Sigmund Freud om narcissisme og skizofreni
Originalt af Sara Falby, Pernille Matthiesen, Gry Laage-Petersen, Joachim Ohrt Fehler og Siri Seidelin.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Sigmund Freud siger ikke meget om skizofreni, og hans ærinde i forhold til at tale om skizofreni er heller ikke at afklare skizofreni (Freud,1975:90). Freud beskæftiger sig indgående med narcissismebegrebet, og dette hænger tæt sammen med udviklingen af skizofreni i hans teori: Jeg må endnu engang bemærke, at jeg ikke her tilstræber at give nogen afklaring eller uddybning af skizofreniproblemet, men kun sammenfatter, hvad der allerede andetsteds er sagt, for at retfærdiggøre en indførelse af narcissismebegrebet. (Freud,1975:90)Ifølge Freud kan en sekundær narcissisme føre til udvikling af skizofreni. Hos ham får narcissismen en plads i menneskets almene udvikling, og den sekundære narcissisme ligger således som en mulig udvikling for alle mennesker (Freud,1975:89). Som tidligere nævnt mener Freud, at seksualdriften har mulighed for at gøre mennesket sygt, og driftsteorien kan altså, ifølge Freud, forklare skizofrenien eller den sekundære narcissisme. På denne baggrund bliver Freuds indføring af narcissismebegrebet relevant i forhold til vores problemstilling, på trods af at han ikke tager yderligere stilling til selve skizofreniproblemet, fordi dette forhold gør det muligt at forklare skizofreni ud fra driftsteorien.
Der er, ifølge Freud, to grundtræk ved den skizofrene; nemlig at denne lider af storhedsvanvid, og at denne vender sig væk fra yderverdenen (Freud,1975:89). På baggrund af dette andet træk bliver den skizofrene umulig at helbrede gennem psykoanalysen, idet denne unddrager sig påvirkning gennem psykoanalysen. Der kræves, ifølge Freud, et stærkt jeg for, at man kan klare en analyse af det ubevidste.
Den skizofrene har trukket sin libido tilbage fra objekter i verden og vendt denne mod jeget. Der er her tale om en sekundær narcissisme, men denne bygger på en primær narcissisme, dvs. den tilstand, som ethvert individ gennemløber i sin psykoseksuelle udvikling. Det der er på færde her, er altså den forestilling, at der i barnets udvikling er en narcissistisk fase, som er en del af den normale udvikling. I denne fase lider barnet af storhedsvanvid, hvor det overvurderer sine egne ønskers magt. I denne fase er libidoen udelukkende vendt mod jeget, og dermed vendt væk fra objekter i verden. Senere i normaludviklingen afgives en del af libidoen naturligt til objekter i verden (Freud,1975:91).
Driftsteorien
Freud taler om to driftskategorier: jegdrifterne, som tjener selvopholdelsen og seksualdrifterne, som tjener lystopnåelsen (Freud,1975:32). Jegdrifterne, som er drivkraften bag dannelsen af sekundærsystemet, er målrettede. Jegdrifterne bestemmer således seksualdrifternes mål, som af natur ikke er rettet imod bestemte mål (Freud,1975:33). Han forestiller sig i tråd med dette, at individet har en dobbeltfunktion; nemlig som mål i sig selv og som opretholder af arten, hvor jegdrifterne knytter sig til den første funktion og seksualdrifterne til den anden (Freud,1975:93). Da det er jegdrifterne, der bestemmer seksualdrifternes rettethed, er der ifølge Freud tale om, at individets funktion som opretholder af arten gennem seksualdrifterne tilbyder en lystpræmie til gengæld for, at jegdrifterne stiller sine kræfter til rådighed for forplantningen (Freud,1975:33). Der er med andre ord tale om både et modsætningsforhold og et samspil imellem disse to driftskategorier. Freud antager, at der findes en normal libidoudvikling, og han forestiller sig, at det afhænger af jegdrifterne, om denne forløber, som den skal i og med, at disse skal rette seksualdrifterne mod deres objekter. I det som Freud kalder den autoerotiske fase, som er en fase, der udspiller sig i den orale fase, som er den tidligste fase af barnets liv, er seksualdrifterne endnu ikke selvstændige i forhold til jegdrifterne, de retter sig imod samme objekter som jegdrifterne retter sig imod. Seksualdrifterne tilfredsstilles i denne fase i og med, at selvopholdelsesdrifterne tilfredsstilles. På denne måde bliver jegdrifternes tidlige tilfredsstillelsesobjekter forbillede for seksualdrifterne. Moderen bliver således tilfredsstillelsesobjekt for både jegdrifter og seksualdrifter i den autoerotiske fase. Hermed bliver det første seksualobjekt moderen, som senere bliver forbillede for valg af kærlighedsobjekt. Forstyrres denne udvikling, frustreres libidoen, som i stedet vendes mod jeget (Freud,1975:100).Seksualdriften kan således have to forskellige objekttyper: tilknytningstypen og den narcissistiske type, som opdeler seksualdriften i en objektlibido og en jeglibido (Freud,1975:100). Denne opdeling af seksualdrifterne skal ikke forstås således, at man enten har den ene eller den anden art libido. Der er snarere tale om en udvikling af libidoen, således at jeglibidoen udvikles eller hører til i den narcissistiske fase og objektlibidoen udvikles i en senere fase, hvor libidoen besætter objekter i verden frem for jeget. Alle mennesker er således i besiddelse af disse to typer af seksuallibido, men der eksisterer ifølge Freud en modsætning imellem disse, i og med at jo mere den ene bruges, jo mere trænges den anden væk. Freud bruger forelskelsen som eksempel på, at jeglibidoen trænges helt væk i libidoens besætning af det elskede objekt. Man glemmer således sig selv og lever og ånder for den anden (Freud,1975:91). Freud opregner det karakteristiske ved de to typer af objektvalg således: Man elsker ifølge den narcissistiske type: hvad man selv er (sig selv), hvad man selv var, hvad man selv gerne ville være, eller den person, som var en del af ens eget selv. Ifølge tilknytningstypen elsker man: den kvinde, der sørger for føden, eller den beskyttende mand (Freud,1975:102-103).
Den sekundære narcissisme
Hvordan mener Freud så, at den sekundære narcissisme formes? Hvorfor eller hvordan forskydes libidoen fra objektvalg af tilknytningstypen til objektvalg af den narcissistiske type.Mennesket tiltrækkes af den narcissistiske fuldkommenhed, som det oplevede i barndommen. Da denne fuldkommenhed ikke kan bevares på grund af kritikken af jeget fra forældre og andre opdragere, fra kulturelle og etiske forestillinger, forskydes selvkærligheden til et idealjeg (Freud,1975:105). Den primære narcissisme eksisterer nu i individet i form af et idealjeg (Bateman,1999:76). Dette idealjeg er årsag til fortrængning af libidinøse drifter, som ikke accepteres af jeget i sit forsøg på at leve op til idealjegets fuldkommenhed (Freud,1975:105). Selvfølelsen spiller, ifølge Freud, en central rolle i denne sammenhæng. Selvfølelsen forringes, når man ikke bliver elsket, og forøges idet man bliver elsket. Har individets kærlighedsbesætninger været genstand for fortrængning, i og med at de ikke passede ind i billedet af idealjeget, opleves disse kærlighedsbesætninger som en forringelse af jeget. Det bliver nemlig ikke muligt at tilfredsstille jegets kærlighedsbehov ved objektlibidoen og dermed forøge selvfølelsen. Jeget må for at forøge selvfølelsen trække sin libido tilbage fra objektet og vende den mod jeget. Målet for det narcissistiske objektvalg er med andre ord at blive elsket (Freud,1975:109-110).
Der er altså tale om en karakterforstyrrelse, hvor det primære problem er vanskeligheder med at regulere selvfølelsen. Den basale selvfølelse grundlægges i løbet af de første leveår og kernen i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse er, at individet har storhedsvanvid. Forløbet i den udviklingsproces, hvor barnet fra at tro sig omnipotent og ufejlbarlig til at erkende sin adskilthed (sin individualitet) og sine begrænsninger, er kritisk og kan føre til udvikling af narcissisme. I normaludviklingen sker denne proces lidt efter lidt, hvilket resulterer i en sund og realistisk selvfølelse og tillid til sig selv og til andre. Ændres forholdet til moderen derimod for hurtigt, opstår der en følelse af angst og afmagt hos barnet. Barnet forsvarer sig imod dette ved at regrediere til den narcissistiske fase, til tidligere forestillinger om omnipotens og ufejlbarlighed, for at beskytte sig imod omverdenens krav. Denne del af jeget spaltes nu fra den del af personligheden, som er rettet imod omverdenen, for at beskytte jeget imod "den grumme virkelighed". En del af personligheden er således stadig styret af narcissistiske forestillinger om omnipotens.
Literatur
Bateman; Anthony, og Holmes, Jeremy (1999): Introduktion til psykoanalyse, Hans Reitzels Forlag A/S, KøbenhavnFreud, Sigmund (1974): Metapsykologi 1, Hans Reitzels Forlag A/S
Freud, Sigmund (1975): Metapsykologi 2. Hans Reitzels Forlag A/S
Udvalgte artikler