Nyere Psykoanalyse
Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Mange af de principper som ligger til grund for psykoanalytisk tænkning i dag etableredes fra 1895-1905 af Freud (Mitchell,1995:5). Således er en teori kun psykoanalytisk, hvis den lægger vægt på barndommens betydning for personlighedsstrukturen, opererer med forestillingen om det ubevidste samt retter forkus mod seksualitetens rolle i udviklingen. I Freuds teori om den menneskelige psyke, står menneskets natur i et modsætningsforhold til kulturen. Barnet må således socialiseres for at kunne indgå i samfundet. De fleste nutidige psykoanalytiske skoler ser imidlertid individet som mindre fremmede for kulturen end Freud gjorde (Mitchell,1995:112-113). Her gennemgås den interpersonelle psykoanalyse udviklet af Harry Stack Sullivan (1892-1949) og objekt-relations teorien udviklet af bl.a. W. Ronald D. Fairbairn (1899-1964) og Donald W. Winnicott (1896-1971). Med disse to teorier får man et godt billede af, hvad psykoanalysen i dag bygger på.Interpersonel psykoanalyse
Harry Stack Sullivan arbejdede især med skizofrene, modsat Freud, der kun arbejdede med neurotikere og mente at skizofreni ikke kunne helbredes. Sullivan var utilfreds med den traditionelle psykiatris opfattelse af den skizofrene, som værende uden kontakt til andre mennesker, ude af stand til at indgå i almindelige relationer. Den skizofrene lever, ifølge den traditionelle psykiatris opfattelse, i sin egen verden og tænker og taler usammenhængende, hvilket hos Freud kaldes primærprocestænkning. Denne opfattelse klassificerer skizofreni som en neurofysiologisk sygdom, en forstyrrelse i psyken (Mitchell,1995:60-61). Denne beskrivelse af den skizofrene er Sullivan uenig i. Ifølge ham, er den skizofrene tværtimod ekstremt følsom overfor sit interpersonelle miljø. Sullivan mener således, at vil man forstå psykopatologi, må man se på patientens interpersonelle miljø og ikke isoleret på individets psykologiske processer. Individet kan, ifølge den interpersonelle psykoanalyse, ikke skilles fra sit miljø, idet selvet formes i relationen til andre. Sullivans påstand er den, at en adfærd, der umiddelbart synes bizar og uden mening, hvis man ser isoleret på den, giver mening, hvis man ser på den i relation til den interpersonelle kontekst (Mitchell,1995:62).Denne kopernikanske vending i forhold til genstanden for undersøgelse, har betydning for, hvordan man tænker og taler om personlighed, psykopatologi og psykoanalyse. Hvor Freud leder efter undertrykte ønsker og fantasier, leder Sullivan efter forsømte interaktioner (Mitchell,1995:63). Er man f.eks. tilbøjelig til at tillægge sin elskede kvaliteter, som denne ikke har og elske vedkommende pga. disse, søger Sullivan efter relationer i fortiden, som ligger til grund for denne tilbøjelighed. Man er måske selv blevet elsket på denne måde (Mitchell,1995:64).
Angst og måden at tackle denne på spiller en central rolle i den interpersonelle psykopatologi. Angst bliver den vigtigste faktor i tilblivelsen af selvet og i reguleringen af interaktionen med andre. Modsat Freud ser Sullivan menneskets behov som uproblematiske i sig selv. De står ikke i modsætning til kulturen. Mennesket ses som et socialt dyr, som naturligt trækkes mod interaktion med andre. Der er således ikke tale om et modsætningsforhold mellem kulturen og menneskets natur, som værende årsag til konflikter og utilfredshed.
Det er ifølge Sullivan angsten, der er årsag til konflikterne og utilfredsheden. Følelser smitter, mener Sullivan, således også angst. I opvæksten vil barnet forsøge at undgå adfærd, som genererer angst hos moderen eller andre omsorgspersoner, for dermed at undgå selv at føle angst. Det vil stræbe imod at opføre sig således, at der kommer afslappet, positiv respons, for på denne måde selv at opnå sådanne tilstande. Denne proces danner selvet, eller selv-systemet, som Sullivan kalder det. Barnets selv-system dannes altså således, at det passer ind i dét interpersonelle miljø, det befinder sig i. Bevidstheden er altså, ifølge denne tankegang, helt igennem socialt konstrueret. Individets mening og værdier er udledt af måden, hvorpå andre reagerer på det (Mitchell,1995:66-71).
Hvor Freud mener, at årsagen til folks problemer skal findes i individet selv, hævder Sullivan, at årsagen til problemerne må søges i tidligere relationer. Angst opstår i en situation, som ligner en situation, som i opvæksten udløste angst. Når denne angst opstår udfører personen en sikkerhedsoperation (security operation), dvs. at denne omformer de følelser og den adfærd, som er årsag til angsten, til en følelse og en adfærd, som ikke genererer angst, for at skabe distance og for at genvinde en følelse af sikkerhed. Sikkerhedsoperationer er selv-systemets angst-reducerende manøvrer, der bruges til at aflede forventede trusler (Mitchell,1995:73-74).
Hvor Freud ser f.eks. tvangstanker, som noget der er opstået pga. et uløst ødipus-kompleks, en analfiksering som gør, at man udvikler et ekstremt behov for at kontrollere sine omgivelser, ser Sullivan dette behov som et forsvar mod ydmygelse og angst. Han hævder, at en person der lider af tvangstanker, i sin opvækst har været udsat for enten fysiske eller psykiske overgreb, samtidig med at han har fået at vide, at han var elsket, og at overgrebene var til hans eget bedste. Dette interpersonelle miljø resulterer i forvirring og forundring. Personen vil, for at undgå angstfremkaldende situationer, distancere sig fra andre, og forsøge at kontrollere dem, for således at undgå den forvirring, som han oplevede i interaktionen med sin familie (Mitchell,1995:75). På trods af forskellen i forhold til Freud ses det her, at Sullivan som Freud lægger vægt på, at jeget udvikles i den tidlige barndom.
I en terapisituation vil analysand og analytiker komme til at udspille de specielle dynamiske mønstre, som analysanden "plejer", at udspille i sine relationer. På denne måde bliver mønstrene synlige for analytikeren, og denne kan påpege disse over for analysanden, som bliver bevidst om dem, og hermed gives mulighed for at ændre dem (Mitchell,1995:82-83). Der er altså i terapisituationen tale om en overføring ligesom hos Freud.
Objekt-relations-teorien
Objekt-relations-teorien bygger på Melanie Kleins syn på mennesket, som værende disponeret for interaktion med andre. Hun var tysker og var en af de mest indflydelsesrige psykoanalytikere siden Freud, hun levede fra 1882 til 1960 (Mitchell,1995:85). Objekt-relations-teorien bryder med Kleins forestilling om, at det er dødsdriften og dermed de aggressive drifter, som konstituerer mennesket. Den foreslår i stedet, at mennesket er disponeret for harmonisk interaktion og utraumatisk udvikling, og at det er den utilstrækkelige omsorg fra forældrene, der hindrer denne (Mitchell,1995:113-114).W. Ronald D. Fairbairn
Fairbairn er således ikke kleinianer. Han er mere radikal objekt-relations-teoretiker, idet han fokuserer på, at det er relationerne, der bestemmer driften og ikke driften, der bestemmer relationerne. Fairbairn hævder, at libidoen ikke, som Freud mener den er, er nydelses-søgende, men snarere objekt-søgende. Menneskets motivation for at handle følger således ikke det hedonistiske princip som Freud hævder, der går ud på at reducere smerte og søge nydelse, hvor andre mennesker bruges som middel til tilfredsstillelse af drifter. Der er derimod, ifølge Fairbairn, ligesom hos Sullivan, tale om, at selve relationen til andre er målet i sig selv. Barnet er socialt og søger kontakt, fordi dette ligger i dets natur, ikke fordi kontakten er middel til tilfredsstillelse af drifter. Tanken er den, at barnet knytter sig til forældrene, gennem den kontakt de sørger for, og denne form for kontakt bliver mønster for den måde barnet indgår i relationer, uanset om denne kontakt er af smertefuld karakter (Mitchell,1995:115-116).Fairbairn forestiller sig, at sund forældreomsorg resulterer i udadvendt fokus rettet mod virkelige mennesker. Modsat resulterer utilstrækkelig forældreomsorg, hvor barnets behov for kontakt ikke er blevet mødt i tilstrækkelig grad i, at barnet vender sig fra virkeligheden og virkelige relationer, og i stedet etablerer relationer til interne objekter, som således fungerer som erstatning for de manglende virkelige relationer (Mitchell,1995:117). Disse relationer til interne objekter er barnets måde at opretholde kontakten til de sider af forældrene, som disse ikke giver adgang til. Der bliver på denne måde tale om, at barnets selv splittes i og med, at det dels rettes imod de virkelige forældre i den eksterne virkelighed, dels imod de interne opdigtede forældre (Mitchell,1995:120). Enhver vil forme sine relationer efter det mønster, som disse tidligste internaliserede relationer har. Man vil altså projicere sine relationer til sine interne objekter over på nye interpersonelle situationer. Nye kærlighedsobjekter vælges pga. deres lighed med de utilfredsstillede kontaktbehov, som er blevet til interne objekt-relationer (Mitchell,1995:121-122). Her ses igen det gennemgående træk ved psykoanalytiske teorier, at det er i den tidlige barndom, at jeget dannes. Der er også, som vi så det hos Freud, tale om, at valget af kærlighedsobjekt følger det ideal, som dannes i den tidlige barndom. Skal en person slippe dette mønster, må denne blive i stand til at tro på, at der er andre måder at indgå i relationer til andre på. Ellers vil denne være bange for slet ikke at kunne indgå i relationer, da det indlærte mønster for disse udgør den måde, hvorpå dette overhovedet synes muligt (Mitchell,1995:122). Her som hos Sullivan er terapisituationen et rum, hvor tidligt påførte skader i jeget 'repareres'.
Donald W. Winnicott
Winnicott, der ligesom Fairbairn lægger vægt på relationerne frem for driften som determinerende for personlighedsdannelsen, interesserede sig for det, han kaldte for falsk-selv forstyrrelse (False Self Disorder) (Mitchell,1995:124). Winnicott følger, som Sullivan og Fairbairn, den klassiske psykoanalyses opfattelse af, at det er kvaliteten af de allerførste oplevelser hos barnet der er afgørende for dannelsen af personligheden. Er barnets behov ikke mødt på den "rigtige" måde, så kan der udvikles en personlighedsforstyrrelse (Mitchell,1995:125). Winnicott taler om, at en utilstrækkelig omsorg kan resultere i en splittelse af selvet i et sandt selv (true self) og et falskt selv (false self) (Mitchell,1995:131). Det der er på spil her, er en forestilling om, at for at blive en person med en solid følelse af et selv, oplevet som virkeligt og som udtrykker ens egen personlige mening, må moderen sørge for, at barnets subjektivitet dannes i løbet af de første måneder (Mitchell,1995:132).At blive et adskilt individ kræver en oplevelse af subjektiv omnipotens, som skabes i de tidligste måneder af livet i og med moderens opfyldelse af barnets ønsker. Barnet oplever, at det skaber virkeligheden i og med sine ønsker og sine fagter. Føler barnet sult, dukker der et bryst op til at stille denne med osv. Barnet oplever med andre ord sig selv som verdens centrum og skaber (Mitchell,1995:127). Først senere opleves moderen, som værende noget i sig selv; som noget eksternt. Barnet opdager, at der findes en ekstern og objektiv virkelighed. Winnicott hævder, at en for tidlig oplevelse af og stillingtagen til den eksterne virkelighed, dvs. inden subjektiviteten er dannet, resulterer i, at man danner et falskt selv. Dette sker, hvis moderen ikke tilpasser sig barnets begyndende subjektivitet, og hermed giver det oplevelsen af omnipotens (Mitchell,1995:132). Ifølge Winnicott, må man, ud over at have oplevelsen af den objektive virkelighed, bibeholde oplevelsen af sig selv som omnipotent, for fortsat at opleve egne ønsker som virkelige og meningsfulde, og for gennem disse at udtrykke sin subjektivitet. En person som udelukkende lever i den objektive virkelighed er et falskt selv uden en subjektiv kerne, kun rettet imod andres forventninger (Mitchell,1995:127).
I terapisituationen, som i tråd med både Sullivans og Faibairns opfattelse af denne, fungerer som et rum, hvor man reparerer de dele af jeget, der er blevet ødelagt, gælder det for analytikeren om at skabe et miljø, hvor analysanden kan få oplevelsen af omnipotens og hermed udvikle sin subjektivitet, sit sande selv (Mitchell,1995:133).
Litteratur
Mitchell, A. Steven and Margaret J. Black (1995): Freud and Beyond. A history of Modern Psychoanalytic Thought, BasicBooks, New YorkUdvalgte artikler