Relativisme

Af Joachim Ohrt Fehler

Relativismen tager udgangspunkt i at alt er relativt. Der er ifølge denne retning ingen sandheder, værdier eller normer der har absolut gyldighed uafhængigt af personen, tid og sted. Alt viden bliver altså lige gyldig, det er ifølge relativismen umuligt at finde et udgangspunkt for at finde noget viden der er mere gyldigt end andet.

De første relativister var sofisterne. De sagde at virkeligheden er som den enkelte oplever den. Denne retning stod i kontrast til andre filosoffer, som Sokrates, Platon, Heraklit og Pythagoras der alle var fortalere for en absolutisme, der betyder at verdenen har en bestemt og absolut grundorden. Diskusionen mellem relativismen og absolutismen forgår stadigt idag i forbindelse med om vi kan få objektiv universiel viden eller ej. Relativismen argumenterer for at det ikke er muligt at etablere videnskaber, som positivismen der forsøger at finde en objektiv og universiel videnskab.

Udfra relativismen bliver politiske og moralske spørgsmål ikke besvaret udfra om de er sande eller falske. Argumenter er nærmere en slags propaganda for at etablere sit eget synspunkt fremfor andres. I Platons bog "Staten" findes der i de første to kapitler en diskusion om hvad retfærdighed er. I denne diskusion argumenterer Sokrates udfra et absolutisk synspunkt, mens sofisten Thrasymachus tager udgangspunkt i en relativistisk argumetation. Thrasymachus mener at retfærdighed kan defineres udfra magt. Det retfærdige er det som de stærke gennem deres magt kan påtvinge andre gennem f.eks. love, vold og mord. Herved bliver love i et samfund et spørgsmål om magt fremfor en universiel moralsk retfærdighed. Tyrannen kan ses som retfærdig fordi han gennem magt skaber retfærdigheden på hans måde. Sokrates har en en mere idealistisk tilgang til retfærdighed. Han siger at retfærdighed både består i det ideelle samfund og i det fuldkomne menneske. Til spørgsmålet om dette ikke er et utopisk mål mener Sokrates at det er vigtigt at have idealet som mål selvom det måske ikke er muligt at nå det fuldt ud, fordi menneskene og samfundet ikke altid er så perfekte.

Kritik af relativismen

Litteratur