Ludwig Wittgenstein: Fra logik til sprogspilsteori
Af Jørn List-Christiansen
Ludwig Wittgenstein er født i Wien 26/4 1889. Han var søn af en rig industrimagnat, hvis hjem var samlingssted for samtidens store navne indenfor kunst og kultur.Han studerede til ingeniør i Berlin og Manchester, men i 1911 indskriver han sig på universitetet i Cambridge for at studere under Bertrand Russell, som på dette tidspunkt beskæftigede sig med at undersøge matematikkens grundlag (Principia Mathematica). Målet var at påvise, at alle matematikkens principper kunne reduceres til logiske principper. Russell fremstillede i den forbindelse logikken som et deduktivt system der byggede på 5 postulater, som alle logikkens og matematikkens teoremer (afledte sætninger) skulle kunne føres tilbage til.
I sine studier af Russells arbejde påviser Wittgenstein, at alle de 5 postulater var tautologier, dvs. at de var altid sande, uanset hvilken sandhedsværdi de indgående domme havde. F.eks. er sætningen: "Hvis det er sandt, at det regner, så er det også sandt, at enten er dronningen skaldet, eller også regner det" altid sand, hvad enten det regner eller ej, og hvad enten dronningen er skaldet eller ej. Dette betyder, at alle logikkens og matematikkens teoremer er sande alene i kraft af deres logiske struktur, og ikke fordi de kan verificeres af eksempler fra virkeligheden. Logik og matematik siger intet om virkeligheden.
Wittgensteins videre arbejde, hvis resultater er nedfældet i bogen "Tractatus Logico Philophicus", går ud på at undersøge, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at sproget, dvs. det beskrivende sprog, er i stand til at afbilde kendsgerninger i virkelighedens verden. Det er samtidig en undersøgelse af sprogets grænser.
Resultatet af disse undersøgelser bliver, at hvis en sætning skal udtrykke noget meningsfuldt om en kendsgerning, så må sætningen og kendsgerningen have samme "logiske struktur". Det mærkelige ved teorien er, at det ikke synes at være muligt for Wittgenstein at sige noget opklarende om denne logiske strukturs natur. Vi oplever den bare.
Wittgensteins sprogteori bygger på "den logiske atomisme" (udviklet af Russell og Wittgenstein). Den går ud på, at verden består af atomare, dvs. simple og uafhængige, kendsgerninger; disse kan afbildes i såkaldte elementarsætninger. En elementarsætning er en sætning, som udtrykker et simpelt sagsforhold og som ikke lader sig analysere. Wittgenstein giver i Tractatus ingen eksempler på sådanne elementarsætninger, hvilket måske også er umuligt, da "simpelt sagsforhold" ikke lader sig definere.
Alle meningsfulde sætninger i de "naturlige" sprog hævdes at kunne udtrykkes i logikkens formelle sprog (ekstentionalitetstesen): Enhver sammensat sætning er en funktion at de usammensatte sætninger, der indgår i den, dvs, at deres sandhed/falskhed er afhængig af de usammensatte sætningers sandhedsværdi. (Teorien er ikke holdbar: ("Jeg troede, at månen er lavet af ost")).
En følge at Wittgensteins teori er, at filosofi er en umulighed. Sproget kan nemlig kun afbilde kendsgerninger eller mulige kendsgerninger, og da filosofiens hovedproblem ifølge Wittgenstein er forholdet mellem sprog og virkelighed, kan dette ikke afbilde i sproget selv, på samme måde som en hammer ikke kan slå sig selv. Heller ikke de såkaldte performative sætninger giver nogen mening, hvilket først senere gik op for Wittgenstein.
En anden følge af teorien er, at Wittgenstein senere må indrømme, at alt, hvad han har skrevet i Tractatus er meningsløst. "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie". Således slutter Tractatus.
Man kunne nu med god ret spørge, hvorfor vi skal bruge tid på at læse en bog fuld af meningsløse sætninger. Wittgenstein svarer selv: "Mine sætninger er oplysende på den måde, at den, som forstår mig, til sidst erkender, at de er meningsløse, når han ved hjælp af dem - som op ad en stige - har hævet sig op over dem. (Han må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den)."
Jeg ved ikke, om denne forklaring bør tages for gode varer. I hvert fald er den ifølge Wittgenstein selv meningsløs!
Det er klart, at en teori, som påstår, at kun naturvidenskabelige beskrivelser har sproglig mening, må løbe ind i alvorlige problemer. Når al oplysning foregår vha. meningsløse sætninger er det jo en gåde, at oplysning i det hele taget er mulig, og det mener Wittgenstein åbenbart selv at den er.
I begyndelsen af 30´erne kom Wittgenstein selv i tvivl om sim teoris "sandhed". I løbet af 30´erne udviklede Wittgenstein så sin sprogspilsteori, som ligger meget langt fra Tractatus-teorien.
Alle naturlige sprog er ifølge den omvendte Wittgenstein konventionelle spil, hvis formål er at kommunikere mening mellem mennesker, som er enige om spillets regler. Meningen opstår, når sproget bruges, og meningen er afhængig af sprogbrugssituationen (konteksten).
Der er altså ikke længere tale om ét bagvedliggende logisk sprog, som alle naturlige sprog kan føres tilbage til, men derimod opereres der i princippet med uendelig mange sprogspil. Alle livsformer har sit sprogspil: videnskaberne, kunsten, håndværket, sporten, landbruget osv.
Disciplinerne "pragmatisk analyse" og "diskursanalyse" er udløbere af den sene Wittgensteins sprogspilsteori.
Udvalgte artikler