Solidaritet ifølge Zygmunt Bauman
Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine Mortensen og Nikolaj Nørgaard.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Baumans tilgang til solidaritet er udfra en postmoderne tankegang. Postmodernismen afviser, at sandheden om verdenen
kan findes gennem at analysere virkeligheden, for derefter at afdække nogle faste strukturer, der er styrende for samfundet.
Postmodernismen afviser derved alle forsøg på at give overordnede systemer, der giver reduktionistiske forklaringer på verden.
Derimod bliver det nu mere centralt at se på de kontekstsafhængige forhold, der har betydning for det undersøgte.Zygmunt Bauman forsøger at konstruere en ny solidaritetsopfattelse, hvori flere af de postmoderne ideer ifølge ham selv bliver indkorporeret. Disse ideer omfatter kontingens (tilfældighed) for hændelsers konsekvenser og muligheder. Derudover er sammenbruddet af den universelle sandhed blevet et vigtigt element i den nye solidaritetsopfattelse. Kontingens indbefatter, at mulighederne for noget, f.eks. solidaritet, afhænger af hvordan forskellige tilfældige hændelser etablerer mulighedsbetingelserne for det. Det betyder, at sådanne forhold altid kan forandres, fordi forskellige tilfældige forhold kan ændre mulighedsbetingelserne for dets eksistens.
Bauman mener, at vi aldrig kan opgradere vores individuelle opfattelse af sandhed til noget universelt gældende. Derimod mener han, at man skal fokusere på en tolerance for andres opfattelser. Dette hviler på hans opfattelse af sandhed som en social relation (Bauman, 1991, p. 232). Han ser en grundlæggende accept af den andens ret til at være anderledes, som noget centralt for en ny solidaritet. Ved at vælge at tolerere den anden, kan man kun håbe på en gensidig tolerance. Retten til sin egen holdning sker altså gennem tolerancen for den andens (ibid, 1991, p. 236). Tolerance skal her forstås som en tilfredshed ved sin egen sandheds kontingens, uden at den skal ophøjes til en universel sandhed på bekostning af andres opfattelse af sandhed (ibid, 1991, p. 236).
Tolerance er imidlertid ikke nok for en postmoderne solidaritet, da det kan udmunde i ligegyldighed overfor den anden. Derfor indfører Bauman også ansvarligheden for den anden og derigennem mulighedsbetingelserne for gensidigt ansvar, på trods af forskelligheder (ibid, 1991, p. 236). Begrebet ansvarlighed dækker over en aktiv indsats for at støtte og indgå i dialog med den anden på trods af dennes anderledes sandhedsopfattelse. Det er altså kun ved at tage ansvar for den anden, at solidariteten kan opstå. Når man vælger at kæmpe for den andens ret til at være anderledes, er der ingen garanti for, at det bliver gensidigt og individet er overladt til at håbe på den andens medfølelse og gensidige tolerance og ansvar (ibid, 1991, p. 236).
Baumans teoretisering af solidaritet, sker i forbindelse med hans overvejelser om moral og etik. Han ser en overgang fra overordnede etiske regelsæt der forankres institutionelt til en mere personlig moral der udøves i den konkrete kontekst. Altså at den nye solidaritet bliver et spørgsmål om personlige moralske overvejelser fremfor institutionelt definerede moralske regler.
Hvorvidt der etableres tolerance for hinandens forskellighed, hvilket uden ansvarlighed medfører ligegyldighed, eller autentisk solidaritet gennem frivilligt ansvar for hinanden, afhænger af kontekst og hvorvidt det enkelte individ er villig til at tage ansvar og kæmpe for den andens ret til at være anderledes. Bauman mener, at hvorvidt man er solidarisk eller ej afhænger af ens valg (ibid, 1991, p. 236). Herved viser han en grundlæggende antagelse for hans teori, som går ud på, at mennesket har mulighed for at vælge.
Opsamling
Den postmoderne solidaritet, som Bauman beskriver, fokuserer på individuelle valg fremfor institutionaliserede regler. Solidariteten ligger altså i et personligt valg om at tage ansvar for den anden selvom denne er anderledes. Det er kun gennem denne ansvarlighed, at solidariteten kan trives. Konsekvensen af en tolerance uden ansvarlighed ser Bauman som ligegyldighed overfor den anden.Litteratur
Bauman, Z. (1991): Modernity and Ambivalence. New York: Polity PressUdvalgte artikler