Rene Descartes metode
Af Jørn List-Christiansen
Det menneskelige intellekt besidder to naturlige evner, nemlig intuition og evnen til deduktion, mentale evner, der gør os i stand til, uden frygt for illusioner, at finde frem til viden om ting. Hver for sig og i sig selv er disse evner ganske vist i stand til at lede os på afveje, med mindre de bliver omhyggeligt reguleret. Metoden består derfor i de regler, der er nødvendige for at styre vore intuitive og deduktive evner på rette måde.Matematikkens eksempel
Descartes betragtede matematikken som det bedste eksempel på klar og præcis tænkning. "Min metode", skriver han, indeholder alt det, der giver sikkerhed til aritmetikken, ja faktisk ønskede han at gøre al erkendelse til "universel matematik". Han var overbevist om, at matematisk vished er resultatet af en særlig måde at tænke på. Matematikken er ikke metoden, men blot en fremvisning af den. Geometrien og aritmetikken, siger han, er eksempler på metodens anvendelse.I matematikken opdagede Descartes noget fundamentalt ved den menneskelige bevidstheds funktion. Specielt fæstnede han sig ved bevidsthedens evne til at opfatte visse grundlæggende sandheder direkte og klart. Ydermere viste den matematiske tænkning ham, at vi er i stand til at opdage, hvad vi ikke ved, idet vi på metodisk vis udgår fra, hvad vi i forvejen ved. Hvis vi kan opdage visse termers matematiske værdi (f.eks. en vinkelstørrelse) på grundlag af vores viden om andre termer (f.eks. liniestykkers længde og andre vinklers størrelse), hvorfor skulle vi så ikke lige så vel kunne bruge den samme fornuftmetode på andre områder? Descartes var overbevist om, at det kan vi.
Intuition og deduktion
Descartes ville rejse hele vor videns "bygning" på intuitionens og deduktionens fundament. Ved intuition forstår Descartes en intellektuel aktivitet eller vision af en sådan klarhed, at der ikke er mulighed for tvivl i sindet. Mens vore sansers svingende vidnesbyrd og vor fantasis ufuldkomne frembringelser blot hensætter os i tvivl og usikkerhed, leverer den intellektuelle intuition og den absolutte sikkerhed. Intuitionen giver os ikke blot klare begreber eller forestillinger, men også nogle sandheder om virkeligheden, som f.eks. "jeg tænker" og "jeg eksisterer " og "en kugle har kun én overflade", sandheder der er grundlæggende, simple og irreducible. Ydermere er det ved hjælp af intuition at vi indser forbindelsen mellem sandheder: f.eks. Hvis A=C og B=C, så er A=B.Ved deduktion forstår Descartes ikke noget som er væsentligt forskelligt fra intuition, idet han beskriver den som " enhver nødvendig slutten fra facts, der kendes med sikkerhed". Det, der er fælles for intuition og deduktion, er, at begge fører til sandheden: Ved hjælp af deduktion når vi frem til en sandhed ved en proces, en "sammenhængende, ikke afbrudt bevidsthedshandling".
Ved at binde deduktion og intuition så tæt sammen gav Descartes en ny tolkning af deduktionen, der op til hans tid havde været forbundet med en bestemt måde at tænke på, kaldet syllogismen. Deduktion, sådan som Descartes beskriver den, er forskellig fra syllogismen, for mens syllogismen drejer sig om begrebers forhold til hinanden, drejer deduktion sig for Descartes om sandheders forhold til hinanden. Det er én ting at gå fra et faktum, der er erkendt med sikkerhed, til en konklusion, som dette faktum implicerer, sådan som man gør i hvad Descartes opfatter som sand deduktion. Det er noget helt andet at gå fra en præmis til en konklusion, sådan som man gør i syllogismen.
Descartes understregede med vægt denne forskel mellem at slutte fornuftigt fra et faktum og fra en præmis, for hans metodes centrale pointe var på spil her. Descartes var overbevist om, at man kan slutte konsistent/gyldigt fra præmisser, men at konklusionens værdi helt og holdent afhænger af, om præmisserne er sande eller falske (Alle løver har vinger. Leo er en løve. Ergo har Leo vinger). Det, han angreb den tidligere filosofi og teologi for, var netop, at konklusioner blev udledt syllogistisk fra præmisser, der enten var usande eller udelukkende baseret på autoritet. (Det er vel stort set også Francis Bacons kritik af syllogismen.)
Descartes ønskede, at vor viden skulle hvile på et grundlag af absolut vished i individets egen bevidsthed. Derfor kræver erkendelse brugen af intuition og deduktion, "hvor første-principperne alene leveres af intuitionen, mens de fjernere konklusioner udelukkende fremkommer ved deduktion".
Men Descartes´ metode består jo ikke blot af intuition og deduktion, men også af de regler, han formulerer til deres styring.
Metoderegler
I "Om Metoden" formulerer Descartes fire regler, som han mente var tilstrækkelige blot man sørgede for altid at overholde dem.- "Den første regel var ikke at antage noget for sandt, som jeg ikke klart indså var sandt; det vil sige omhyggeligt undgå al forhasten sig og al fordom og ikke sammenfatte mere i mine domme end hvad der fremtrådte så klart og skarpt for min tanke, at jeg ingen anledning havde til at drage det i tvivl."
- "Den anden regel var at dele hver af de vanskelige problemer, jeg skulle undersøge, i så mange dele som det var muligt og som det var nødvendigt for at få den bedste løsning derpå".
- "Den tredje regel var at lede mine tanker i en bestemt orden, sådan at jeg begyndte med de genstande ( problemer), som var de simpleste og letteste at forstå, for så lidt efter lidt gradvist at stige op til forståelsen af de mest sammensatte, og sådan at jeg forudsatte en vis orden også mellem de genstande, som ikke af naturen fremtræder i en bestemt rækkefølge".
- "Og endelig var den sidste regel: overalt at foretage så fuldstændige optællinger og bevare et så omfattende overblik, at jeg var sikker på ikke at have glemt noget."
Udvalgte artikler