altså af afgørende betydning for detet, idet jeget repræsenterer detets forhold til omverdenen. Detets eneste overlevelsesmulighed er således at tage hensyn til denne ydre magt i sin stræben efter driftstilfredsstillelse.

På detets vegne varetager jeget den bevægelighed, der kan føre til igangsættelse af handling. Dog har jeget, mellem behov og handling, indført tænkearbejdet, som arbejder på baggrund af tidligere erfaringer. Herved har jeget altså væltet lystprincippet, som i uindskrænket form hersker i detet. I stedet opstiller jeget realitetsprincippet, og skaber derved et bedre resultat i forhold til relationen til omverdenen (Freud,1983:64).

Relationen til tiden formidles til jeget via sansningssystemet. Det er dette systems arbejdsområde, der giver oprindelsen til tidsforestillingen. Systemet udmærker sig ved, til forskel fra detet, at være i stand til at "…danne syntese, til at sammenfatte og homogenisere de sjælelige processer, der foregår i detet…" (Freud,1983:64). Jeget indeholder altså organisation, dvs. jeget udvikler sig fra "driftsiagttagelse til driftsbeherskelse" (Freud,1983:65). Man kan med Freuds ord sige, at "…jeget i sjælelivet repræsenterer fornuft og betænksomhed, mens detet er de utæmmelige lidenskaber…" (Freud,1983:65).

Jeget har mange fortrin og evner, som beskrevet ovenfor. Dog mener Freud at jeget i dynamisk forstand er svagt, da det har lånt sin energi af detet (Freud,1983:65), og jeget benytter sig af smugveje til at overtage yderligere mængder af energi. Freud sammenligner forholdet mellem jeget og detet, med forholdet mellem en hest og en rytter: Det er hesten, der leverer energien til bevægelsen, men rytterens privilegium er dog, at han kan bestemme destinationen og lede hestens bevægelse. Men "…mellem jeget og detet sker der ofte det uheldige, at rytteren må føre gangeren derhen, hvor den selv vil…" (Freud,1983:65). Jeget har altså sine problemer med at varetage de opgaver, det pålægges at varetage af detet:

Et ordsprog advarer imod samtidig at tjene to herrer. Det stakkels jeg har det endnu vanskeligere: det tjener tre strenge herrer og bestræber sig på at bringe disses krav og fordringer i harmoni med hverandre. Disse krav går altid i forskellige retninger og synes ofte at være uforenelige; det er intet under, at det så tit mislykkes for jeget at løse sin opgave. De tre strenge herrer er omverdenen, overjeget og detet. (Freud,1983:65)
Jeget har altså sine anstrengelser med at gøre "de tre strenge herrer", i skikkelse af omverdenen eller realiteten, overjeget og detet, tilfredse på samme tid. Jeget reagerer ved at føle sig truet og trængt fra alle sider og dette kan udvikle angst: "…Når jeget så drives af detet, trænges af overjeget og stødes tilbage af realiteten…", er det forståeligt, at jeget kæmper en hård kamp for at beherske sin opgave. Når jeget erkender sin svaghed, bliver det angst; realangst for omverdenen, samvittighedsangst i forhold til overjeget og neurotisk angst pga. lidenskabernes styrke i detet. Jeget er altså en trængt størrelse, som Freud udtrykker det, "…og vi forstår, hvorfor vi så tit ikke kan undertrykke udråbet: Livet er ikke let!" (Freud,1983:66).

Jegets forhold til omverdenen har betydning for seksualdriften - eller libidoen, som Freud kalder den. Libidoen er vores største motiavation, og den har en biologisk og en psykologisk side, er både natur og kultur, så at sige. Den socialiseres og ligger under for opdragelsens indflydelse i en meget omfattende forstand. Freud mener, at den psykoseksuelle udvikling grundlæggende er afgørende for menneskets personlighed. Denne udvikling er inddelt i tre faser; den orale, den anale og den ødipale. Det lille barn gennemgår disse faser, fra det er nyfødt og til seksårsalderen. Faserne er hver især knyttet til en seksuel driftsspænding; oralt, analt eller genitialt, som barnet er styret af. Denne driftsspænding kræver afløb, og jeget dannes således som et middel til at få dette afløb gennemført, og man kan på denne måde sige, at 'jeget ligger oven på detet.' Det lille barn knytter sig til forældreinstansen for at få sine driftsmæssige ønsker tilfredsstillet, og det er denne tilknytning, som skaber en proces, hvori den fremtidige voksnes personlighed former sig. Hvis denne proces forstyrres, lægges grobunden for konflikter og eventuelle psykiske lidelser i det voksne liv. Her taler Freud om, at man f.eks. kan være en oral eller anal karaktertype, dvs. med personlighedstræk, som er knyttet til den forstyrrede fase (Freud,1983:67).

Literatur

Bateman; Anthony, og Holmes, Jeremy (1999): Introduktion til psykoanalyse, Hans Reitzels Forlag A/S, København

Freud, Sigmund (1983): forelæsningerne holdt i Wien i 1915/16/17, Psykoanalyse nye forelæsninger; Den psykiske personligheds bestanddele, Heri 31. forelæsning, Hans Reitzels Forlag A/S, København

Lübcke, Poul et al. (1983): Politikens filosofi leksikon, Politikens Forlag, København

Stevenson, Leslie (1994): Syv teorier om den menneskelige natur, Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag

Artikel: Gammelgård, Judy, (1986), Freuds Psykoanalyse. Psykologi, en indføring i teori og anvendelse, Hans Reitzels forlag A/S, København
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi