Nikolas Rose
Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Nikolas Rose anlægger, ligesom Michel Foucault, et kritisk perspektiv på vore kulturelle forestillingsmønstre, især dem der fremstår som naturlige eller universelle. Roses interesse er derved at stille spørgsmålstegn ved de selvfølgeligheder, der ser ud til at findes i vores moderne vestlige samfund. Dette kalder han critical history. Denne måde at analysere og anskue vores historie på, har han fra Foucault (Rose,1998:170).Rose forsøger så at sige at løfte sig ud af psykologien og analyserer, hvordan denne har udviklet sig til at blive en fuldstændig central teknologi, dvs. en dominerende vidensform eller et vidensregime, i vores vestlige verdensdel. I denne sammenhæng er det vigtigt at pointere, at Rose overtager Foucaults vidensregimebegreb. Dette betyder, at Rose som Foucault mener, at der ingen magt findes, uden at der samtidig dannes et modsvarende vidensfelt, ligesom der ikke findes viden, der ikke forudsætter og samtidig konstituerer magtrelationer. Dette indebærer, at vidensregimerne eller magt/vidensrelationerne bestemmer sandhedsregimerne og på denne måde skaber felter af sandhed (Rose,1998:169-170).
Således er sandhed og viden ikke bare noget, som er, men tværtimod noget der skabes og genskabes gennem diskursiv praksis. I og med at man ikke kan tale om én sandhed, betragtes sandheden i stedet som lokal og partiel, og som udtryk for historisk specifikke magt/vidensrelationer. Det vil sige, at den måde, vi i dag forstår os selv, andre mennesker og verden på, er skabt gennem disse magt/vidensrelationer. Rose betragter således, psykologien som et magt/vidensprodukt, der gennemtrænger det enkelte menneske og dets omverden. Psykologi er derved, i Roses optik, meget mere end en samling abstrakte forklaringer, det bliver som sagt en teknologi, som konstituerer nogle måder at være individ på, hvilket gør nogle subjektformer mere oplagte og mulige end andre. Man kan således sige, at Rose netop med dette udgangspunkt forsøger at klarlægge, hvorledes psykologien har betydning for, hvordan vores verden er organiseret, samt hvordan vi som mennesker forstår os selv og vores omverden (Rose,1998:170-171).
På denne baggrund forklarer Rose bl.a., hvordan mennesket danner ideen om selvet. Han udpeger det, han kalder the psy sciences og betragter disse som en væsentlig faktor i produktionen af selvet. Psy er som sagt en forkortelse af psykologi, psykiatri, psykoanalyse osv. (Rose,1998:169-170). Rose mener, at disse teknologier har skabt en mangfoldighed af nye måder, hvorpå vi er begyndt at forstå os selv. Teknologierne er anonyme og samler sig som en indre instans i det enkelte subjekt. Kort sagt, selvet er formet af psy-teknikkerne (Rose,1998:175).
Som nævnt ovenfor analyserer Rose netop, hvordan psykologi har udviklet sig til at blive en central teknologi. Det er psy, som bestemmer, hvordan vi organiserer verden, og hvordan vi som mennesker forstår os selv (Rose,1998:171). Psy tilbyder et system af værdier, som mennesket kan leve efter, og disse værdier er nøje forbundet med stræben efter frihed, valg og identitet. Psy lover derved, at den har mulighed for at finde og befri vores sande jeg, men dette oprindelige jeg, som psy vil frigøre, eksisterer ifølge Rose ikke. Således er vores idé om det rationelle, frie, afgrænsede subjekt en illusion. Selvet er en historisk opfindelse (Rose,1998:169-170). At mennesker betragter sig selv som autonome, selvberoende individer, der forstår sig selv gennem ord som autonomi, identitet, individualitet, frihed og valg betyder, ifølge Rose, at psykologien er et led i en subjektiveringsproces af det enkelte menneske. Gennem psy-teknologierne retter vi os mod os selv og former særlige forventninger om os selv, og således gør vi netop disse teknologier til os selv (Rose,1998:180,182). Herigennem styrer psy-teknikkerne mennesket.
Roses interesse er således forholdet mellem psykologi og styring (government). Han mener, at vi er sammensat sådan, at vi styres eller reguleres på særlige måder. Styring finder netop sted ved, at individet tager særlige 'frie' valg på sig, således at det aktivt subjektiverer særlige forståelser af at være individ. På denne måde opstår der en løs og fleksibel alliance mellem personlige fortolkninger og ambitioner og institutionaliserede eller socialt vægtede og ønskværdige måder at leve på. Vi problematiserer os selv, diagnosticerer os selv og forbedrer os selv og vore indre verdener, alt sammen i drømmen om mere frihed og \"agency\", dvs. i stræben efter udvidet handlerum, rum til at være 'hvem vi virkelig er'. Dette er koblet til en omfattende styreform, nemlig styringen af 'frie' mennesker. Mennesket bliver kontrolleret og kontrollerer sig selv. Hvis vi på nogen måde vil arbejde imod styringen, mener Rose, at man må starte med at erkende det ødelæggende ved vores illusion om en indre kerne. Vi må forstå, at selvom vi ikke kan genopfinde (disinvent) os selv i den forstand, at vi kan være noget uden for de eksisterende diskurser, må vi i det mindste kæmpe imod de former for subjektivering, der er blevet opfundet til os og begynde at opfinde andre subjektpositioner til os selv (Rose,1998:184-185). Det at forstå hvad man kan, eller rettere hvad man ikke kan, er en forudsætning for at kunne modarbejde psy-teknologierne. Strengt taget kan man sige, at selvet, ifølge Rose, er noget, der skal overvindes.
Litteratur
Rose, Nikolas (1998): Inventing our selves. Cambridge University PressUdvalgte artikler