Marxisme ifølge Karl Marx og Friedrich Engels
Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine Mortensen og Nikolaj Nørgaard.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Karl Marx og Friedrich Engels udviklede
i slutningen af det 18. århundrede marxismen. I denne periode stod Europa
overfor en omfattende industrialiseringsproces. Tyskland var på det tidspunkt
tilbagestående i forhold til den industrialisering som England og Frankrig
oplevede. Marxs interesse lå i at belyse Tysklands mulighed for
udvikling og forandring. Inspireret at Hegel, så han udvikling og forandring
som konsekvenser af dialektiske modsætninger. Marxs teorier kan tolkes
som en dialektisk materialisme, der i fortolkningen af historien inkluderer
studier af mennesker som sociale klasser eller grupper fremfor enkelte individer,
f.eks. landejere, kapitalister og arbejdere. Centralt for den historiske udvikling
var de socioøkonorniske strukturer, f.eks. produktions- og ejendomsforhold,
der blev anskuet som konstituerende for andre forhold (Fink m.fl. 1993, p. 94).
Menneskenes sociale forhold og især den materielle produktion, var afgørende
for den historiske udvikling.l den materialistiske historieopfattelse bliver tre begreber centrale; nemlig produktivkræfter, produktionsforhold og produktionsmåde. Produktivkræfterne indbefatter den viden, menneskene har udviklet, i forhold til at bearbejde naturen. Produktionsforhold er de socioøkonomiske forhold mellem forskellige klasser. Produktionsmåden betegner syntesen af produktivkræfterne og produktionsforhold. Det er produktionsmåden, der er grundlæggende i ethvert samfund, forstået på den måde, at det er den kerne eller basis hvorudfra alle andre samfundsforhold determineres. Når produktionsforholdene, relationerne mellem klasserne, ikke længere udvikler produktivkræfterne, opstår den sociale revolution.
Marxismen mener, at der gennem afskaffelsen af klasseherredømmet bliver etableret mulighed for, at skabe et bedre og mere solidarisk samfund. Denne opfattelse kaldes for kommunisme. Forbedringen i det postkapitalistiske samfund sker som følge af en ny produktionsmåde, hvor systemet er karakteriseret ved, at alle arbejder efter evne og nyder efter de behov de har. l denne nye produktionsmåde er al ejendom fælles.
Man kan dog påpege, at Marx har et noget ambivalent forhold til kapitalismen. På den ene side findes der en dynamik og kraft i kapitalismen og i dens dominerende klasse, bourgoisiet. Denne dynamik gør bl.a., at samfundet er under konstant udvikling, at verden civiliseres og urbaniseres. Men samtidig mener han, at kapitalismen giver fremmedgørelse, udnyttelse af arbejdskraften, stor ulighed, samt har negative økonomiske konsekvenser. Selvom reformer kan afhjælpe nogle af de værste "onder" ved kapitalismen er det kun gennem at konstruere et postkapitalistisk samfund, som er kendetegnet af lighed og frihed, at det kan lade sig gøre, at ernancipere sig fra kapitalismen (Elliot, 1996, p. 39)
Merværdi
Marx var desuden inspireret af bl.a. Adam Smith og hans analyse af den kapitalistiske markedsøkonomi. Det var udfra Smiths arbejdsværdilære, dvs. at varens værdi svarer til mængden if arbejde, at Marx hentede inspiration til at udvikle sin egen merværditeori. Forholdet mellem ejeren af produktionsmidlerne og lønarbejderen er centralt for den kapitalistiske produktionsmåde. Det er gennem lønarbejderens arbejde, at kapitalen skal øges. Dette forudsætter, at produktionen indrettes på en produktion af varer, der har større værdi end de varer, som anvendes i fremstillingen af dem. Denne produktionsform forudsætter på den ene side retten til privat ejendomsret, og på den anden side en "fri" arbejderklasse, der vil sælge deres arbejdskraft for at overleve.Merværdien er den værdiforøgelse, der sker med en råvare under dens forvandling til en færdigvare. Det er derved arbejdskraftens indsats der gør, at der produceres merværdi, eller profit. Lønmodtageren tilfører varen en værdiforøgelse, der er større end den værdi hans salg af sin arbejdskraft giver. Varen "arbejdskraft" kan, gennem kapitalisterne forbrug af den, forøge værdien, fordi den præsterer mere arbejde, end den selv koster (Petersen, 1966, pp. 22-28).
Menneskets dobbelte karakter
Mennesket anskues som et naturvæsen, der samtidig kan stille sig over naturen og beherske den, for derigennem at opnå sine mål, og derved blive frit. Denne dobbelte karakter, at menneket er et naturvæsen, der sætter sig udover naturen, viser sig i arbejdet. Det er gennem arbejet, at mennesket former sit liv og er historieskabende. Imidlertid kan denne forbindelse mellem menneske og arbejder fordrejes, så udfoldelsen udvikler sig til fremmedgørelse.Opsamling på marxisme
Marxismens grundantagelse er, at det kapitalistiske samfund medfører en fremmedgørelse, udnyttelse af arbejdskraften, stor ulighed samt negative økonomiske konsekvenser. Kun gennem revolution og efterfølgende postkapitalisme, kendetegnet af lighed og frihed, kan man emancipere sig fra kapitalismen. Det er i produktionsmidlernes fælleseje, at den enkelte får mulighed for at yde efter evne og nyde efter behov, som netop er marxismens ideal.Kritik af marxismen
Marxismen er blevet kritiseret for at reducere alle forklaringer til de materielle økonomiske vilkår, hvilket ifølge kritikerene skulle undelade andre vigtige forhold.Litteratur
Elliot, J. E. (1996): "Philosophical foundations of social Economics" fra "Social Economics, Premises, findings and policies. New Developments in Social Economics" edited by Edward J. O'Boyle (1996). London: RoutledgeFink, H., Bengt-Pedersen, C., & Thomassen, N. (1993): "Menneske Samfund Natur, indføring i filosofi". København: Nordisk Forlag A/S
Petersen, G. (1966): Marxistiske grundbegreber. Silkeborg: Socialistiske perspektiver
Udvalgte artikler