Dekonstruktion
Af Anders Grove
Et opgør med den vestlige metafysik
I 1967 udgav den franske filosof Jacques Derrida hovedværket, "De la grammatologie". Et værk, som sammen med en forelæsning under en universitetskonference i USA i 1966, skulle blive startskuddet for en filosofisk og litterær retning i Europa og USA.Dekonstruktionen blev herefter et litterært foretagende i USA med udspring i Yale-skolen med litteraturteoretikeren Paul de Man i spidsen. Bl.a. forskerne J. Hillis Miller, Joseph Riddel og senere Barbara Johnson fulgte i de Mans fodspor og udviklede sammen med ham en amerikansk forgrening af Derridas tanker.
I Danmark blev dekonstruktionen introduceret med oversættelsen af Derridas værk, "Om grammatologi", i 1970. Det affødte i første omgang en interesse i universitetsmiljøet for opgøret med Saussures tegnbegreb og senere rettede opmærksomheden sig mod de amerikanske litteraters læsninger af Derrida. Især Niels Egebak, Hans Hauge og Pil Dahlerup har formidlet de dekonstruktive tanker videre herhjemme.
De følgende afsnit tager afsæt i Derridas dekonstruktion, som begge, henholdsvist filosofisk og litterært, markerer et radikalt brud med den vestlige tankegangs, og herunder strukturalismens, grundlæggende opfattelse af det binære modsætningspar som logisk funderet.
Jacques Derrida og logocentrismen
Derridas dekonstruktion er først og fremmest en kritisk stillingtagen til en grundlæggende tradition i den vestlige tænkning. Med betegnelsen, logocentrisme, peger Derrida på, at man i den vestlige diskurs arbejder med ordet og fornuften i centrum. Han mener, det er problematisk, fordi et sådant system kun kan opretholdes ved at reducere og udgrænse det, der modsiger systemet.Denne kritik må nødvendigvis også indbefatte strukturalismen med Saussure i spidsen, fordi den med sit system bestående af relationer af indbyrdes afhængige elementer, undertrykker de dele, der ikke passer ind i systemet.
En vigtig pointe ved dekonstruktionen er, at den hverken forsøger at destruere den vestlige tænkning eller at konstruere et alternativ til den. Ordet "de(kon)struktion", dvs. "ned-bryde" eller "ikke-opbygge" henviser til et forsøg på at stille sig kritisk og spørgende over for en diskurs, som dekonstruktionen vel at mærke selv indgår i. Således er den en måde at opnå forøget indsigt i logikken og i systemet på uden at være en egentlig metode, der er hævet over sit objekt.
Det radikaliserede tegn- og strukturbegreb
At dekonstruktionen ligger i forlængelse af og samtidig er et opgør med strukturalismen kommer tydeligt til udtryk i opfattelsen af sproget.Som Saussure opfatter Derrida sprogsystemet som en størrelse defineret af forskelle og modsætninger, hvori det arbitrære tegn karakteriseres af en tvedeling mellem det betegnende og det betegnede, hhv. signifiant og signifié. For både Saussure og Derrida udløser denne splittelse en mistillid til sprogets evne til at referere til virkeligheden. Hvor Saussure dog mener, at signifiant troværdigt kan henvise til signifié, går Derrida mere radikalt til værks.
Han problematiserer Saussures sprogteori på flere punkter. For det første hævder han, at signifiéen ikke blot er resultatet af forskellen mellem to signifianter (fx f-n-i-se-, g-r-i-s-e). Den er også et produkt af forskellen mellem en lang række andre signifianter (fx i-s-e, p-r-i-s-e, f-l-i-s-e etc.), hvilket betyder, at forholdet mellem signifiant og signifié ikke er entydigt. For det andet konstaterer Derrida, at betydningen aldrig ligger fast, men derimod er en skridende, forskydende størrelse. Signifianten henviser ganske vist til en signifie, men signifiéen fungerer selv som signifiant for en anden signifie etc. Dette forhold svarer til at slå op i en ordbog for at få et ords betydning defineret, hvorefter man blot støder på flere ord, som også må defineres. Sproget henviser altså til sig selv i det uendelige, og det enkelte tegn indgår tilsvarende i en endeløs kæde af betydningsskabende signifianter.
Således hører dekonstruktionen ligesom blandt andet Lacans psykoanalyse ind under poststrukturalismen, som netop pointerer, at al betydning hviler på forskel og udsættelse. Dvs. at tegnet aldrig kan nå dets betydning og i yderste konsekvens, at det socialt konstruerede sprog ikke kan sige noget om virkeligheden. Derrida markerer denne radikale ændring af opfattelsen af tegnbegrebet ved at konstruere et nyt ord, "différance", der henviser til Saussures forskelsbegreb, "différence". I et interview fortæller han:
Den aktivitet eller produktivitet, der konnoteres af a i différance henviser til den generative bevægelse i forskellenes spil. Forskelle er ikke faldet ned fra himlen, og er ikke indskrevet én gang for alle i et lukket system, i en statisk struktur, som lader sig udtømme i en synkronisk og taxinomisk beskrivelse. Forskelle er virkninger af transformationer, og fra dette synspunkt er temaet differeren uforeneligt med det statiske, synkroniske, taxinomiske, ahistoriske osv. motiv i begrebet struktur. (Derrida, 1970, p. 251)Med en bevidst stavefejl markerer Derrida altså, at systemet ikke er en absolut størrelse, hvori relationen mellem forskellige elementer er betydningsbærende. Det er i stedet gennem dynamikken, at betydningen skabes. At forskellene således ikke ligger fast stemmer overens med Derridas tanke om, at der ikke eksisterer en endelig betydning. Med signifiéens udtrykkende funktion beskrevet ovenfor dekonstruerer han så at sige, hvad han kalder for det trancendentale signifié, som netop "er nødvendigt for at forskellen mellem signifié og signifiant ét sted kan være absolut og ureducerbar" (Derrida, 1970, p. 67)
Tekst og fortolkning
Derrida hævder i "Om Grammatologi", at "der er ikke noget udenfor-tekst" (Derrida 1969. Her fra: Hans Hauge, 2001, p. 246), dvs. der er ikke noget uden for teksten. Ligesom tegnet er heller ikke teksten en endelig, lukket struktur. Den er ikke blot, som opfattet i den vestlige metafysik, en signifiant for en entydig signifié, men derimod en langt mere kompleks og betydningspluralistisk størrelse.I denne forbindelse kritiserer Derrida den vestlige tænkning for dens fokusering på centeret i teksten. Ved kun at koncentrere sig om et centrum, må man reducere og tilsidesætte de elementer, som underbygger tekstens helhed. Herved marginaliserer man dele af teksten, siger Derrida, som er lige så essentielle for dens betydninger som det tilsyneladende centrale.
Den dekonstruktive handling består i netop at forskyde fokus til det marginaliserede og så at sige vende teksten på hovedet. Herigennem sidestilles det af den strukturalistiske læsning udelukkede, og det marginaliserede vender tilbage i teksten.
Teksten som et system er umulig at overskride, idet læseren, som selv er en del af den diskurs, teksten er indskrevet i, netop ikke er placeret uden for den, men derimod inden i den. Med bevidstheden om det søger den dekonstruktive læser dog alligevel at finde udveje i teksten og dermed slippe fri af hele den vestlige logocentriske tænkemåde. Ved at "lade som om" man kommer på ydersiden af teksten, er der om ikke andet mulighed for at stille sig kritisk over for tekstens system.
I overensstemmelse hermed peger Derrida på en dobbelthed i tolkningen af en tekst, som også gælder for tegnet, og hvad han kalder, spillet. Der eksisterer to modstridende fortolkninger, som altid er i spil samtidigt. Én læsemåde holder sig inden for tekstens rammer, lukker den og konstruerer en betydningsstruktur. En anden læsemåde forsøger at overskride teksten, åbner den og destruerer ideen om en entydig betydning.
Den første læsemåde er, siger Derrida, en fordoblende kommentar, som blot skriver videre på teksten, idet den ikke overskrider den. Det vil sige, den tror, den placerer sig udenfor, men det gør den ikke, idet dén og teksten er indfattet i én og samme diskurs. Det er den traditionelle, opbyggende måde at tolke på, som også strukturalismen repræsenterer. Derrida siger:
Den (...) forsøger at dechifrere, drømmer om at dechifrere, en sandhed eller en oprindelse, der er fri af spillet og fra tegnets orden (...). (Derrida, "Structure, Sign and Play in the Discourse of the Human Sciences". Her fra: Hauge, 2001, p. 252)Den søger altså at finde den tidligere nævnte trancendentale signifié, i modsætning til den anden læsemåde, som erkender umuligheden af at finde en endelig betydning. Den anden læsemåde er netop karakteriseret ved, at den
(...)ikke længere er rettet mod en oprindelse, godkender spillet og forsøger at bevæge sig hinsides mennesket og humanismen(...)". (Ibid)Den er inspireret af Nietzsche og Heidegger og kan forekomme destruktiv, men Derrida betoner, at destruktionen fra starten af er et mislykket projekt. Den bilder sig nemlig ligesom den første læsemåde ind, at den kan sætte sig uden for teksten:
The step "outside philosophy" is much more difficult to conceive than is generally imagined by those who think they made it long ago with cavalier ease, and who are in general swallowed up in metaphysics by the whole body of the discourse that they claim to have disengaged from it. (Rivkin m.fl., 1998, p. 235)Læsemåden er altså ikke destruktiv, men derimod direkte dekonstruktiv, idet den på optimistisk vis forsøger at overskride teksten på spillets præmisser velvidende, at en sådan handling er illusorisk.
Fortolkningens dobbelthed kan fungere som et billede på dekonstruktionens tvetydige projekt, idet læsemåderne sideløbende opbygger og nedbryder teksten som dekonstruktionen selv, der heller ikke fastholder én, men i stedet flere samtidige positioner.
Nedbrydning af det binære modsætningspar
For både tegnet og teksten gælder det, at de er defineret ud fra forskelle, og det er kendetegnende for hele den vestlige tænkning, at vi opfatter gennem modsætningsstrukturer. Sådanne modsætninger opfattes som logisk funderede, eviggyldige sandheder, som med deres lovmæssige status er hævet over enhver form for subjektiv kritik. Også dét gør Derrida op med.Hans dekonstruktion består i en "omvendt" tilgang, hvor han viser, at det binære modsætningspar rent faktisk ikke er en objektiv størrelse. I stedet hævder Derrida, at det hviler på et socialt konstrueret værdihierarki eller mere radikalt; et undertrykkende voldshierarki. De to poler i dikotomien er ikke logisk sidestillede, som oprindeligt antaget, men er i stedet karakteriseret af en uligevægt, som favoriserer den ene over den anden. Den ene pol er den højest prioriterede og opfattes som oprindelig, mens den anden opfattes som mindreværdig og som en afledning af den første. Eksempler på det er fx den kristne opfattelse af verden som splittet mellem god vs. ond, hvor Gud sættes som den positive og oprindelige pol, mens Satan er den lavere, af Gud skabte, faldne engel. Eller forholdet mand vs. kvinde, hvor manden ifølge Paradismyten er det oprindelige menneske og kvinden blot en afledning af mandens ribben.
Derridas eget primære eksempel er det binære modsætningspar tale vs. skrift, som med den klassiske værens-filosofi i århundreder har fremhævet talen som det oprindelige sprog, idet det ligger nærmest sjælen og er karakteriseret ved nærvær. Med dekonstruktionen af den tidligere nævnte trancendentale signifié og dermed også af ideen om en endelig kerne eller sjæl, må også denne konstruktion givetvis lade livet.
Sammenfattende kan man sige, at Derrida med sin dekonstruktion af det binære modsætningspar i bred forstand problematiserer og relativiserer hele den vestlige metafysik, herunder strukturalismens sprogsyn, som dekonstruktionen på samme tid ligger i forlængelse af.
Litteratur
Hans Hauge: Dekonstruktionisme. Litteraturens tilgange - metodiske angrebsvinkler, red. Johannes Fibiger; Gerd Lütken; Niels Mølgaard. København, Gads Forlag, 2001Hans Hauge: O, mening. Til værks - dekonstruktionen som læsemåde, red. Tania Ørum. Århus, Tiderne Skifter, 1994
Jacques Derrida: Om grammatologi, København, Universal Trykkeriet A/S, 1970
Jacques Derrida: Struktur, tegn og spil i humanvidenskabernes diskurs. Litteraturteoretisk antologi, red. Bo Kampmann Walter. København, Gyldendal Uddannelse, 2001
Jacques Derrida: Semiologi og grammatologi. Strukturalisme, red. Peter Madsen. København, Rhodos, 1970
Jan Rosiek: Bogstavelighedens projekt. Skud, red. Anders Østergaard. Viborg, Amanda, 1992
Julie Rivkin; Michael Ryan (red.): Literary Theory: An Antology. Oxford, Blackwell Publishers Inc., 1998
Pil Dahlerup: Dekonstruktion, 90'ernes litteraturteori. København, Nordisk Forlag, 1991
Udvalgte artikler